En tur i kagehimlen : Sprød pærecrumble med marcipan og knas

Altså det går da ikke at komme igennem en hel feriedag uden at bage en form for kage!

Min familie føler sig godt nok snart kvalt i bagværk. Der er ingen jubelskrig længere : “Jubii! Der er kage!” Ingen kommer løbende og spørger til hvornår kagen er færdig. Ingen er til at lokke til smagsprøver.

MÅSKE hænger det sammen med at ferieugen går på hæld og at jeg har bagt kager eller brød stort set hver eneste dag. Der kommer jo et punkt i alles liv hvor man kan få bagværk nok….(det punkt er jeg så langt fra nået endnu 😉 )

Min familie ved bare ikke hvad de gik glip af idag!. Jeg vil gå så vidt som til at sige at jeg har lavet mit livs bedste crumble…EVER! Lavede TO kæmpe lækre store crumbler. Heldigvis kommer der kaffegæster imorgen. Håber DE er kagesultne! 🙂

Der var lutter gode sager i dagens pærecrumble. Smør, marcipan og krydderier og Clara Friis pærer. Nydt med en smule vanillecreme og iskoldt flødeskum. Jamen er det muligt at komme højere op i kagehimlen???

Du milde skaber den var god og her kommer opskriften. Der er nok til to gange crumble, så du kan sagtens halvere opskriften hvis din familie heller ikke er kagesultne.

Opskrift på pærecrumble : 

150 gr blødt smør

150 gram sukker

2 tsk vanillesukker, 1 tsk. ingefær, 1 tsk. kanel

250 gr. hvedemel

½ dl. havregryn (det er havregrynene der bliver til knas. Brug evt. 1 dl havregryn og nøjes med 200 gr. hvedemel, så får du mere groft knas i kagen)

100 gr marcipan

8-10 pærer

Evt. grofthakkede mandler som drys.

Fremgangsmåde : 

Pærer skylles og befries for hus og kerner. Skæres i grove tern. Dryppes med citronsaft og vendes med et par spsk. sukker, kanel, ingefær og vanille.

Det bløde smør røres med sukker, havregryn og mel. Rør lidt mel i af gangen. Smuldr evt. dejen med fingrene. Den må helst ikke få alt for meget mel, så den bliver for tør. Det skal være en grynet smuldredej. Kan du fornemme det på billedet her? Marcipanternene rører du i til sidst.

Pærerne puttes i to smurte tærtefade.

Smuldredejen drysses over.

Marcipan havde jeg på lager i fryseren. Jeg købte en xl-rulle Anthon Berg marcipan på 1 kg og skar den i små bidder lige til at tage op af fryseren. Det var nemt! Nemt at skære frosset marcipan også. Dette marcipantrick kan jeg godt anbefale!. Tit står man med en halv rulle marcipan til overs men frys den ned i små bidder så har du til mange bagelækkerier.

Nu er din pærecrumble klar til ovnen. Bages ved 175 grader i ca. 30 minutter måske lidt længere tid. Kig til den. Når den er sprød og gylden på toppen er den færdig.

Drys gerne lidt grofthakkede mandler på toppen inden bagningen, det glemte jeg men tænker at det ville have været rigtigt lækkert? Mandler er lækkert som toppingknas! 🙂

Sådan ser den færdige pærecrumble ud. Du kan se de bagte marcipantern på toppen. Man er HELDIG hvis man får sådan en marcipantern i sit stykke (nogen er så ivrige (f.eks. mig) at de kan finde på at fiske efter dem. Bagt marcipan er det svært uimodståeligt sammen med bagt frugt!)

Kagen nydes helst lun med vanilleis til, eller iskoldt flødeskum eller måske lidt vanillecreme?

Brug rigtigt smør i din crumble. Det vil du ikke fortryde. Hellere færre kager med rigtigt smør end mange kager med margarine. (Hm. hm siger jeg så og bager næsten hver dag! :-/)

Den smørbagte smag er fantastisk i kager. Det er smørret der gør’et er der nogen der siger, og det passer! 🙂

Prøv den, denne pærecrumble. Den vil være fin som gæstedessert, den er faktisk rimeligt hurtig at lave, let og lækker. Desserten kan laves klar i forvejen og sættes i ovnen imens hovedretten spises.

Velbekomme! 🙂

Sætter min lid til at vores kaffegæster imorgen er meget kagesultne. Det du’r vist ikke at jeg skal spise mig igennem to kager alene 😉

Mere inspiration

4 Kommentarer

  1. Newyorkerbyheart 21. oktober 2012 af 11:53- Svar

    Mums, hvor ser det godt ud. Jeg lavede en der minder lidt om den for et stykke tid siden, super lækker sag 🙂

    Jeg gør ligesom dig med marcipan. Jeg køber det altid i store mængder når det er på tilbud, skærer det ud i 50 g portioner og fryser det. Så er der altid grobrund for at lave en god kage.

    Mange hilsner
    Birthe

    • Gitte Hansen 21. oktober 2012 af 17:30- Svar

      Hej Birthe
      Marcipan og kage er perfekte sammen! Gid man kunne tåle at spise kage HVER dag. Det går jo slet ikke! Derfor nøjes jeg ku med hver anden…;-)
      Tillykke med din bogudgivelse Birthe. Fantastisk skulderklap til dig og sikke godt det går med salget. Mon den bliver årets julegavehit? Jeg spår den gode chancer!
      Mange hilsner
      Gitte

  2. mette hannesbo 21. oktober 2012 af 00:28- Svar

    Hvad er da det for en underlig familie du har ? flyt da ind hos mig, jeg lover dig, at jeg skal spise et kæmpe stykke af hver eneste kage du bager, og dem med marcipan eller creme i, dem tager jeg af 2 gange 😉

    Hold da maule hvor ser den bare lækker ud!

    • Gitte Hansen 21. oktober 2012 af 10:34- Svar

      Hvor lyder det godt Mette. Ja det er en underlig familie jeg har eller måske har de bare fået en overdosis 🙂
      Tak for din hilsen. Det var en sød og dejlig besked
      Jeg er glad for at du har lyst til at kigge med
      Mange hilsner
      Gitte

Læg en kommentar