Tandpine. Uha der har været lidt tyst på min kanal og måske du har luret der er noget på færde?

Det er tænderne der driller mig og det er en pine for mig bare at skulle bruge et sekunds tanker eller ord på den historie. Tænder – herre jemini – de skal jo bare sidde dér i munden, virke som et tærskeværk og være til hjælp og ikke til gene? Tandpine og gode grin der lindrerHmm jeg gruer for – igen – at måtte skrive en tandhistorie del 2 til dig. Flere af jer kan åbenbart huske da jeg skrev om mine tandgenvordigheder sidst. Jeg – og bloggen – skulle jo nødigt blive kendt for at være “hende der med tænderne”? (nej ikke konen  med æggene, næh konen med tænderne?)  Come on, der må da være noget sjovere at skrive om?

Indrømmet. Det er der. Med garanti! Men når tænderne gør så ondt, at man hvert sekund bliver mindet om dem, så er der jo ligesom ikke rigtigt noget andet der fylder, vel?

Nå men i fredags måtte jeg akut en tur til tandlægen. Min mund kunne ikke lukkes, en tand føltes pludselig 1 cm for høj og det ved man jo ligesom godt er lidt forkert? At vente på at tandpinerier går væk, er jeg også blevet for klog til. Når først smerten er intens, bliver den bare værre, jo længere tid du venter. Note to self. Story of my life. NÅ men ny tand – ny revne – og tandlægen varslede straks “Ny rodbehandling”.

Jeg bed i det sure æble (ÅH NEJ BARE TANKEN FÅR MIG TIL AT JAMRE!!) Tandlægen gik i gang med at bore, file og slibe. Skulle hilse og sige, at når en tandrod gør ondt, så er den så følsom, at ikke engang bedøvende sprøjter virker. Heller ikke selvom man prøver med fire. Suk. Jammer. Klage. Piv.

Halvanden times pinerier i tandlægestolen senere. Tandbor der peb, sleb og fræsede. Tapper var jeg. Kampsvedende. Stolt over bedriften. Nu var det overstået.

Ja kunne man dog bare blive i troen.

Hen over weekenden begyndte tanden at gøre mere og mere ondt og mandag måtte jeg akut til tandlægen. Igen. Da jeg ringede til klinikassistenten lød stemmen “Jamen hej igen Gitte!”. Hm, hm. Man har vist været for meget hos tandlægen, når de  kender én ved fornavn? Den glade stemme kunne måske forveksles som…..Nu ringer Gitte igen……..=PENGE I KASSEN+

NÅ men retur i tandlægestolen og tandlægen så slet ikke glad ud. Hun havde ansigtet i alvorlige folder og sagde 3 gange gange med gravstemme: “Jeg er bekymret for den tand”. Når en tandlæge siger hun er bekymret, bliver patienten i tandlægestolen 10 gange mere bekymret, skulle jeg hilse og sige. Med mit vanlige held i tandlotteriet, så har jeg nu åbenbart trukket nitten igen. En revne, der syntes harmløs, viser sig nu åbenbart at være så dyb, at tanden er ved at flække. Forestil dig smerten, når en lille krumme kommer på tværs og tanden prøver at dele sig i to?

Det er ikke en rar oplevelse og jeg er nu, af samme grund,  gået over til boller uden kerner, som en anden gammel gubbe uden tandsæt. Suppe og boller fra Kohberg. Suk – gud ved hvor længe der går til jeg kan spise de lækre hjemmelavede koldhævede fuldkornsboller igen? Åh jeg savner dem allerede!

Stille, smerteplaget, slap, træt, rødmosset og har det ret anstrengt når jeg spiser. Munden kan nærmest ikke åbnes og jeg har svært ved at tygge. Du ser mig heller ikke være særligt meget sammenbidt i disse dage – nok snarere sidde lidt torske-agtigt med let åben mund? Jeg prøver at udholde pinslerne, men har ondt helt ud i øret. Det spænder og trækker, bider, niver og hiver. Piv.

På udsatte tidspunkter, føles det som at have en ve. Måske du – også – har prøvet at føde? En fødsel er næsten bedre, for smerterne får jo en ende til sidst og belønningen er et dejligt barn. Denne fødsel ender ikke helt så lykkeligt har jeg på fornemmelsen. Tandlægen prøvede en redningsaktion, som vist vil svare til at redde en supertanker med en gummibåd? En håbløs aktion. En ny fyldning, en ny nedslibning. Redningskransen er kastet ud.

Det gik fint i går, men i dag er tanden vokset ½ cm. i højden – igen. Det føles jo lidt forkert. Meget forkert faktisk. Jeg har prøvet at ignorere det, men igen ved jeg godt, at det med at lukke øjnene for tandsmerter ikke er rigtig en virksom og holdbar kur.

Tandlægens redningsaktion er vist mislykkedes. God dammit!

Lige nu overvejer jeg både en Plan B og en Plan C. Alle planer indebærer at jeg skal lide tort, smerte og ve og røve en bank på vejen.

Jeg lurer lige nu på, hvor længe jeg skal trække pinslerne. Vente 1 uge eller vælge den radikale løsning straks: At få hevet tanden ud NU? Jeg husker jo stadig den grumme tandhistorie fra sidst – hvor tanden skulle skæres over i 4 dele. Uha – oh skræk og ve og trusler om at tænder i undermunden kan være endnu mere drilske?

NÅ men det er jo sådan ligesom det jeg går og pusler med for tiden.

Hmm – jeg får ikke lige skrevet så mange blogindlæg, for jeg har svært ved at spise og får ikke lavet så meget mad. Jeg måtte tage en sygedag igår, for var simpelthen for kvast og smerteplaget til at kunne tænke på arbejde.

Til gengæld får jeg læst gode krimier, bl.a. denne, som jeg straks sender en anbefaling videre til dig på. Katrine Engberg skriver godt og Blodmåne, der er 2.’eren i rækken er foreløbigt bedste, synes jeg. Krimien er god, men den vil være endnu bedre at læse hvis man ingen tandsmerter har, er jeg sikker på.

I dag har jeg været på arbejde, selvom jeg er en noget slatten version af mig selv. Skønt alligevel at se kolleger og få tankerne afledt? I dag bød på en spændende kursusdag og kollegerne er også gode lige at vende tandhistorien med. Kollega-Erik hjalp mig med at sætte ord på det min underbevidsthed gik og puslede med : “Kan du ikke bare lige så godt få hevet den tand ud??”

Fedt med gode kolleger der kan slå hovedet på sømmet (ÅH NEJ DENNE METAFOR KAN JEG SIMPELTHEN IKKE UDHOLDE AT BRUGE, NÅR JEG HAR ONDT I TANDEN!!)

Tro det eller ej, men dagen endte alligevel med gode grin og smil på læben. Gudskelov. Grinet er den korteste afstand, også når man prøve at holde smerter fra døren. Det er længe siden jeg har kluk-leet sådan. Gladsaxe Bibliotek har æren. I går fandt de på en leg på bibliotekets hjemmeside “Ødelæg en bog med ét bogstav”. Er du vimmer det er skægt! Jeg delte opslag på bloggens Facebook-side og I er lige så pjattede med legen, som jeg.

Legen består i at udelade eller udskifte et bogstav fra en bogtitel. Det er svært, klogt og sindssygt underholdende. Er du vild med ordlege, ordspil, kryds-og-tværs vil du også elske denne leg:

Hvad siger du til disse fantastiske bud?

“E-mail fra Lønneberg”, “Mænd der mader kvinder”, “Karnovs Tovsamling”, De små gynger, Pis dig fra diabetes, Fjorden rundt på 80 dage, Kein Kampf, De nøgne truer, Peter Pæn, Vinden i buret, Meyers klager?

Jeg er flad af grin og I synes heldigvis det er sjovt at lege med. Der er kommet rigtigt mange gode bud på bloggens Facebook-side  og endnu flere bud på Gladsaxe Biblioteks hjemmeside – du skulle næste tage vejen forbi, og få et godt grin og bidrag med egne bud? Det er hylemorsomt – synes jeg og du med garanti også?Sådan endte dagen alligevel med gode grin. Min mand og søn blev aktiveret ved legen. Aftensmaden blev forsinket og vi grinede i stedet og fandt på forslag, det ene mere sjovt end det andet.

Skønt når hverdagens trummerum pludselig får benspænd af grineflip. Grin der kommer uventet og på tværs, er de bedste. Gode grin og lattertårer kan også – næsten – få tandsmerter til at trænge lidt i baggrunden. Grin er den bedste kur mod selvmedlidenhed og selvynk. Smerterne forsvinder ikke, men skønt at få tankerne afledt. Den grinekur kan jeg godt anbefale. Har dog alligevel lige taget 2 Panodil og en gigtpille til dessert. Træerne vokser ikke ind i himlen. 😉 Tandpine og gode grin der lindrer

Tak fordi du havde lyst til at læse med på dagens skriblerier.

Fortvivl ej, der skal nok snart komme opskrifter på bloggen igen. Når miraklet er sket eller tand-feen har været forbi og rystet sin tryllestav. Kryds fingre for mig. Wish me luck. 🙂


author avatar
Gitte Hansen
Elsker at lave nem mad, bage lækre kager, udvikle nye opskrifter og formidle til bloggens næsten 80.000 følgere på sociale medier. Arbejder nu fuld tid med nogetiovnen.dk efter 30 år som bibliotekar. Med over 1 mio. månedlige visninger og over 3000 nemme opskrifter, er Nogetiovnen.dk én af Danmarks største madblogs.