Tanker om stress og hamsterhjul. Kom en tur med om bag facaden.
“Hvordan kan du magte alt det du gør?” “Det jeg elsker allermest ved din blog er din ukuelige energi og optimisme”. “Hvor mange timer er der i dit døgn?”
Dette skriver I søde bloglæsere indimellem til mig, fulde af forundring over min fart og mit tempo på bloggen og i livet.
I dag kommer du igen med en tur om bag facaden. Håber du har lyst til at læse med?
Jeg gør så meget med glæde. Jeg elsker livet så meget. Jeg vil og kan så meget og elsker at gøre det hele. Elsker at dele ud, elsker at give, berige, bidrage, opdage og udvikle. Jeg elsker at reflektere og engagere mig i mennesker, i politik, i uretfærdigheder, i urimeligheder, i nyt og uafprøvet.
Elsker at gøre en forskel, for den enkelte og for mennesker i flok. Jeg har en stærk kampånd og en stærk motor og drivkraft, men er derfor også nogen gange min egen værste fjende.
Jeg har før skrevet til dig om mine udfordringer med at navigere på livets motorvej. Hvor svært det er, altid at ville være i overhalingssporet, med en motor der indimellem trænger til pitstop i nødsporet.
“Hvor svært kan det da være, at navigere og lytte til kroppen? Det burde hun da efterhånden snart have lært?”
Jo ældre man bliver, jo nemmere burde det da være? Det er svært for mig, og bliver åbenbart ikke nemmere med årene. Gammel og livsklog eller gammel og med en krop der får sværere og sværere ved at følge med og leve op til ens indre – yngre- ideal og forestillingsverden?
Jeg vil jo det hele i livet og gør alt hvad jeg kan og mere til. Jeg kaster mit engagement og livsglæde ud på alt dét der giver mig energi og glæde retur. I arbejdslivet og i familie- og fritidslivet.Jeg har drøn på. Brænder mit lys i begge ender. Fuld fart på og har speederen i bund, i mit livs hamsterhjul.
Store ambitioner på jobbet og på blogfronten. Ingen smalle steder. Ingen slinger i valsen. En fornøjelse at se ting gro og udvikles. Skønt at føle sig produktiv og over år, efterlade sig et eftermæle. “Hun satte et aftryk i livet”. At bruge energi, giver energi. Alt er spændende og når energien er til det, er livet en fest.
Bagsiden af medaljen er, at når energien ikke er der, så blæses man omkuld og bliver magtesløs over sine egne hektiske hvirvelvinde. Den snurrende tornado. Alt svimler og man kæmper for at holde sig på benene og holde balancen i livet, på kanten af normalitet og unormalitet. Panikslagen. Omtumlet. Kæmpende for at følge med eget niveau og idealer.
Hamsterhjulet der løber løbsk og en hamster der falder forvirret og rundtosset ud. “Hov, hvad skete der lige der? Hvor er jeg? Hvordan er jeg havnet hér?”
Der har været lidt stille på Bagenørdens kanal. Du har måske mærket et lidt svagere engagement. En personlighed der ikke i samme høje grad skinner igennem i opskrifterne. Indlæg der måske bærer præg af “bestillingsarbejde” uden motivation og drive. Sjældnere opdateringer på Facebook. Knap så entusiastiske?
Jeg burde have set signalerne selv. En galopperende panik i supermarkeder og tog. Uvirkelighedsfølelse. Hvor kom den panik lige fra?
Åndedrætsbesvær. Ingen appetit. Hjertebanken. Dårlig søvn. Manglende overblik og ringe dømmekraft. Stresstegn – men alligevel en ringe accept og forståelse af tingenes tilstand? Fuld fart på til trods.
“Jeg kan styre det, så længe det jeg gør giver mig glæde og energi“, Disse ord har været mit mantra hele livet. Min drivkraft.
Min mund der fortsatte med at sige ja til nye projekter, selv når min krop var i bakgear. “Ej hvor spændende, det vil jeg da ELSKE at arbejde med. Kom an! Det vil jeg gerne!”
Surreelt. Evnede jeg at se mit liv udefra, ville jeg stoppe mig selv og straks sige: “Sindssygt projekt du har gang i kvindemenneske, at storme sådan afsted! Fuldtidsjob i alt for højt gear, alt for høje forventninger til dig selv og ovenikøbet storambitiøs på blogfronten også? Rablende gale kvindemenneske!!”.
Min datter sagde det rammende til mig forleden. “Mor, når man sidder i stuen om aftenen, er det som at sidde i et kontor hvor der arbejdes hver aften. Hvornår holder du egentlig fri?”.
Et arbejde? Jamen bloggen er jo min fornøjelse, den giver mig jo glæde og energi? Har jeg bare løjet for mig selv?
Hver dag, efter lange arbejdsdage og indkøb på hjemvejen, er jeg stormet i køkkenet, stormet fotograferende rundt, stormet i stuen for at redigere billeder og skrive indlæg og besvare kommentarer, samtidigt med at jeg har prøvet at føre halvsporadiske samtaler med min familie. Prøvet at være/virke nærværende, imens jeg har tænkt på gode fotomotiver, dagens næste opskrift, ny teknik til bloggen, nye samarbejdspartnere og annoncører?……
Jeg har været en pseudo-mor der har haft hjertet og tankerne et andet sted. Har jeg været glad?
Jeg har haft dårlig samvittighed men knoklet på, for bloggen HAR givet mig glæde og energi. Jeg har kigget sultent efter den gode bog på sofabordet, hvornår får jeg tid til et kapitel? Når børnene er gået i seng, har jeg slukøret tænkt, hov hvad nåede vi egentlig at tale om i dag? Hørte jeg godt nok efter? Jeg spurgte om deres dag havde været god, men var mine tanker et andet sted, da de svarede?
120 km i timen i et hamsterhjul. Hvor nærværende er man så?
Bloggen har givet og giver mig glæde og energi, men jeg kan ikke fortsætte i samme høje gear som hidtil. Bizart niveau, ofte med indlæg hver dag, når man har et fuldtidsjob. Vanvid.
Jeg har sat et kæmpe skib i søen. Jeg er kaptajnen, men jeg er også kaptajnen i et arbejdsliv og et familieliv. Jeg har skullet og villet alt for meget i mit liv. Det står mig klart nu. Glæde og eufori giver høj puls og hjertebanken. Fede oplevelser man får, når man “peaker”, giver “high-five” til kollegerne og råber “YES!”.
Kunsten er at brænde uden at brænde ud.
Stress og mistrivsel giver også høj puls og så er det jo pludselig ikke så sjovt, sundt og meningsfuldt at være “oppe at køre” længere?
Jeg skal finde balancen i mit liv. Jeg bevæger mig på kanten af normalitet og unormalitet. Et lidt for usundt arbejdsmønster, både i mit civile arbejdsliv og i mit blogliv. “På” døgnet rundt på alle kanaler, på arbejdsmailen og på alle sociale medier. Skriver, sender og reflekterer døgnet rundt. Hjernen på arbejde og overarbejde. Altid. “På” i ferier, weekends, alle aftener og når familien er på restaurant. Altid på udkig efter nye ideer at udvikle på, i job- og i blogsammenhæng.
Havde jeg været en stresscoach, havde jeg for længst stoppet mig selv.
“Stop lige moster! Hvornår er det lige du slapper af og intet laver? Hvornår er det lige du siger “fuck” til alle dine selvbestaltede gøremål, skider hul i at være produktiv og innovativ og stirrer tomt ud i luften? Ser dumt TV eller går en tur med hunden uden hele tiden at tænke på dit livs næste skridt? Kan du overhovedet huske, hvad der gør dig ægte GLAD?”
Det er såmænd bare disse tanker jeg rumsterer med lige nu.
Jeg har trukket i min indre nødbremse og gode kolleger hjælper mig nu med at navigere i mit lidt for pulserende arbejdsliv. Vi griner lidt af det og siger at jeg nu er sat “under administration” (mine egne ord og min egen opfordring), men har jo tydeligvis brug for at blive holdt lidt i ørerne og få hjælp til at tøjle og styre mit engagement.
Ølkuskene gav deres ølheste skyklapper på, for så kunne de bedre fokusere, gå fremad og ligeud uden at blive forstyrret, generet og imponeret af alle fristelserne udenfor. Både for at beskytte dem mod at blive opskræmte og overstimulerede, men også for at få dem til at blive bedre til at løse deres egentlige livsopgave bedst, uden at slides for hurtigt op undervejs.
Bagenørden letter foden fra speederen og ønsker sig skyklapper i julegave.
- Jeg skal kunne bage en kage, uden at føle jeg behøver tage billeder af den og skrive om den, hver gang.
- Jeg skal kunne slappe af i det jeg gør, uden at stramme skruen og altid ville mere.
- Jeg er god nok til mit arbejde, 100%-arbejdsindsats er også fint.
- Jeg skal øve mig i at være på bagkant og ikke på forkant hele tiden. Sige pyt. Skrive lister over alt det jeg når, istedet for lange to-do-lister over alt det der venter.
- Jeg skal blive bedre til at vente med ting til næste dag.
- Jeg skal øve mig i at finde ro for mine hænder, så de ikke kun finder hvile på et tastatur.
- Jeg er nødt til at lære mig selv et lavere gear, og bremse op.
Bliver du nervøs nu og tænker “Sikke en lang tekst. Hvad er det egentlig hun prøver på at sige? Er hun sygemeldt med stress og lukker hun bloggen helt nu eller hvad??”
- Nej jeg er ikke sygemeldt og prøver at undgå at blive det. Jeg bliver bims af kun af være hjemme i mit eget selskab. Jeg er storfan af mit arbejde, mine kolleger og alt det faglige og sociale der følger med. Jeg får blot, i den nærmeste tid, mulighed for at blive forskånet for de opgaver hvor jeg “peaker” og er i front. De sværere og tungere opgaver, nye opgaver hvor jeg er frontfigur og bærer ansvar. Heldigvis er der 1000 spændende opgaver på mit job – også mange jeg vil kunne tage fat på uden at få hjertet alt for meget i galop. Jeg er så taknemmelig.
- Nej jeg stopper ikke med bloggen, men vil tage den mere med ro fremover. Der er næsten 1500 opskrifter på bloggen. En kæmpestor blog. Den klarer sig fint også selvom der ikke kommer nye opskrifter på bloggen hver dag fremover. Der er rigeligt i spisekammeret til dig, og mig og alle vores spisende gæster
Jeg har lovet mig selv, at jeg fremover kun vil skrive blogindlæg når jeg ikke kan lade være. Når det giver mig energi, istedet for at røve energi. Når jeg har overskud. Jeg vil mærke efter, inden jeg går i gang med at skrive, om jeg føler mig “arbejdsagtig”. Er dette indlæg en “opgave” der skal løses, før jeg får “fri” og kan belønnes med et kapitel i krimien, eller gør jeg det fordi jeg synes det er sjovt? Det skal det nemlig være. Sjovt.
Jeg VIL mærke efter nu, og leve livet. Mærke nærværet. Mærke efter signalerne i min krop. Stoppe op. Huske at trække vejret. Spørge mig selv, om jeg har lyst, før jeg siger JA som automat-reaktion til alt. Droppe mit eget selvbillede, som én der kan og vil og kan klare alt.
Jeg vil flyde med. Tage en dag af gangen.
Har jeg en god dag, vil jeg nyde glæden uden at lade den udvikles til eufori, med en ustoppelig trang til at sætte nye skibe i søen. Jeg vil trække vejret helt ned i maven og mærke boblerne. Jeg vil høre efter hvad min familie siger til mig. Jeg vil lytte efter mine gode omsorgsfulde kolleger. Jeg vil lytte til fuglene.
Jeg vil øve mig i at se en god film, uden at skrive på tastatur imens. Jeg vil mærke solens stråler og tage mig tid til at nyde dem. Jeg vil prøve at nøjes med lidt. Jeg vil sænke ambitionerne og lade gode ideer flyve videre til nogle andre eller måske helt væk?
Du skal ikke være bekymret for mig. Lægen siger jeg er fornuftig og kom i god tid. At jeg reagerede før det var for sent. Panik og hjertebanken er kroppens måde at fortælle dig, at den er truet og presset, som en gazelle der møder den farlige løve på savannen. Panik. Flugt. Lad mig slippe væk fra ondskab og alskens farer.
Sådan vil jeg ikke have det i mit liv. Det er jeg sikker på du forstår? Jeg håber også, at du, hvis du står i samme situation som jeg, måske kan bruge mine ord til at blive lidt klogere af? Jeg håber også at jeg får nedbrudt nogle tabuer, ved at indrømme min stress hverdagspanik? Står du overfor samme udfordringer som jeg, vil jeg ønske dig alt det bedste på din rejse. Vi kan tage den sammen hånd i hånd? <3
Stress er en folkesygdom. Vi må blive bedre til at passe på os selv og hinanden. Vi skal ikke være vores egne værste fjender og gang på gang skubbe os selv ud over kanten. Vi skal huske at gemme lidt krudt til livet, så vi også husker at nyde det imens vi har det? Vi skal da ikke drives derud, at vi panikker og flygter fra det, vel?
Jeg håber du vil fortsætte med at følge bloggen lige så trofast som du har gjort hidtil. Det er sådan du støtter mig allerbedst <3
Der vil fortsat komme indlæg, men jeg er kaptajnen og bestemmer selv farten. Jeg vil slå bak, når jeg er i modvind. Jeg vil skrive når jeg har lyst og overskud. Jeg vil prøve at lægge bånd på mig selv og tøjle min lyst og mit engagement. Ikke drøne derudaf hver dag og ikke nødvendigvis producere hver dag. Prøve at ringe efter en pizza?
Jeg er nødt til at sænke farten, af hensyn til min krop, mit arbejde og min familie. Det er jeg sikker på du forstår?
Du skal ikke have dårlig samvittighed, når/hvis du skriver/har skrevet kommentarer til mig. Jeg har elsket hver eneste hilsen fra dig, men måske du fremover ikke får svar lige med det samme? Jeg vil elske at svare dig, når jeg har lyst og overskud til det. Det kan og skal du stole på. <3
“Hvordan kan du magte alt det du gør?” “Det jeg elsker allermest ved din blog er din ukuelige energi og optimisme”. “Hvor mange timer er der i dit døgn?”
Nu kender du svarene. Bagsiden af medaljen.
Tak for din tålmodighed og forståelse. Håber du vil fortsætte med at hænge på, her på bloggen? Tak også fordi du læste med til sidste ord. <3
Mange kærlige og forhåbentlig (livs)-klogere hilsner
til dig fra Gitte
Hej Gitte ? Rigtig god bedring til dig. God ide lige at drosle lidt ned. Snakkede sidste dag med min kæreste om, hvordan om hvordan du kan nå det du gør .Hygger mig med rigtig meget med dine lækre opskrifter og dine hyggelige indlæg? Jeg sidder i Chile , og har lidt hjemve af og til ,så det er bare så rart at læse noget hjemme fra Danmark ?1500 opskrifter, det mange. Det længe inden jeg er igennem dem?Så hold du bare en veltjent pause ? Mange venlige hilsner fra Eva i Chile ??
Kære Gitte
Dejligt du har fundet et nyt “spor” at køre efter, og at du åbnede øjnene for dette i tide. Jeg som alle andre kunne heller ikke greje hvordan du dog fik til alt sammen på en gang. Jeg tror du vil blive rigtig glad for din egen nye stil….. Man skal huske at passe på sig selv, der er nemlig ingen andre der gør det.
Mange kærlige tanker
Poul-Erik
Kære Gitte
Hvor er det godt at du har trukket i bremsen – du skal passe på dig selv og din familie. Vi andre læser dine dejlige opskrifter når du har overskud til at dele dem med os – om det så kun er en gang om ugen eller noget, jeg skal ihvertfald nok holde ved din dejlige blog.
Kærlige tanker
fra Tove P
Yay! Forstår dig meget. Tak for mange ord, opskrifter og inspirationer!
Kære Gitte, Det er så utroligt vigtigt hele tiden at øve sig i at lytte til kroppens signaler og at handle på faresignalerne inden det er for sent. Det er noget som vi kvinder ikke er særligt gode til og derfor glæder det mig at du nu trækker lidt i stopbremsen. Gik selv ned med stress for mange år siden – var kontormus i det offentlig og sad med alt for stort ansvar uden nogen form for rygdækning. Det gik galt. Blev sygemeldt i tre måneder og kom retur i 2003 til et fleksjob på kun 12 timer om ugen… Læs mere »
Jeg vil såmænd bare byde ind med, at jeg tror, det bliver rigtig fint med knap så meget run på bloggen. Jeg har ofte tænkt, at det næsten er lidt ærgeligt, at der er SÅ meget knald på, med nye opskrifter i et rivende tempo; ofte står man i et tog eller sidder i et venteværelse og scroller, og får ikke bookmarket den opskrift, der lige så så indbydende ud. Og inden man når at vende tilbage til den, har den aktive hamster uploaded 5 nye, og man glemmer det:) For mig vil lidt mindre aktivitet bare betyde, at det… Læs mere »
Kære Gitte Jeg vil rigtig gerne skrive en masse til dig om hvordan du skal passe på dig selv, men jeg fornemmer at det klarer du helt selv! Det bliver derfor kun til:Jeg tænker på dig og
ved at du kommer helskindet igennem dette også!
KH.
Lisbeth
kære gitte. jeg har gennem længere tid tænkt på om jeg skulle skrive til dig, nu føler jeg at tiden er kommet. jeg har i ca 1 år fulgt dig på din blog, både i medgang og modgang. har været bekymret for dig, når jeg har læst at du ikke var på toppen, når der var stille eller når dine kommentarer blev hurtige og/eller upersonlige på bloggen. de fleste af os prøver vist at blive sat til tælling, jeg blev det da jeg allermindst ventede det. måske du skulle tage din krops signaler mega alvorligt denne gang. jeg synes at… Læs mere »
Hej Bente Tusind tak for din søde hilsen. Pyha ja man må sige, at modgang gør stærk – det er vist bevist i jeres tilfælde? Det kræver uanede mængder overskud at have et sygt barn, så bliver alt andet ligegyldigt. Man samler styrke og så “knækker” man bagefter. Ikke noget at sige til at du kæmper nu. Godt du er i god behandling og er på rette vej. Vi må forkæle os selv – og dejligt at vide at du så tålmodigt venter på mig. Tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive til mig. Det var rigtigt… Læs mere »
Kære Gitte ? det er det mest fornuftige du kan gøre for dig selv og din søde familie?????jeg håber at du vil huske på at gøre de ting der gør dig glad og ikke lade dig styre af udenoms ting. Har haft en voksen søn der ikke opdagede i det tide og måtte sygemeldte sig i lang tid , heldigvis havde han en meget forstående chef / arbejdsplads der havde tid til at vente på at han var klar igen ?Så pas på dig selv og nyd livet med din familie og lille Kalle ? og så må vi læse… Læs mere »
Kære søde Gitte ??? så godt at du selv har mærket, at der skulle hives i bremsen og har rakt ud efter hjælp. Og så dejligt for os, at du har modet til at dele det hele med os ???. Jeg kender alt til det stress-væsen og øver mig konstant og nok for altid i at balancere. Siger også ja til en masse, vil nå det hele. Men er heldigvis blevet meget bedre til at sige pyt med nullermænd, smid dig i sofaen med en bog (mangler stadig at blive helt god til kun at gøre een ting af gangen… Læs mere »
Der er kun én ting at sige: RESPEKT – jeg forstår! Pas på dig, så du er her læææænge endnu. Jeg er helt “klar” til at læse både nyt og gammelt 😉
Jeg ønsker dig tillykke med øjenåbneren og din “rettidige omhu” for dig selv og dit velbefindende 😉 Og så ønsker jeg dig et langt og lykkeligt, ustresset liv med job, familie (lidt) blog og kallehunden <3
Kærlige tanker
Mette
God plan, Gitte. Jeg har en huskeseddel hængende på mit kontor, der står “70% er nok”.
Hvad med at sætte os på en cafe en dag. Sige hej, og spise en kage nogle andre har bagt? <3