Jeg har fødselsdag i dag og juhuu – sikke da en god en af slagsen.

På mange måder har det jo bare været en helt almindelig mandag. En halvkvast mandag, med mandagstunghed og hjernesløvsind i kroppen men så alligevel ikke, for dagen bød jo helt fra starten også på ekstra lange fødselsdagskrammere og fødselsdagsgaver fra familien f.eks. en fin  Frellsen-kasse fyldt med hvide chokoladefrøer. Heldige mig 🙂Dagen startede med kærlighed og betænksomhed i rigelige mængder.

Min familie gjorde alt hvad de kunne for at gøre mig glad. Min søn spurgte om han ikke kunne forberede noget lækkert aftensmad, der kunne være klar efter aftenvagten. Om der ikke var noget jeg særligt godt kunne lide? “Det er vigtigt at du er glad på din fødselsdag mor, og får noget du godt kan lide”. Morhjertet svulmer. Min kære dreng. Hvilken omsorg. Heldige mig <3

Min søde datter har også betænkt mig med søde sms’er dagen lang og så har hun skrevet en fornem hilsen til mig på sin blog. Hun har skrevet det fineste digt som ramte mig lige i hjertekulen. Har du mon lyst til at læse med? Se med nedenfor, hvis du har lyst. Moren her var da tæt på lige at knibe en tåre. Sikke en rørende omsorg fra hende også. Heldige mig. Verdens bedste børn – ja mine er ingen undtagelse 😉

Rørende betænksomhed har jeg mødt, fra start til slut. På arbejdet blev jeg mødt af kolleger der havde fundet kontorets fødselsdagsflag frem og stillet klar på min plads. Åbne arme, imødekommenhed og hjertelige kram. En masse smil på gangene og ekstra fødselsdagskrammere ved kaffeautomaten. Heldige mig. På Facebook strømmede det ind med hilsner, også på bloggens Facebookside, hvor jeg er blevet helt overvældet over alle dem der betænkt mig med en hjertelig hilsen. Rørende, hjertelige og taknemmelige hilsner er strømmet mig imøde og jeg kigger benovet og glad på dem alle.

Hvor er jeg altså bare en heldig kartoffel og især på min fødselsdag, bliver jeg mindet om hvor heldig jeg er. Alle dem der vil mig det gode og alle dem der står mit hjerte nær, familie og venner fra nær og fjern. Man kan sige meget om Facebook, at det er et overfladisk medie, men næh, når venner sender gode hilsner til mig, tænker jeg på hver enkelt med glæde.Det samme når du på bloggens Facebook-side sender mig en kærlig tanke, så bliver jeg altså ægte glad. Det er da skønt, når et ægte menneske som dig har lyst til at sende mig en hilsen. Så bliver jeg altså benovet og rørt. Mange af jer har skrevet flotte ord om hvor taknemmelige I er over alt det jeg gør, og om hvor meget I bruger bloggens opskrifter. Jamen det er jo bare det allerbedste.. Jeg ELSKER  når der er kort afstand imellem os og når I værdsætter det jeg gør 🙂  Kald mig bare rørstrømsk. Kald mig bare gammel og sentimental, men ja jo ældre jeg bliver, jo mere værdsætter jeg alt det jeg har omkring mig. De små ting. De store ting. De ægte gode mennesker. Alle de søde. Alle dem der vil mig det godt. Rammerne. Betingelserne. Støtten. Mit fundament <3

Det har været den allerbedste fødselsdag som jeg fejrede med at passe min aftenvagt på biblioteket. Pyt med det. Det betyder bare, at vi så fortsætter fødselsdagsfejringen i morgen også. Det er der vi mødes om kagebord hos Amanda og der hvor vi finder et godt sted i byen og spise en god middag. Det er der hvor jeg får flere gaver. Heldige mig. Fødselsdag to dage i træk i det allerbedste selskab med mine yndlingsmennesker. 🙂Da jeg kom hjem fra aftenvagten i dag bød Mikkel velkommen med en lækker avocadoforret med rejer. Han kender mig SÅ godt. Han ved jo at det er en af mine yndlingsforretter. Hvor er han sød. Heldige mig.

Jeg spiste en hvid chokoladefrø til dessert og funderede over dagen imens jeg svarede en lang stribe hilsner på mail, Facebook og sms.

Jeg tænker på alle dem, der har tænkt på mig med taknemmelighed.

Fødselsdage bliver jeg aldrig for gammel til at være ret vild med. Hver dag og hvert år her på jorden er en gave. Tak. Jeg stiler efter de 100 år og kan så glæde mig over at have endnu 51 fødselsdage forude. Jeg glæder mig allerede 🙂

Tak til dig der sendte mig en kærlig tanke i dag. Det var så sødt af dig.

Kærlige – og rørstrømske – hilsner fra Gitte – nu 49 år 🙂