Campinglykke og grillet mørbrad i pinsesolen

Det gode vejr kom som bestilt til pinsen.

Fridagene bød på sommervejr af den mest fantastiske slags.

Hyben i fuldt flor

Vi er SÅ heldige med vores campingfristed når sommervejret viser sig fra sin lækreste side.

Ved kysten, med fuld sol dagen lang og ovenikøbet med de smukkeste solned-opgange i havets blå.

Campinglivet indbyder til driverliv, dasen og ingen stress.

Solen var så lige prikken over i’et. Sommerferieagtigt. Vi kom lynhurtigt ned i gear og blev ferieslappe, glade og veltilpasse alle sammen.

Campinglykke ved kysten i 1. klitrække

Campinglivet er jo en smule mere primitivt, men på sommerdage lykkedes det bedre at sige “Pyt” og tage tingene som de kommer. På gråvejrsdage kan det nogen gange virke uendeligt uoverskueligt at lave mad til 4 med et gasblus og en miniovn, men en solskinsdag. Ja pyt, vi finder noget at grille 🙂

I weekenden grillede vi marineret svinefilet eller var det mørbrad? Svinefilet forklædt som mørbrad eller omvendt. Kan faktisk ikke helt se forskel ? Vi er stadig novice-grillere, men har fundet ud af, at mørbrad, eller hvad det nu ellers hedder, kan vi godt grille med succes. Det bliver mørt, saftigt og grillet. Mørbraden griller vi med låg i ca. 15 min på hver side (måske lidt kortere, kig til den et par gange)

Grillet svinemørbrad, saftigt og mørt.

Vi fik hurtige sprøde ovnbagte kartofler til. Kartofler skåret i både, med et lag skrabet smør (olien havde vi glemt hjemme) og krydderier.

Kartofler med smør og krydderier

Kartoflerne var altså ikke brændte, de ser bare sådan ud! Vi stegte dem i miniovnen, trods varmen i forteltet! 🙂

Vi sprang over hvor gærdet var lavest og KØBTE kartoffelsalat. Ja købte, det står jeg gerne ved. Dejligt nemt. Altså, jeg hyggede mig jo i liggestolen. 🙂

Vi har faktisk fundet ud af at den billigste kartoffelsalat fra fakta kan smage himmelsk (ej måske alligevel ikke HELT himmelsk) hvis man blander forårsløg i. Vi havde tilfældigvis 3 forårsløg med. Heldigt.

Tomater havde vi også med, de blev bagt i ovnen sammen med kartoflerne. Blot drysset med lidt krydderi

Bagte tomater med urtesalt

Grillpølserne og købe hotdogsbrød fik vi jo altså også men dem filmer jeg ikke. 😀 De der grillpølser får vi ikke tit, men når vi griller, ja så får vi da også nogen gange grillpølser og hotdogs-med-det-hele. De hører ligesom til 🙂

Det blev et fantastisk måltid. Vi spiste i det fri, lige til solen gik ned bag hybenbusken. Skønnere aften fås vist ikke.

Campinglykke med tæt-på-forkullede pølsebrød. Helt ligesom det plejer 😉

Det var den smukkeste stille sommeraften med blide dufte og varme vinde.

Smukkere blå himmel fås vist ej. Bemærk “flyver-krydset” på himlen. Et sjældent syn.

Blå blå himmel med “flyver-kryds” – kig godt efter. Et sjældent syn

Sommersolskinsdage – må vi have mange flere af dem til gode.

Vi prøver nu at omstille os til hverdag og gråvejr, men solen banker stadig i kroppen. Heldigvis er sommerferien tæt på. Det luner at tænke på! 🙂

Obs : Man skal helt ned på knæ for at tage close-up fotos af små smørblomster og margueritter 🙂

 

Mere inspiration

Læg en kommentar