Om kærlighed til firbenede vennerKender du dét at blive glad om hjertet og få sug i maven, når Facebook dagligt sender små flash-backs til minder om tiden, der var engang?
Gode oplevelser, familielykke, venskaber, ture ud i det blå, musikoplevelser, øjeblikke, glimt, livet.

Hvis der er noget jeg er vild med ved Facebook, så er det denne daglige minde-nostalgi. Vi lever livet forlæns, i hæsblæsende tempo, men pludselig, i vores hastige nyhedsfeed, scroller vi tilbage til en tid der var en gang. Stopper op. Mindes. Glædes og nogle gange med ekstra sug i maven.

I dag sendte Facebook mig et 2 år gammelt minde. I dag er det lige netop to år siden lille nuttede Kalle flyttede ind hos os, og det sendte mig lige straks en tur ud i den følelsesmæssige tørretumbler.

Åh hvor gør det lille kræ mig dog blød om hjertet og at se et billede af Kallehunden som helt lille hvalp, fik mig til at smelte.

Har du lyst til at smelte lidt sammen med mig?
Om kærlighed til firbenede vennerHunde kan nogle tricks. De finder vejen til vores hjerter og kan åbne døre op, som ingen andre kan. Er du stresset, kan du lynhurtigt finde roen. Er du doven og slap, kan du lynhurtigt finde energien, på en frisk luftetur. Selv i regnvejr, muntres du ufrivilligt op.

Er du trist, får din lille firbenede ven hurtigt dit hjerte overtalt til et smil. En glad hund, der kommer dig løbende i møde med en nyfunden pind fra haven eller et tøjdyr, der er gnavet lidt hul i. En hund der, med jord på snuden, er stolt over at have gravet havens allerstørste hul. Pludselig oplever du dig selv smile fra øre til øre, ustoppeligt og helt ukontrollabelt.

En hund får smilet frem og gør dig ægte, gennem-grundglad. Beskyttertrangen, omsorgsgenet og kærligheden vækkes til live i dig. Om kærlighed til firbenede vennerEn blød pels, en våd snude, et tiggende blik. Kallehunden har på de 2 år komplet indtaget vores hjerter og kan sno os, som den vil. Vores voksne, fornuftige og bestemte attitude bliver hurtigt pillet af. Et bedende blik: “Må jeg ikke nok komme op på dit skød?”

“Jo lille fyr, det må du da, også selvom min kjole bliver fyldt med hundehår og jeg jo egentlig faktisk slet ikke har tid?”Om kærlighed til firbenede vennerRoen skal din firbenede ven nok sørge for, at du hurtigt finder, og den er tryg og glad, når blot den er omkring dig. Betingelsesløs kærlighed. Du skal bare være der og være den du er. Ingen flottenheimerattitude er nødvendig. Om du er rig eller fattig. Ingen forstillelse eller anstrengthed. Facaden kan smuldre, og din hund elsker dig bare endnu højere.

På tunge hverdage, hvor din krops slæbende skridt føles som et ork. Hvor verden er dum og kravene for store, er det en fryd at komme hjem, åbne døren og mærke en gensynsglæde så stor. Hunden kender og husker ikke på forhistorier. Den dømmer eller vurderer dig ikke og bærer ikke nag. Den er ægte grundglad for at se dig, selvom din dag og din verden har været dum.Om kærlighed til firbenede vennerAf med jakken og skoene. Tasken stilles til side og så venter et kvarters ægte gensynsglæde liggende på gulvet med bagen i vejret. Hundekram. Slik. En hund der kravler rundt og leger hule under din mave. Med sådan en modtagelse, er det svært at bære dagens negativitet med videre resten af dagen, en umulighed faktisk.

Dette indlæg er tilegnet alle os hundevenner og vores firbenede yndlingshunde.Om kærlighed til firbenede venner

Jeg delte dagens Facebook-minde med jer på bloggens side på Facebook i dag. Faktisk var jeg lidt i tvivl om, om det lige var på kanten, for det er jo egentlig en mad- og bageblog det her?

Jeg spurgte, om I mon havde lyst til at dele et billede af jeres Verdens Bedste Hunde, som der jo heldigvis findes rigtigt mange af?

Er du vimmer, hvor blev jeg overvældet. Sikke mange hilsner med billeder af skønne hunde. Jeg er helt benovet og glad. Så mange søde hundehilsner, med billeder af topnuttede hunde og ja det er da bare helt sikkert, at en Verdens Bedste Hund har vi jo heldigvis alle. 🙂Om kærlighed til firbenede vennerFølelserne er uden på tøjet, når det kommer til vores firbenede venner. De elsker os betingelsesløst og vi dem. De har vundet vejen til vores hjerter, og er man ikke hundeven, forstår man jo slet ikke denne galskab og disse meget store følelser for de firbenede.

En bloglæser skrev til mig på Facebook – “Jeg forstår slet ikke det med billeder af hunde på en bageside?”

Næh – med min rationelle fornuftssans gør jeg det faktisk heller ikke. Hvad laver en hund mon da egentlig også der?

Jeg svarede læseren retur, at nu er dette jo heller ikke en helt almindelig bageside. Bloggen er min frie kanal, hvor jeg formidler hvad mit hjerte er fuldt af: mad, kager, oplevelser, mødet med ægte gode mennesker, kærlighed til mit fag og min familie. Alt hvad mit hjerte begærer og hvad mit liv er fuldt af – også ups and downs….og hunde 🙂BlomserJeg er glad for, at du har lyst til at læse med på det hele, men jeg forstår også godt, hvis du engang imellem bare får lyst til at spole let hen over de historier, der ikke lige er vedkommende for dig. Det er der også plads til. No hard feelings! Håber så også at du heller ikke får “hard feelings”, når mit hjerte engang imellem flyder over med hundekærlighed, eller hvad der nu ellers skulle berøre mig?

Det kan jo være mødet med en ældre, ustoppelig butiksejer, der er drevet af kærlighed til sin butik og sine kunder, det kunne være om et glødende indlæg om bibliotekarer af i dag , det kunne være triste, vemodige tanker når ens førstefødte flytter hjemmefra?

BlomsterIndrømmet. Mit liv består af så meget mere end mad og kager. Heldigvis. Jeg er så taknemmelig for, at du har lyst til at læse med. Det giver mig brændstof til at fortsætte bloggen, at jeg også kan bruge denne kanal til at få afløb for min skrivekløe. Når du så ovenikøbet har lyst til at læse med, giver det bare så meget mening for mig.

I dag gav Facebook-mindet mig lyst til at skrive om min kærlighed til min lille firbenede fyr og tak til dig, der havde lyst til at læse med og tak især til dig, der fik lyst til at skrive en sød hilsen og dele et billede af din hund på Facebook. Jeg har stornydt hvert et glimt.Om kærlighed til firbenede vennerJeg er helt vild med, at der kommer svar retur, når jeg kaster liner ud til verden. Når jeg kan fornemme, at der sidder en modtager derude for enden af skærmen. Når det menneske er et ægte menneske som dig. Når du har lyst til at bidrage, bliver jeg ekstra glad.

“Smilet er den korteste afstand mellem mennesker”.  Sådan har jeg det også, når vores veje krydses her. Tusind tak.  <3

Kærlige taknemmelige hilsner fra mig til dig.

Gitte Om kærlighed til firbenede venner