Chokoladecookies med farin og hvid chokolade

Chokoladecookies med farin og hvid chokolade

Søndag skal vi til konfirmation hos søde Mie – mosters Mie-fis, som hun har heddet siden hun var helt lille. Suk. Nu skal jeg jo nok snart til at  vænne mig af med at kalde hende “Mie-fis”? Det hedder man da ikke når man skal konfirmeres og er en høj, flot og selvstændig pige, vel moster? Pinlige-moster 😉

Mie og jeg har altid haft et helt særligt bånd og jeg glæder mig meget til hendes konfirmation. Hun glæder sig som et lille barn ved jeg, og jo, selvom man når konfirmationsalderen, så er man jo i i virkeligheden stadigvæk et lille barn (sig det endelig ikke til hende).

Gid man aldrig stoppede med at glæde sig som et lille barn <3

2015-04-18 19.35.55

Moster kommer glad og gerne til Mie’s store dag og selvfølgelig hun da et fad kager med under armen. Det blev til flere kager. Planen var kun et fad chokoladecookies, som Mie har bestilt, men ud af det blå tryllede der sig også pludseligt også et fad citronmuffins – baseret på denne lækre citronmåneopskrift  Der er lidt mere fest og farver over citronkagerne. Håber virkelig at Mie kan lide citronkage? Om ikke andet, vil de ihvertfald pynte på bordet! ;-)Ej hvor ser det fint og festligt ud – godt jeg lige havde gule muffinsforme på lager. Hvor heldig kan man være? 🙂

I dag skal du høre om chokolade-cookies’ene. Citronmuffins’ene får du anvisninger på en anden dag. Dagens cookies udsprang egentlig af denne lækre cookie-grundopskrift – dog tilsatte jeg i dag både farin, kakao, havregryn og hvid chokolade. Det blev altså nogle helt anderledes cookies, mere faste, fiberholdige og knasende. Lækre cookies, og nemme også.

Chokoladecookies med farin og hvid chokolade

Jeg iler med at bringe opskriften. Du får den lige her:

Chokoladecookies med farin og hvid chokolade:

Du skal bruge (50-60 stk.):

125 gram blødgjort smør

150 gram brun farin

1 tsk. vanilje

1 æg

3 spsk. sirup

200 gram hvedemel

1 tsk. natron + 1 tsk. bagepulver

3 spsk. kakaopulver

1 dl havregryn

Ca. 150 gram grofthakket hvid chokolade. Jeg brugte 3 tiloversblevne chokoladefrøer 😉

DSC_3705

Sådan laver du:

Chokoladecookies med farin og hvid chokolade

Chokoladecookies med farin og hvid chokolade:

  • Rør det blødgjorte smør med farin, sirup og vaniljesukker. Brug gerne din røremaskine. Smør blødgøres nemt 20 sekunder i mikroovnen v. høj effekt.
  • Pisk ægget i.
  • Bland de tørre ingredienser og tilsæt.
  • Tilsæt havregryn. Rør godt.
  • Hak chokoladen groft og tilsæt.
  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  • Sæt små dejklatter på en bageplade beklædt med bagepapir. Der kan være ca. 25 småkager pr. plade.
  • Bag dine cookies ca. 7 minutter v. 175 grader varmluft. Med varmluft kan du bage begge plader på samme tid. Bruger du ikke varmluft skal du bage kagerne v. 200 grader.
  • Lad kagerne afkøle på en bagerist – og voila – så er der cookies-servering. Nemme lækre cookies  🙂
  • Jeg måtte skynde mig at pakke cookies’ene væk – for sikke det fad da fristede familien. 🙂

De smager altså rigtigt godt disse cookies!

Kombinationen af kakao, farin og hvid chokolade er uovertruffen og fibre fra havregryn, giver småkagerne ekstra bid. Det kan jeg godt lide. Skal vi ikke også bare sige at de også er lidt sundere så? Bare lidt? 🙂

DSC_3744Vi må skynde os i seng. Konfirmationen starter tidligt i morgen. Vi har udover kage lavet hemmeligheder her i aften, så vi er trætte nu. Drengene har været på fisketur og moren har stormet rundt og rengjort hus – men nåede også en halv krimi på terrassen. Det har da været den skønneste forårssolskins-lørdag 

Du hører nærmere om konfirmationen – og jeg skal nok fortælle dig om kagerne var en succes. Jeg håber sådan Mie får en god dag, moster skal gøre sit til det. <3

Håber vejrguderne er med os. Du har vel bestilt godt vejr til os? 🙂

Mere inspiration

Læg en kommentar