Smukke indtryk fra en lykkelig torsdag i det nordjyske. Dagen endte smukt og med glade og idylliske indtryk til sanserne, men der var dramaer undervejs.
Turen gik til Rubjerg Knude Fyr og Lønstrup, den lille smukke nordjyske by med mondæne gallerier og kunstbutikker.
Humøret var højt fra starten. Alle var glade.
Manden foreslog at vi kørte på stranden fra Blokhus til Løkken, så de store unger kunne køre bil på stranden. Allerede der begyndte moren (dramaqueen?) at bygge en stemning op. Ganske rigtigt. Der var fare for liv, lemmer, førlighed og bil (hvis man spørger mig, ikke de andre). Børnene kørte fint nok, sådan da, og jeg huskede skam at rose dem indimellem, men pludselig var der jo syndfloder på tværs af stranden med dybe kanter og bølger og faren sagde roligt “kør bare ud i vandet unger, det skal nok gå”. Jeg var ved at dø af skræk, især når bilen gik i stå i vandet. Skidt sted at øve koblingspunkt hvis man spørger nervøse mig!
Dagens første drama:
På et tidspunkt var der en flod med en høj kant og ½ meter dybt vand henover stranden. Jeg måtte brøle højt “HER KØRER VI ALTSÅ IKKE OVER!” hvortil manden sagde : “Sønnike, du vender bare lige bilen her. “DU VENDER IKKE BILEN HER SÅ TÆT PÅ KANTEN!!”.
Familien kiggede irriterede på mig. De var SÅ trætte af at have mig med i bilen. Stemningen var på nulpunktet. Manden synes jeg gjorde ungerne nervøse og bange. Jamen jeg VAR jo nervøs og bange?!
Her udsigt til en af syndfloderne.
Nå, som med alt andet sjov her i livet, er alt meget sjovere hvis mor ikke er med. Det er HELT SIKKERT, at i morgen skal jeg ikke med på strandtur med bilen!
Nå men da bilen kom på asfalt igen steg humørgraderne efterhånden. Stemningen lettede til plusgrader i bilen. Pludselig blev der snakket i bilen igen.
Idag ville vi “bestige” bjerget ved Rubjerg Knude Fyr ved Lønstrup. Vejret var fantastisk. Vinden var bidsk og kold, men udsigten betagende.
Billedet snyder! Den sandbanke der skal bestiges er altså stejlere i virkeligheden. Pludselig kan man skimte Rubjerg Knude Fyr. Sakset fra Wikipedia: Rubjerg Knude er den højeste del af Lønstrup Klint, en ca. 15 km lang kystskrænt mellem Lønstrup og Løkken. Der er sandstorm næsten altid og stiv kuling. Barsk og råt.
Fyret er efterhånden tildækket og tilsandet, og bygningerne omkring fyret står ikke længere, der er kun murbrokker.
Så nåede vi til tops. Der går nogen år før tårnet er helt tilsandet. Fantastisk imponerende at opleve naturkræfternes raseren på allertætteste hold.
Så var der tid til drama igen:
Pludselig kom en løs hund farende (¤#!#”#”!§ til løse hunde!) og ville angribe/lege med vores hund i snor. Der bliv snappet og knurret og hvor var det dog pludselig mega-stressende! Godt vores hund er så lille at vi kan tage den op under armen og godt det ikke endte med bidskader, men alligevel “#¤#!! til løse hunde!!
Æv også, igen kom stemningen ned på nul-punktet på ingen tid.
Nå, hunden stak af efter skrig og skrål. Ejeren var ingen steder at se (“!!”!#) “GÅ VÆÆÆK! virker åbenbart på hundesprog” for væk var hunden. Vi kunne ånde lettet op og vendte os om for at beundre udsigten.
Hvad filen er det for en sky? Hvad skete der lige med den blå himmel? Pludselig trak uvejrs-skyer jo hastigt ind fra vest. Det var jo ikke en del af planerne?
Ak og åh, 20 minutter tilbage til bilen og hvor er det svært at løbe i sand!
Så var det tid til:
Vejr-drama!
Vi løb om kap med uvejret. Stien var lang og store dråber begyndte at ramme. 
Reddet! Tilbage i bilen. Teenagedatteren sad med lyset tændt og fuld knald på varmeblæseren. Hun havde hygget sig med sin gode bog imens familien gik på bjergbestigning. Nå, men hvad sker der mon med sådan en bil, hvis man tapper strøm fra bilen uden at tænde for den rigtigt?
Så var det tid til….bil-drama!
Jeps. Fladt bilbatteri. Sikke en lærestreg for den kære datter, der begynder på teoriundervisning i næste uge. 1. lektion: Motoren skal køre, før man må trække strøm fra bilen, eller vil den ikke kunne starte.
Regnen fossede ned. Vi bundfrøs, Bilen var stendød. Alle skulle tisse. Heldigvis havde vi madder og kaffe med, gudskelov. Gode falckabonnenter er vi. “Hallooo, vi holder ved Rubjerg Knude, kan I komme og redde os?” “Hvor er I, vi kan ikke finde adressen”. “Hvad hedder gaden?” Gaden? Snak lige om marken i stedetfor?
Det tog et kvarter for Falck at få lokaliseret adressen og 1 time for Falckmanden at komme forbi. Sikke en kæmpe Falck-bil! Datteren sad brødbetynget med røde ører, på den ene side stolt over være så VIP at en kæmpe FALCK-bil kom for vores (hendes) skyld, på den anden side med en følelse af at være en kæmpe #spade (hendes egne ord). Ja man lærer af sine fejl, hvad kan en mor ellers sige? Som I kan se på billedet var solen heldigvis begyndt at skinne igen. Dejligt. Ok hvad skulle vi alligevel have lavet ellers, bygen blev jo overstået imens vi sad i bilen og ventede?? God timing, held i uheld, når uheldet nu skulle ramme?
Tisse-drama:
Nå men i ventetiden blev mobilernes strøm brugt op og vi skulle tisse, som i VIRKELIGT MEGET tisse! Spørg lige, om der er buske/træer at gemme sig bag ved Rubjerg Knude Fyr? Det er der ikke. Tårer i øjnene havde vi til sidst. “Hvem vil have en tår kaffe?” “Ikke mig, kommer der flere dråber ind, er der nødt til at komme dråber ud. NU!”.
Nå efter den kæmpe FALCK-bil frelste os, skyndte vi os at køre til Lønstrup, den smukke lille mondæne kunst-by. Vi var nu allermest interesserede i at finde et offentligt toilet først, før vi kunne koncentrere os om andet. JA det lykkedes! AHH!
Vi kiggede lidt tøjbutikker, var forbi en glaspuster og så, pludselig, lige der midt på gågaden i Lønstrup, åbenbarede sig det mest idylliske lille keramik-værksted, med den allersødeste keramiker du kan forestille dig. Kari Giebelhausen hedder hun, og hun laver den gladeste keramik du kan tænke dig. At komme ind i Kari’s værksted er som at få en lykkerus, få balsam for sjælen, finde ro og harmoni på et sekund. Se selv. Bliver du forelsket ligesom jeg?
Åh jamen, havde jeg været Joakim von And, havde jeg købt al keramikken i hele butikken. Havde jeg haft et kæmpehus at bo i (og stadig haft flere penge tilbage) havde jeg købt Giebelhausen-service til 24 personer og alle vaserne og skålene (og fadene og alt det læse).
Det blev til 5 keramik-ting og flere af tingene 2. sorterings-ting, Giebelhausens ting er fine men lidt dyre og ja desværre er jeg ingen von And. Jeg købte bl.a. de to fine skåle her nedenfor. Jeg kunne nu ikke se hvad der skulle være galt med dem (til gengæld kostede de kun 1/3 jaaah!). Kari er det sødeste, fineste menneske og hendes kvalitets/ambitionsniveau er højt. Skålen var lidt “nupret” synes hun, derfor skulle prisen sættes ned. Helt ok med mig, men for mig gør det nu ikke noget, at man kan se, at keramik er unika?
Jeg købte også det smukkeste fad og den fineste lillebitte skål, men lige nu er herlighederne forsvarligt pakket ind. Du kommer til at se og høre mere til dem, når jeg kommer hjem og får dem pakket ud. Øj hvor vil brød, kager, salater kunne præsentere sig SÅ fint i og på mine nye keramikherligheder!
Skal du en dag på tur til det nordjyske, så tag at kig forbi Kari Giebelhausen’s butik. Hun har en hjemmeside og du kan også følge hende på Facebook
Suk. Ingen dramaer i keramikbutikken. Komplet lykkefølelse ramte til gengæld både datteren og jeg. Fred og ro i sindet og et malket dankort, men pyt, hvad gør det. Vi har kun et liv og det er med at være god ved sig selv og slå til, når guldet pludselig ligger for døren. Jeg har KERAMIK-GULD med hjem, og tænk sig at jeg skulle til Lønstrup for at finde LØkken 😉
Vi trillede til Løkken bagefter og selvom den var forblæst, kold og øde var der heldigvis åbent i de rigtige butikker, heriblandt Bolcheriet: Midt på torvet trylles der de lækreste bolcher. Tema-bolcher, Valentines-bolcher, bland-selv-bolcher. 
Et sandt eldorado for søde sukkerelskere som os. Hov og hvad ser vi? Giebelhausen-keramik brugt som skåle og fade? Det viser sig at Bolcheriet har et samarbejde med keramikeren, laver en dag sammen i efterårsferien hvor keramikeren f.eks. former ler-engle og bolche-mageren laver engle-bolcher.
Skønt sted Løkken! Vi tankede bolcher op i alle afskygninger. Mocca-blanding, pebermynte-bolcher, spejder rocks, blandede bolcher. Uhm!
Bolcher at køre hjem på.
Dagen sluttede uden flere dramaer, happy end på mange måder. Jamen skal dette indlæg da slet ikke handle om mad, når det nu er en madblog?
Jo da, sønnike fik lov at bestemme dagens menu, og det blev pizza fra det lokale pizzeria. Supertynde pizzaer, american pizza, mexican-pizza, luxus-pizza. Ja det er sjældent vi spiser købe-pizza, men når det sker, er det til stor jubel for teenagerne 😉
Vi har én dag tilbage i sommerhuset og en dejlig uge er snart slut i Blokhus. I morgen skal (nogen af os!) køre lidt mere bil på stranden, nogen skal læse bog og så skal vi forbi den lækre Blokhus Fiskerestaurant igen. Stemningen går lidt i retningen af oksemørbrad eller pandekager med is.
Uha et svært valg. Hvad skal jeg vælge? 😉
Ja der er ikke mange opskrifter i disse dage. Madmor holder fri og hvor er det skønt! Jeg er dog begyndt at savne mit velassorterede køkken igen og min Rømertopf og min Kenwood og min kummefryser fyldt med muligheder, men driverlivet kunne jeg alligevel godt fortsætte nogle uger endnu.
Dejligt du har kigget med. Jeg håber du synes det har været fornøjeligt at være med Bagenørden i Blokhus 🙂
Det har du ret i – men den med ikke at kunne finde et sted at tisse – det er nu en alvorlig krise 😉
En tur med forhindringer 🙂 Biler, børn og mangel på sanitære installationer – en farlig cocktail. Men tænkte nok, du ville kunne finde noget spændende i Lønstrup, selvom det krævede et godt Dankort. Det er jo ren HC Andersen: ‘først går man så gruelig meget igennem…’
vh/Karen