Boller op, boller ned, boller i min mave

Det er tirsdag. Det er en hverdags-dag. Vi er kommet godt igang med hverdagen alle mand. Vi har (næsten) vænnet os til at komme vildt tidligt op. Som i VILDT tidligt. Den første står op før 6 og inden 8 er vi alle ude af døren.

Selvom der er morgentravlhed er vi nogle luksus-dyr. Vi kan simpelthen ikke klare at komme ud af døren uden vores nybagte morgenbrød.

Dette indlæg skal handle om dagens gode brød og boller 🙂

Det virker jo helt forrykt at stå op klokken 6, skynde sig i bad for herefter at drøne i køkkenet og skynde sig at lave brød, men faktisk er det ikke så tidskrævende som man skulle tro.

Dejen er lavet i forvejen. Som jeg har beskrevet før laver jeg en kæmpe portion dej, som jeg opbevarer i køleskabet i 4-5 dage. Dejen er koldthævet og det betyder at den hverken skal æltes eller formes om morgenen.

Dejen skal bare lægges på bagepladen som store klatter på spiseskeer. Sådan her ser klatterne ud. Forinden er ovnen tændt på 225 grader varmluft. Vigtig detalje.

Jeg laver lidt forskellige slags. En almindelig bolledej med korn og kerner og nogle helt hvide boller til sønnike, der ikke have korn, kerner og alt for mange dikkedarer i sine boller. De er helt hvide, eller næsten hvide. Brugte hvid hvede som der faktisk er temmeligt mange kostfiber i, hæ hæ – men sig det ikke til ham! 😉

Datteren til gengæld kan ikke få kerner nok. Hun foretrækker faktisk rugbrødsboller. Så dem laver vi så også lige nogle stykker af 😉

Altså mht. rugbrød så springer jeg stadig over hvor gærdet er lavest. Laver allerhelst en færdig rugbrødsblanding som jeg lige hælder en 1 dl. ekstra væske i, lidt mindre gær og lader dem hæve koldt i køleskabet. Dejen er lidt mere flydende p.g.a. det ekstra væske og lader sig derfor fint forme med en ske.

Jeg pynter helst med græskarkerner men dryssede også idag med store økologiske bygflager. Smukt og lækkert blev det det.

Kunne her til morgen falde helt i svime over de smukke brød. Ja undskyld mig. Det er en gal kvindes værk. At stå med kamera klokken vanvittigt tidligt og flashe morgenbrød på en hverdagsmorgen. Ovenikøbet at lave morgenbrød på bestilling til sin familie. Ja jeg gør det skam gerne. Det er så snedigt, at de fleste af os så også samtidigt kan springe kantinemaden over.

Vi sparer penge, tid i kantinekø, og spiser de lækre morgenboller til frokost. Vi laverer frisksmurte sandwiches og de bliver bare SÅ meget bedre, når de er bagt samme dag.

Rugbrødsbollerne er særligt gode med ost i, skulle jeg hilse og sige. Rugbrødsbollerne er de mørke her på billedet 🙂

Gode brød-tip.

Brødene bliver sat i ovnen ca. halvsyv. Får 225 grader varmluft i 20-25 minutter. Varme boller kl. 7.00.

Det er en FORNØJELSE at starte dagen med nybagt brød. Tro mig, det vil, for de fleste, kunne nås med lidt planlægning. Prøv det af i weekenden f.eks.. Du vil finde ud af at den koldthævede dej er så nem, at du vil undre dig over at du ikke er begyndt på det noget før.

To klatter på en bageplade med en ske. Voila!

Friske brød til dagens sultne munde 🙂

 

Mere inspiration

2 tanker om "Boller op, boller ned, boller i min mave"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *