Fredericiatur, bibliotekarnørderi og bankokage!

Hej med dig du 🙂

I dag bliver du snydt for en opskrift, men en glad onsdagshilsen skal du ikke snydes for.

Jeg er en afdanket bagenørdet bibliotekar i dag efter at have været på farten en lang dag.

Jeg har været i Fredericia til temadag om Digital Formidling på bibliotekerne. Jeg har nørdet igennem sammen med andre biblioteks-hjemmeside-nørder og jeg var i det allerbedste selskab.

Føler du dig snydt, hvis der ikke serveres mad eller kage i dag så spring gerne af hér, men hvis du gerne vil læse en lille stemningsrapport om mine gode oplevelser fra en bibliotekarnørdet temadag, så læs med her.

ting

En bibliotekar anno 2014 er jo en vidtfavnende person, det tænker mange nok ikke. At formidle viden, litteratur og information er jo heldigvis stadigvæk en bibliotekars primære opgave, men at den i dag foregår på så mange kanaler, er det måske ikke alle der ved?

Bibliotekarer skriver i dag blogindlæg på hjemmesider, opdaterer bibliotekers Twitter-/Instagram/Facebook-profiler, afholder bogcaféer, underviser i digital post, underviser gymnasieelever,  underviser i slægtsforskning, holder oplæg i biografen, spiller musik, skriver anmeldelser og meget meget mere.

Jeg synes det er fantastisk at møde bibliotekarer i det ganske land, og jeg synes at vi har et rygte på slæb der ikke er os værdigt. Vi er vi fremsynede, nytænkende og i den grad opstillingsparate i forhold til nye teknologier. Hvis andre ikke er søde at sige det til os, generer det os ikke at sige det selv 🙂

På Fredericia Banegård mødte jeg en der skulle i samme retning som jeg. Hun sagde til mig “Du ligner én der skal til temadag på biblioteket?!” Den skulle jeg lige tygge lidt på. Altså ligner jeg så meget en bibliotekar og vil jeg mon det? Er det mon godt eller er det mon en fornærmelse i virkeligheden?? Altså når venner og familie siger til mig at jeg ikke virker “bibliotekaragtig” så ved jeg det er positivt ment 😉

Skulle du være i tvivl, så vil jeg gerne lige fortælle dig at bibliotekarer altså er de sødeste, venligste og mest imødekommende mennesker du kan forestille dig. Vi kan også danse vildt til julefrokoster og grine af sjofle vitser. Ja du tror det ikke! 😉

Kage skal du ikke helt snydes for. Se lige en lækker brownie-dessert vi spiste til dessert til temadagen! Forplejningen var der ikke noget at udsætte på, men tro mig, jeg havde alt for travlt med at snakke med ved mit bord, så jeg SLET ikke nåede at skænke maden en tanke, næsten ikke, heller ikke selvom det var små lækre tapasretter der ellers ville have kunnet tryllebinde mig.
2014-11-19 12.30.00

Digital formidling optager mig både i biblioteks- og i blogsammenhæng, så temadagen var superspændende for mig på mange måder! Perspektiverne er store. Nye bibliotekshjemmesider skyder op og der er gode perspektiver i den måde bibliotekerne formidler på og hvor der nu tænkes langt mere i at genbruge den viden der allerede ER produceret rundt omkring.

Alt dette forstår du nok ikke meget af “Man skulle vist have været der”..som mine teenagere siger, når jeg begejstret kommer hjem og fortæller om mine oplevelser 🙂

Men altså gode netværk, videndeling og begejstrede afrapporteringer fra initativer ude i det ganske land. Jeg ELSKER sådanne dage hvor jeg kan møde og blive inspireret af fagnørder som jeg selv!

Tænk at kunne give den gas i faglig sammenhæng, uden at skulle tage hensyn til om bordherren synes man er sær og taler i kodesprog 😉

Dagen var lang og god og der var fine rammer på Fredericia bibliotek. Hjemturen var dog ved at gå helt galt. Vi farede vild i Fredericia. Jeg var kæphøj “Bare følg efter mig…” sagde jeg til en kollega, men altså der er et pænt stykke fra biblioteket til banegården og pludselig var kursen helt skæv og tiden gik og toget kørte snart. SHIT!

Vi stoppede en tilfældig bilist og spurgte om vej og fluks fik vi svaret “Hop da lige ind i bilen, jeg kører jer da!” Vi mødte den venligste sødeste dame, der vist nød selskab i bilen. Hun hyggede sig og gjorde i den grad en forskel for os. Hun NØD det kunne man mærke, og vores stressniveau dalede straks. Hun fik store smil og en karamel som tak 🙂

Vi kom til banegården i rette tid og hvor er det da ellers dejligt at rejse med tog. Tænk at kunne småslumre et par timer i løbet af en dag, og læse BOG på en HVERDAG. Skønt!

Vel hjemme igen var der travlt i familien. Faren i huset er formand for byens beboerforening og idag ventede byens årlige bankospil.  I går aftes ved 20-tiden annoncerede formanden pludselig “Jeg skal forresten bage en kage til banko imorgen, til hele byen”.

Tak for kaffe! Datteren og gemalen tog udfordringen op og rørte en hurtig kage sammen. Det blev denne lækre saftige tykmælkskage med kakao. Det er den eneste kage min mand tør bage på egen hånd, så det krævede ikke lang betænkningstid for far og datter

Moren prøvede virkelig at holde sig i baggrunden, men kunne ikke lade være med at blande sig. Jeg prøveindskød, da dejen var hældt i bradepanden “Har I husket natron???” Der blev STILLE i køkkenet. MEGET stille.

Natron blev hastedrysset i, men øv også. Kagen blev flad og gummiagtig og kun 1 cm. høj.

SHIT DA OGSÅ HVA NU MED DET BANKOARRANGEMENT?

Datteren måtte hastebage en ny i dag. Faren spurgte høfligt og pænt og han turde godt pippe: “Husker du at læse opskriften?” Altså krav kan han jo ikke stille, når han ikke bager kagen selv, men altså alligevel?….Mon det var formanden ære og værdighed der stod på spil?? 😉

Jep Amanda bagte en fin kage og hun læste opskriften. Kagestilen var fin og kagen blev høj og flot og humor har hun også min datter. Prøv lige at se en kagedekoration her 🙂

Altså hvis man ikke vinder i banko, kan man da bare købe et stykke kage. Det løser alligevel alle problemer 😉
2014-11-19 19.46.03Skøn onsdag, der sluttede med et grin.

Tak til tålmodige dig der læste med helt til slut også selvom dagen i dag hverken bød på mad, brød eller kageopskrifter.

Håber du har haft den skønneste onsdag? 🙂

I morgen venter en ny dag. Jeg tror vi skal spise risengrød med smørklat? “Sig nærmer tiden….”-)

 

Mere inspiration

2 Kommentarer

  1. tina nymann 20. november 2014 af 07:12- Svar

    Selvfølgelig afspejles vores handlinger i/på os:-)
    Tænk på , hvor ofte vi gætter rigtigt, når vi skal finde ud af hvad en bestemt person beskæftiger os med….
    Men man kan snyde lidt, ved at tænke ud af sin daglige boks og så klæde sig helt anderledes en forventet og end man plejer. Det er kun små ting der skal til, for at vi træder ud af boksen, såsom anderledes frisure eller fodtøj eller en ny taske i en anden stil…..

    • Gitte Hansen 20. november 2014 af 21:19- Svar

      Hej Tina
      Ja og jeg står heldigvis ved at være den jeg er 🙂 Jeg kan dog også godt lide at sprænge rammerne lidt, at købe noget smart, at gøre lidt ekstra, at bryde konformiteten, ellers bliver alt så kedeligt. Om andre kan se at bibliotekaren prøver at “skeje ud” er dog nok tvivlsomt? 😉
      Spændende at tænke over hvordan vi virker på hinanden og hvilket indtryk man giver.
      Tak for din hilsen – dejligt med en hilsen som dig, som altid 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

Læg en kommentar