Grissini, boller og bagenørdens flotteste brød af samme grunddej

Har man en tilstrækkelig stor røremaskine og tilstrækkeligt med mel i køkkenskabet, er der ikke grænser for hvad der kan trylles frem af en gigantisk grunddej.

Alle disse herlige billeder er fra et weekend-bageprojekt der udviklede sig og som næsten ingen ende ville tage. 🙂

Altså det startede med at jeg skulle prøve min nye hævekurv.

Nu jeg var igang kunne jeg lige så godt lige bage lidt boller til weekendens varme leverpostej. Ups og så havde vi en pakke parmesan-ost der skulle bruges. Hvad kan man mon lave med den? Hvad med grissini med parmesan og paprika?

Pludselig var der gang i det helt store bageprojekt. Jeg fik næsten slået større brød op end jeg kunne bage, bogstaveligt talt. 😉 Altså jeg elsker det jo, men alligevel! Min røremaskine blev så fyldt med dej at dejen var ved at flyde over i  skålen. Sindsyge bagenørd at overdrive sådan! 🙂

Jeg starter lige med billedet af det smukkeste brød som man kan frembringe med en hævekurv. Kurven overdrysses med mel og dejen hæver 2. gang heri. Lige inden brødet skal bages vendes dejen ud på bagepladen. Dejen har nu fået den fineste struktur.

Bollerne var bare almindelige boller penslet med tykmælk og drysset med sesam og birkes.

Grissini blev lavet af en klat dej (opskriften til grunddejen kommer nedenfor). Iblandet paprika, salt, hvidløgspeber og en pose parmesanost. Trilles til lange stænger og pensles med olie og drysses med sesam.

Opskriften til grunddej kommer her : 

1,5 liter lunkent vand

50 gram gær

2 tsk salt

2 tsk sukker / honning

Havregryn, groft mel, hvidt mel. Alt efter hvad du foretrækker. Pøs i af forskellige melposer til din røremaskine har rørt en dej der kan slippe skålen. Stik i den med en finger og tjek om der hænger dej ved.

Dejen sættes til at hæve på køkkenbordet i stuetemperatur eller i ovnen på 50 grader. Se hvordan det kan gå hvis man er gået lidt amok og puttet lidt for meget dej i skålen. Ups. Tæt på en syndflod af dej ud over det hele 🙂

Jeg er ked af at jeg ikke kan være mere præcis i mine angivelser af hvor meget mel jeg præcist har brugt, men det er altså sådan jeg ofte bager. Bruger af de forhåndenværende melposer. Har jeg en sjat tykmælk/yoghurt ryger den også i. Sikrer mig bare at mindst halvdelen er hvedemel af hensyn til hævningen. Bager jeg kun af rugmel vil dejen ikke hæve og det er jo fint, hvis det er et rugbrød man vil bage. Er det lysere brødtyper; brød og boller du’er det ikke med al for stor overvægt af det grove mel.

Husk at røre gæren ud i den lunkne væske og tilsæt salt og honning. Det er vigtigt at lade dejen hæve en halv time første gang eller til den har dobbelt størrelse (i ovnen – 1 time på bordet) og anden gang ca. det samme. Hvis man går på kompromis med hævningerne så bliver brødet tungt.

Fyld hævekurven op 2/3 del med dej, tag en klat dej fra til grissini og brug resten af dejen til boller.

Man må sige at denne weekend kunne jeg brødføde min familie. 🙂 Der var rigeligt med boller til fryseren. Et kæmpe brød til morgenmad og suppe og grissini til snack og til suppe dagen efter.

Tør du slå større brød op end du kan bage? 🙂

 

Mere inspiration

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *