Hurtig nytårsforret: Lakseruller med asparges og rejer

DSC_1039

Øj, mand hvor vi spiste meget mad nytårsaften! Så meget mad, at jeg åbenbart kan blive ved med at skrive om den. Vi skriver 3. januar og nu er vi nået til forretten 😉

Dagens indlæg bliver i den lette kategori. En meget simpel forret, der ikke krævede stor fantasi.

Asparges rullet med gravad laks og pyntet med rejer. En klat god mayonnaise og gravad dressing. Pyntet med et salatblad og en citronskive. På en skive smørristet brød.

That’s it. Ikke stor madkunst, men laks, rejer og asparges er altid et hit! Krævede ikke store forberedelser eller særlige indkøb. Jeg kunne fornøje mig med en god bog lige til 10 minutter før vi skulle spise. Sådan! Skønt med nemme (fiske)-forretter!

DSC_1041

Til lakserullerne skal du bruge (4. personer): 

4 skiver grov toastbrød (eller hjemmebagt flute, hvis du gider)

4 store skiver gravad laks.

Et glas slikasparges

Salatblade af iceberg.

En bøtte store gode rejer

1 citron.

God mayonnaise. Hjemmelavet eller hellmanns

Gravad dressing.

Sådan laver du de hurtige lakseruller med asparges og rejer:

Rist toastbrødet i smør. Pynt med en skive salat. Rul en skive laks omkring 4-5 asparges og læg på brødet. DSC_1037

Læg en klat mayonnaise i den ene ende og 1-2 tsk gravad dressing i den anden ende (eller gør lige som du selv synes 😉

Pynt med en god håndfuld rejer og en citronskive på toppen.

Som sagt ikke nogen forret der får nogen til at vælte omkuld af benovelse, men en forret som langt de fleste vil kunne lide og som er lynende hurtig at lave. Bare et hurtig påhit i mit køkken. Jeg havde lyst til rejer, laks og asparges. Man kunne have fundet på så meget andet at lave med disse lækkerier, men dette var hvad fantasien rakte til, til nytårsforretten 2014.

DSC_1038

Snart kommer du til at høre om nytårs-hovedretten. Vi når det nok, inden det bliver nytår igen. 😉

Hov, du mangler jo også at høre om mine lækre langtidsstegte juleænder, vanillekranse, chokolade og lakridskarameller? Mon januar måned bliver et december-tilbageblik på bloggen? Der burde jo i stedet være en masse slankeopskrifter på vej her i januar? Hm, hm. Lige nu har jeg allermest lyst til ymerfromage med piskefløde. Det harmonerer jo ikke så godt med de dér 5 kilo der skal smides nu?…;-)

Hold øje med bloggen i januar. Der kommer vist til at være lidt af det hele. Både det sure med det søde….;-)

Mere inspiration

Læg en kommentar