Godt nytår til dig fra sommerhuset

2016-12-24-11-08-06Juleferien har vi holdt dette smukke sted. I sommerhuset. Med skoven bag os, med havet tæt på. Med havudsigt fra stuevinduerne. Med ro, fred, gode senge, god tid. Med nærvær, grin og samvær.

Hvis jeg skal tænke tilbage på top 5 over bedste ting fra året der gik, så scorer sommerhuset helt suverænt 1. pladsen. Den bedste investering ever!2016-12-27-15-28-33Vi købte sommerhuset i foråret og alt det, dét har givet mig, os og os som familie er uvurderligt. Vi er vilde med sommerhuset alle – ikke mindst Kallehunden <3

Julen har vi fejret i sommerhuset for allerførste gang. Vi dansede glade rundt om juletræet, vi fik tilberedt juleanden i den langsomme ovn,  nisserne pyntede så fint og julelysene funklede.

Mine svigerforældre og min svoger fejrede julen sammen med os og det var stort, den første jul her i sommerhuset. Alle var så glade og fulde af overskud, som om vi vidste, at det var et magisk og mindeværdigt øjeblik. En ny familietradition måske?

Der har været drøn på, på den sociale front denne jul. Juleferie kan man ikke helt sige det har været, for ca. hver 2. dag har vi enten været til fest eller haft huset fuldt. Skønt med uvurderlig familietid.

2. juledag holdt vi julefrokost i sommerhuset for min familie, med julefrokost, pakkespil, ris a la mande og alt hvad der hører til. Første julefrokost i sommerhuset, måske også en ny tradition der er startet her? Skønt at kunne invitere her og slippe for at rydde stuen derhjemme. Stemningen i et sommerhus er også mere afslappet og uhøjtidelig. Fedt!2016-12-28-12-20-25D. 28. december fejrede vi mine forældres guldbryllup – en fantastisk dag, mindeværdig på mange måder. Vi er alle fyldt op med taknemmelighed og kærlighed – ligesom mine forældre.

Hele juleferien er blevet holdt i sommerhuset. Brændeovnen har kørt på højtryk og vi har fyldt brændekurven MANGE gange. Det går fint med at holde varmen i sommerhuset – et ældre, ringe isoleret sommerhus, men med en god brændeovn og en solid varmepumpe går det sagtens an. Det er megahyggeligt i et sommerhus om vinteren.2016-12-04-16-09-47Der er smukke solnedgange og havkig, når vejret er klart. Omgivelserne inspirerer til gåture, også selvom vejret er noget sjask. Vi nyder naturen meget mere i sommerhuset.

Gider mine store børn stadig med? Ja om de gør. De er så vilde med sommerhuset, at de selv kan finde på at tage bussen herud, hvis vi voksne en weekend er forhindret. Mikkel – min søn – er megasej, han cykler tit ud til sommerhuset på sin MTB, når han trænger til natur og friluftsliv. Megasejt, for det er alligevel en cykeltur på 35 km. Respekt!2016-12-23-15-09-42Mikkel har vist sig at være en rigtig handyman og han elsker at knokle på med konkrete arbejdsopgaver i sommerhuset. Fedt! Han elsker at køre med motorsaven, fælde og hugge brænde, elsker at forbrænde kalorier, så sveden hagler. I dag sagde han “Mor, jeg har bare sådan lyst til at grave et kæmpe hul!” 😀

Det skulle han ikke sige to gange. Jeg var vaks og øjnede straks muligheden for at få lavet et drømme-bålsted i haven. “Fedt Mikkel, har du lyst til at lave et bålsted?” Han sprang heldigvis hurtigt på ideen 🙂2016-12-30-13-49-02Når mor og søn er i aktion, er der ikke langt fra tanke til handling. Mor som idémager og sønnike som praktisk udførende. Vi er da bare et fedt team! Når jeg inspirerer min gemal med mine gode ideer, er det sjældent der bliver sagt “Jep, den ordner jeg lige!”.

Der må ofte kvindelist til og alligevel ender det ofte med at jeg selv må tage affære.

Det lyder jo næsten for rosenrødt, men det er nu alligevel ikke alt jeg kan lokke min søn til. Malearbejde hader han, græsslåning er heller ikke sjovt længere. Det er heller ikke attraktivt at rive blade sammen. Jep jeg har forsøgt. Bare lige for at sige, at jeg altså ikke har fuld herse-ret over ham – kan han ikke finde motivationen, er der lukket land. 😉

Du skal nok få bålstedet at se – her ser du de indledende øvelser 🙂 2016-12-30-14-39-29Nytåret fejrer vi også i sommerhuset. Jeg var vild i varmen og tippede de andre om den gode ide. Tanken skulle lige modnes lidt, men nu er de også klar. Mikkel skal dog til fest i byen, men vi andre vil  prøve at nyde en nytårsaften herude ude hvor stjernerne funkler og der er frit udsyn til raketterne.

Dog går vi glip af storbyens giga-fyrværkeri, men det er et godt bytte tænker jeg? Er du vimmer, et godt bytte. Jeg vil ikke bytte 😉

Der bliver gået mange ture i skoven og den lille Kallehund nyder alle skovens dufte. Der er mange dyrespor at snuse til og linen på hundensnoren kan være så lang, så lang, for her kører ingen biler. Alt er bare godt i sommerhuset, synes Kallehunden også <3

Ja jeg er sommerhus-lalleglad, og selv om vinteren i halvtrist vejr, er jeg/vi fan <32016-12-29-16-04-24Sommerhus-roen og freden vil også smitte af på os i forhold til nytårsmenuen. Normalt plejer jeg at gå i selvsving, når jeg ikke har helt styr på menuen. Nu er jeg enormt nytårs-laissez-faire-agtig.

Nogen ville med iver spørge madbloggeren: “Ej hvad serverer du?” i håb om at en vildt inspirerende menu, engageret ville blive slynget ud.

Næh du, det bliver en ganske simpel menu her. Ingen hanky-panky og jeg har det SÅ fint med det. Jeg glæder mig til en rolig dag, med stængerne oppe. Jeg vil sove længe, læse krimi og lade op. Hygge mig i køkkenet, med familien og de små lette retter

Nytårsmenuen:

Vi skal spise avocado med rejer og citron til forret, en højrebsbøf med kartoffel-af-en-art til hovedret og nøddekurve med vaniljeis og brombærsylt på toppen. Kransekagen springer vi over, vi spiser resten af julekonfekten i stedet. Vi skal drikke øl og måske lidt rødvin.

Slet ikke det store. Slet ikke fancy. Der er ikke megen ny inspiration at hente for dig her, men jeg håber du selv kan finde ud af trylle nytårsaften? Hvis du mangler inspiration, er der heldigvis langt over 1000 retter i bloggens spisekammer, så bare forsyn dig. 🙂

Mig? Jeg nupper lige en tilbagelænet nytårsaften og det skal være mig en FRYD! Jeg ønsker dig den allerbedste aften, med lækkert mad, og er da bare totalt nysgerrig efter at høre hvad I skal spise. Skriv gerne en kommentar herunder, så jeg kan blive rigtig misundelig 🙂

Nytårsplanerne?

Vi skal nyde samværet med vores datter, spise chips, høre god musik, drikke øl, spille Bezzerwizzer, finde hullet i hækken og ønske de bedste sommerhusnaboer godt nytår. Fyre raketter af og holde øje med stjerneskud, når nu vi alligevel står ude i mørket og fryser?
2016-12-04-16-09-52

Jeg håber du vil få den skønneste nytårsaften, med glade grin, god mad, fjolleri, spas, lækkerier og gourmet. Jeg håber du vil få lige den aften du har ønsket dig allermest. Jeg håber du vågner glad op til et nyt år, med en god fornemmelse i maven. At 2017 bliver et godt år for dig – og for os alle.

Tak for året der gik og rigtigt godt nytår til dig. Jeg glæder mig allerede til 2017 sammen med dig her ombord i Bagenørdens univers. Uden dig var det ikke nær så sjovt. .

Tak fordi du altid har lyst til at læse med til sidste ord. Tak fordi du så trofast følger bloggen og læser med, både når turen går i sommerhus eller når der røres i kødgryderne.

Denne juleferie er der ikke blevet udviklet nye opskrifter, men alligevel har læsertallene været enorme. Det tyder på, at det skrevne ord drager dig her på bloggen, også selvom det ikke er altid mad der serveres. Jeg fortsætter i samme, det kan du være sikker på. 🙂

Rigtigt godt nytår til dig og dine. Tak for 2016 <3

Kærlige nytårshilsner til dig

fra Gitte

Mere inspiration

4 tanker om "Godt nytår til dig fra sommerhuset"

  1. Hej Gitte
    Det lyder da så skønt med jeres nytårs aften i sommerhuset – og menuen lyder så lækker.
    Jeg holder som altid nytårsaften med min hund Bertha – hun kan ikke lide alt det fyrværkeri så vi er bare os to stille og roligt, og ved du hvad det har jeg det så fint med 🙂 Menuen er blevet en tradition : en god oksemørbradbøf med hasselback kartofler, broccolisalat og rødvinssauce, desserten er som hos jer lidt juleslik 🙂
    Godt nytår fra
    Tove P

    1. Hej Tove
      Hvor lyder det bare rigtigt hyggeligt og sikke en fornem menu. Dejligt du tager dig så kærligt af Bertha – jeg kan næsten heller ikke forestille mig du kunne finde på andet 😉
      Tusind tak for din søde hilsen og dine mange søde kommentarer i løbet af året. Det er skønt at have dig med så trofast her på bloggen. Glæder mig til 2017 med dig ved min side 🙂
      Nytårshilsner fra
      Gitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *