Fødselsdagsmadkurven fyldes med tunmousse og rejer

Imorgen har manden min fødselsdag og vejrudsigten byder på sommerligt vejr. 🙂

Foråret har ladet vente på sig, men NU er den god nok. Vinterjakken skal skiftes ud med en koldere og strømperne tages af 😉

Fødselsdage på hverdage har det med at være ganske almindelige dage fyldt med tøjvask, opvask og praktiske gøremål. Min mands største ønske er at komme en tur i det fri, ud i det grønne, ud til havet. At slippe dagens dont og trummerum bare lige et kort øjeblik. Der skal være plads til at opfylde sådanne ønsker på en fødselsdag, og når vejret for en gangs skyld er medspiller, ja så var beslutningen ikke svær 😉

Vi er så heldige at have en campingvogn i 1. klitrække i forårssæsonen og imorgen går turen ud til dén og den allerbedste udsigt til havet. Vi vil have en forsmag på sommeren. Vi håber sådan at sommervejret varer ved helt til storebededagsferien (som lyder så meget mere af ferie end det egentlig er. Det er jo blot en enkelt dag. Men vi GLÆDER os til den, som var det en hel lang ubrugt ferie ;-))

Vi skynder os hjem imorgen og pakker en lynhurtig madkurv. Der må lige lidt planlægning til for at kunne trylle let og lækkert hurtig mad. Alligevel.

Til barnedåben i søndags fik vi den lækreste tunmousse og jeg mente at kunne huske at det faktisk er overraskende nemt og hurtigt at lave. I køleskabet gemmer der sig også en bøtte på ikke mindre en 800 gr rejer (slagtilbud til billig pris), så mon ikke der er basis for en fornem fødselsdagsmenu her 😉

Jeg har endnu ikke fundet en fedtfattig opskrift der er bedre en Arlas – så lige lidt reklame her fra 😉

Moussen blev pisket sammen på under et kvarter og den består af utroligt få ingredienser. Nemt, sundt, let og billigt

Ingredienser til tunmousse

Ja den er god nok. Jeg bruger tykmælk istedet for creme fraiche. Jeg har fundet ud af at det smagsmæssigt er lige så godt og fedtmæssigt er selv den fede tykmælk kun lige så kalorieholdig som fedtfattig skyr. Desuden har vi altid tykmælk i køleskabet 😉

Opskrift følger her. Jeg fordoblede portionen, da vi jo skal have moussen som hovedret. :

Forret til 4 (frokost til 2)

  • 2 dåser tun i vand (a ca. 185 g)
  • 3 blade husblas
  • 3 dl Arla Karolines Køkken® Fromage frais 0,3%
  • 1 tsk friskpresset citronsaft
  • ¼ tsk cayennepeber
  • 1½ tsk groft salt
  • Hæld tunen til afdrypning i en sigte. Kom tunen i en skål og findel den med en gaffel. Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 5 min. Vend Fromage Frais, citronsaft, cayennepeber og salt i tunen. Træk husblassen op af vandet med det vand, der hænger ved. Smelt den i en skål i vandbad. Afkøl husblassen med lidt af tunblandingen. Vend den afkølede husblas i resten af tunblandingen under omrøring. Smag til. Hæld tunmoussen i en stor skål (ca. 1 liter). Stil tunmoussen tildækket i køleskabet i mindst 5 timer.

Moussen står nu og stivner til imorgen hvor vi så bare lige kan nøjes med at snitte salaten og åbne bøtten med rejer. Nemt håber vi 🙂

Jeg har taget lidt dej fra af min portion morgenboller puttet ekstra salt, peber og hvidløg i. Fyldt lidt ekstra mælk i og hvedemel, præcis så meget at dejen kan æltes.

Dejen står nu i køleskabet natten over og skal bare trilles til flütes og bages i morgen tidlig (når jeg alligevel bager morgenbollerne). Jeg pensler i tykmælk og lægger rosmarinkviste ovenpå.

Håber det bliver nogle gode madflutes til tunmoussen.

Findelt tun til tunmousse

Skal tidligt op og synge fødselsdagssang. Sådan en får man altså her i huset også selvom man fylder fireogfyrre 🙂

P.S.: Læs her om vores fødselsdagstur i det blå. Solen bragede ned og moussen var helt i top.

Sådan så den ud. Færdigpyntet 🙂

Tunmousse med rejer, asparges og lime

 

Mere inspiration

En kommentar

  1. […] Til forret kunne jeg sagtens finde på at servere en lækker tunmousse. Tunmousse er en firser-klassiker, der stadig holder, hér lavet i en fedtfattig variant. Den smager superlækkert på et stykke lækkert brød. Anretningen her er fra en skovtur i det fri på en dejlig sommerdag. Skønt med et billede med solskinsstriber på! […]

Læg en kommentar