Gulerodskage. Uhm i dag får du opskriften på en sund fedtfattig gulerodskage med æbler. Lørdag, solskin, dovendriven på trampolinen og adhoc sygeplejerske for sønnike med brækket arm.
Dumpe lyde af æbler der rasler ned fra æbletræet.
Æblerne lander blødt på det lange græs.
Jamen altså, hver eneste weekend kan vi høste en kæmpe skål æbler og hvor er det da skønt. Ingen beklagelser herfra. 😉
Det skulle da lige være, at det nogen gange kan knibe med påhit-som-heden og energien til at få produceret noget af alle de æbler?
Det var også udfordringen i dag. Tænke, tænke. Lækkersult følte jeg ikke. Selv en Bagenørd kan få kage nok.
Hvis det skulle være, skulle det være en kalorielet kage.
Hvad med en gulerodskage med kanel og revet æble, helt uden fedtstof?
Ja den prøver vi da og jeg gad kun skrælle 5 æbler, resten gemmer jeg til i morgen. Måske der er mere æble-energi der?
Det blev en rigtig lækker gulerodskage, som jeg har glædet mig til at give dig opskriften på.
Prøv den, hvis du er vild med kage, men gerne vil bage lidt sundere.
Kagen er nem og hurtig at lave og du får opskriften lige her:
Gulerodskage med æble – få en nem, sund fedtfattig opskrift hér
Ingredienser
- 2 æg
- 250 gram farin
- 8 revne gulerødder
- 6 revne æbler
- 325 gram mel
- 2 tsk. natron 1 tsk. bagepulver, 1 knivspids salt.
- 100 gram rosiner kan udelades
- 2 tsk. vanillesukker 5 tsk. kanel og 1 tsk. kardemomme,
- Drys: Flormelisdrys eller hvid glasur eller flødeostglasur - se ingredienser nedenfor
Flødeostglasur - du kan nøjes med alm. glasur eller et drys flormelis
- 200 gram flødeost naturel
- 2 dl flormelis
- 100 gram blødt smør
- 1 tsk vaniljesukker
Sådan gør du
- Pisk æggene godt med farin. Brug elpisker eller røremaskine.
- Tilsæt revne gulerødder og æbler
- Bland melet med kanel og kardemomme, vanilje, bagepulver og natron og tilsæt. Rør forsigtigt blot med dejskraber
- Pensl to tærteforme (ca. 28 cm i diameter) og fordel dejen heri. Du kan også bage halvdelen som muffins? Kagen kan selvfølgelig også bages som en stor kage.
- Bag gulerodskagerne i ovnen i 25-30 minutter v. 175 grader varmluft. Kagerne er færdige når der ikke længere er dej på den strikkepind du stikker i 🙂
- Der breder sig den lifligste duft af gulerod/-æblekage. Der må snuses 🙂
- Lad kagen afkøle før du putter topping på. Sigt flormelis på toppen eller lav glasur/ osteglasur
Noter
En nem og lækker kage med gulerødder. Svampet krydderkage uden tilsat fedtstof
Ja man tror det næsten ikke når man smager kagen? Den er SÅ svampet og lækker. En skøn kage.
Æblerne giver kagen saftighed og gulerødderne giver den sødme. Helt perfekt
Tilsæt evt. rosiner og nødder til kagen. Jeg er ikke lige fan af rosiner i kage, men gør du gerne det, hvis du er fan 🙂
En nem og hurtigt gulerodskage, der ikke er vildt usund. Kast du dig roligt ud i den.
Måske du også høster æbler i kilovis i haven og har gulerødder på lager?
Her følger lidt billeder af kageprocessen fra start til slut:
Sådan laver du sund og fedtfattig gulerodskage med æbler – se billederne her:
Gulerodskagen smagte himmelsk!Æblerne søder og giver fugtighed og man savner slet ikke fedtstof.
Du bestemmer helt selv, om du vil putte osteglasur på eller om du vil nøjes med et sundere drys flormelis.
Ok indrømmet. Jeg spiste to stykker kage så. Det må man godt når der hverken er fedtstof i kagen eller på toppen, ikke? 😉
Nå suk – hvad stiller jeg mon nu op med det resterende æblebjerg i morgen? Vi finder nok på noget. Endnu en crumble måske? 🙂
Få inspiration til andre lækre opskrifter med æbler her.Der blev to tærter ud af denne portion.
Den ene dryssede vi med et let drys flormelis og den anden smurte vi med glasur.
Jeg kunne godt tænke mig at prøve at bage denne kage, med for en “bage-tumpe” som mig, er 6 æbler et vidt begreb. Små, store, mad eller spiseæbler?….
Det undrer mig, at man ikke skriver opskrifter med grønsager og frugt ud i vægt, for vi ved jo alle at de kan have forskellig forskellig størrelse, så bliver det mere præcis
Bedste kage jeg har smagt i lang tid tak for den
Jeg håber at få et svar før fredag da jeg påtænker at lave denne.
er der til 2 hele tærter i den opskrift?? Dvs hvis jeg vil lave 1 tærte skal jeg halvere opskriften?
Mvh Miriam
Et lille tip er, at hvid hvedemel kan erstatte 50% af hvedemelet i kager, hvilket jo faktisk betyder, at kagen er med 50% fuldkorn (fordi hvid hvede er 100%), og dermed er grovere end de fleste rugbrød ? Jeg har desuden også god erfaring med at tilsætte vanilleproteinpulver og sødemiddel, og så undlade sukker helt.
Ydermere kan man få buko flødeost med 5% fedt, og med lidt sødemiddel og citronskal smager det drøngodt på gulerod- og squashkage!
Kagen lyder rigtig lækker. Den skal jeg prøve i aften 🙂
Hej Gitte.
Tak for en dejlig blog! 🙂 Jeg vil gerne bage denne lækre kage – men helst i et ovnfast fad, da jeg ikke har nogle gode tærteforme. Hvilken str. fad, tror du opskriften (eller evt halv opskrift) passer til?
Mvh Eva.
Hej.
Blev så glad over overskriften, fedtfattig med æbler 🙂
Men, så har du vildt meget sukker i, farin 🙁
Hvad ville du bruge i stedet for sukker, når nu jeg ikke må få sukker?
Jeg har prøvet med flere sukkererstatninger, men det er svært at finde forholdet til almindeligt sukker.
Flere revne æbler, vil det mon søde, eller bliver kagen for fugtig så?
(Du skrev i anden opskrift at du laver ting uden sukker til din datter, så håber, du også har bagt uden sukker 🙂 )
🙂
Inge
Tak Gitte 🙂 🙂 har snart fødselsdag så det vil være lidt nemmere for mig at lave dem på forskud 🙂
Mvh
Inge
Hej Gitte.
Er den fryseegnet hvis jeg laver den som muffins ?
Og dine muffins med skinke, feta og soltørrede tomater kan de også fryses?
Tak for en super god blog – jeg er stor forbruger af dine lækre opskrifter 🙂
Mvh
Inge
Tak for inspiration til en dejlig kage, som min mand også kunne spise af uden at få dårlig samvittighed 🙂