Den gamle bagermester og mig. I dag får du en historie om meningssfulde møder.
En uge i hæsblæsende fart, men sus i skørterne, vind i sejlene men alligevel med plads til glimt af glæde og fryd alligevel.
Jeg passer min drømmetjans på biblioteket. Jeg knokler på med 1000 spændende opgaver, webformidling, databaser, undervisning for mange og ikke mindst udlånsvagter, hvor jeg kan møde brugere på biblioteket.
Rigtige mennesker. Ægte personligheder. Hvor jeg kan komme helt tæt på. 
Når man, som jeg, arbejder på et middelstort folkebibliotek, hjælper, vejleder og guider man hver dag forskellige brugere i hobetal, i alle aldre, alle nationaliteter og alle sociale lag.
Opgaveskrivere, krimilæsere, musiknørder, jernbaneentusiaster, fyren der bare skal printe og damen der leder efter en strikkeopskrift.
Bibliotekarens nakkehår rejser sig i det skjulte, når advokaten kigger forbi og spørger til Lovbekendtgørelser og Karnov, eller når gymnasieeleven skal skrive SRP-opgave i bioteknologi kombineret med filosofi.
Uha da, hvad skal vi da mon finde på? Vi bæver lidt, men ryster kun lidt på hånden. Det ses næsten slet ikke.
Vi bibliotekarer er nemlig topprofessionelle informationsdetektiver og net-navigatører.
Brugerne ved det og viser os den tillid at de spørger. Og vi kan. Altid.
Folk i hobetal, der har hamret panden mod den digitale mur, kigger også forbi, og har brug for hjælp med E-boks, Skat.dk, Borger.dk, Nem-id. Svær-id. Suk. Dem hjælper vi også alle.
Digital dannelse er livslang læring og bibliotekerne er din håndsrækning. Din ven i nøden, når jorden brænder.
Når din printer er brudt sammen. Når Google ikke giver det rigtige svar. Når de ikke tager telefonen hos Skat.dk, Når du skal have kilder på din tomme litteraturliste.
Når du ikke kan finde nålen i høstakken. 
Jeg elsker at betjene alle, men der er altså bare nogle brugere der har, får og nemt tilraner sig en særlig plads i mit hjerte.
Sådan er det også med den 90-årige, der på min allerførste arbejdsdag vandt mit hjerte. Hun tog mig i armen og sagde “du, unge pige, er du mon bogopsætter her?” Stolt, imponeret og glad brød jeg grinene sammen og svarede: “Næh du, bibliotekets bogopsættere er mindst 30 år yngre end mig…”
Den ældre dame svarede kvikt retur: “Når du bliver 90 år, som jeg, er alle under 50 år jo unge mennesker”. 🙂
Glimt i øjnene hos os begge. Tror det må have været gensidig “kærlighed” ved første blik?
Siden vores første møde, kigger min søde 90-årige altid efter mig på biblioteket, når hun er forbi.
En dag tog hun igen fat i min arm: “Kære du, kan du ikke lige vise mig hvor rejsebøgerne til Hawaii står?”
Den friske “unge” dame, skulle da såmænd bare på langfart, med niecen der nærmede sig 70 år.
“Er turen ikke lidt for lang for dig?” spurgte jeg lidt bekymret. “Næh da, jeg har jo god tid til at sidde i en flyver” svarede hun kækt retur.
Den “unge” bogopsætterbibliotekar kiggede misundeligt og imponeret tilbage og fandt rejsebogen.
Kedelig, flyforskrækket og uden samme fandenivoldske eventyrlyst, som den 90-årige. Her kunne “den unge” vist godt lære lidt? Livet må og skal leves – hvorfor lade sig begrænse? Alder? Herregud! Det er jo bare et tal?
Sådan er jeg så heldig, når jeg passer mit arbejde. Jeg møder personligheder, ægte mennesker, livsstykker, der gør en forskel, ikke mindst for mig.
Forleden passede jeg igen min tjans på biblioteket. Ind af døren kom endnu en af bibliotekets trofaste brugere, som jeg – heldigvis – også har fået en god og tæt kontakt til.
Den ældre bagermester trillede hen til mig med sin rollator. Øjnene spillede, der var glimt og liv. “Goddaw Hr. – hvad bringer dig ud at trille?” indledte jeg.
Vi plejer altid at få os en god snak om bagerfiduser og hemmelige tricks. Om meningen med gær, om meltyper, enzymer, om tidens tand i forhold til bageriets udvikling. Også denne gang fik jeg en god historie.
Bagermesteren fortalte om dengang han havde leveret bagerbrød ud under krigen med hestevogn.
“Hvordan kom I omkring? Var der lys på hestevognen?” spurgte jeg uvidende og en smule naivt. “Næh, vi kørte da først når solen var stået op og folk var sultne”. Han kiggede forundret på mig. Unge mennesker, hvor kan de dog spørge?! 😉
Bagermesteren fortalte med stolthed i stemmen om, hvor stor glæden var, da han efter krigen fik eget bageri. Hvordan det var at stå op kl. 2 om natten, hver nat.
Om hvor fantastisk det var, da den tidsindstillede hæveovn blev opfundet. Banebrydende! Så kunne bagermesteren jo sove helt til kl. 5? Tænk at hævefidusen selv kunne skrue op for temperaturen lige så stille, så brødet var færdighævet, når bagersvendene mødte ind.
Der var stolthed i stemmen, da bagermesteren udbrød: “Og vi var det første bageri i Danmark, der fik sådan en maskine!”.
Jeg stornyder historierne og får altid lidt fifs.
Jeg spurgte denne gang den ældre bagersenior om, hvordan mon det kunne være, at disse grovflutes egentlig hævede ganske fint op, når nu den indledende hævning blev sprunget over?
Noget præcist svar fik jeg dog ikke, andet end at “dej har godt af at blive bokset igennem og gæren skal have tid til at arbejde”. Mine nymodens speed-hæveteknikker var bagermesteren vist ikke så vild med at høre om 😉
Snakken blev rundet af og bagermesteren rodede lidt i sin lille kurv på rollatoren. En lille pose brød blev fisket frem, som den er blevet det så mange gange før, når den ældre bagermester har kigget forbi. “Jeg har altid lidt brød med fra bageriet jo. Det giver jeg gerne til de ældre damer jeg møder på min vej”….. (den lader vi lige stå lidt 😉
Jeg kvitterede med et skraldgrin og den ældre herre fik da lige en diskret bibliotekar-albue i siden: “Hvad siger du? Synes du jeg er en ældre dame?” Øjnene spillede og smilet blev større – hos os begge. 🙂
Jeg lever højt på disse små møder. Glimt af liv. Glimt af ægte mennesker. Historierne. Livsfortællingerne.
Det eneste det kræver er bare, at du tør invitere ind og give lidt af dig selv. Det tør jeg godt, for jeg vinder bare så meget, har intet at miste. Har intet på spil.
Et lille puf. Et lille smil. Et ønske om god weekend og en lille snak om vejret, kan være vejen ind. Et lille klap på armen. Lidt humor. At du tør vise hvem du er. Jeg gør. Hvad kan der ske? At dagen bliver fyldt med farver, glæde og mening. Det er ikke det værste der kan ske.
Den gode følelse du får, når du gør en forskel for et medmenneske, skal ikke undervurderes. Du får lige så meget tilbage som du giver, nej det passer ikke. Du får endnu mere.
Nogen gange skal der bare så lidt til. Mødet mellem mennesker – du ved <3
Jeg elsker mit job <3
Tak til dig fordi du havde lyst til at dele min lille beretning.
Hej Gitte
Med de mennesker du møder, og den måde du møder dem på (og her tænker jeg din personlighed), rejser du meget længere end til Hawaii.
En god bibliotekar kender “sine lus på gangen”, jeg er storforbruger af biblioteket og kan nikke genkendende til din beretning om hvor meget det betyder at ens bibliotekar kender en, og har tid til at snakke, grine og ikke mindst udfordre ens bogvalg.
Dejlige betragtninger. Tak for dem 🙂
Netop!
Møder man mennesker med et åbent, positivt sind, får man næsten altid det samme igen. Det er dejligt!!
Altid dejligt at læse dine små historier……… God Weekend.
Kære Bagenørd Jeg elsker dine fortællinger. Du er en dejlig, levende fortæller. Tak for endnu en fin historie fra hverdagen, som den nu er. I øvrigt har jeg altid selv holdt af biblioteket. Er kommet rendende i tide og utide. I min barndom havde jeg min gang på biblioteket i Nyborg, som virkelig er et hyggeligt sted. I dag har jeg min gang på biblioteket i Karlslunde. Det er moderne og ikke så hyggeligt, men jeg elsker alligevel af være der. Kan ikke forklare hvorfor, da jeg ikke er en mega-læsehest. Jeg kan bare godt lide at være på biblioteket,… Læs mere »