Knasende sprøde hvidløgsbrød med oliedyp

Her i huset er vil vilde med lækre madbrød. Hvis maden er lige en tand for trist og kedelig, pepper vi den op med et lækkert madbrød.

 

De kan være overraskende lette at lave!

Forleden var der grillaften på vejen. Vi orkede ikke at stå i kø ved grillen og havde stegt kæmpepølser hjemmefra, købe-kartoffelsalat peppet op med forårsløg og bønnesalat med små tomater. Hm, hm. Altså den mad gik jo ikke over i historien. Det var lækkert, men der manglede ligesom noget ikke?

Løsningen blev….HVIDLØGSBRØD lavet af den gode italienske Tipo 00 mel som vi har hjemimporteret i KILO-vis af her i sommerferien.

Vi bruger en nem nem opskrift der går lidt på rundtur i familien. Min søster i Ebeltoft, der er kilde til stor madinspiration, har viderebragt mig denne håndskrevne kopi.

Jeg har justeret opskriften lidt. Bruger 8 dl vand og 1 kg mel. Synes det passer lidt bedre. Dejen bliver alt for tynd ellers synes jeg.

Kan du mon læse hvad der står?

Dejen er vildt let at røre dejen sammen. Det er et hurtigt madbrød at smække sammen, så det er overkommeligt til hverdag også.

Fremgangsmåde :

Gæren udrøres i vandet. Det behøver ikke være lunkent. Salt, sukker citronsaft og mel røres i. Dejen bliver tyk og klistret. Den kan/skal ikke æltes, blot omrøres. Film kommer på skålen og den sættes til hævning i 1 time. Den begynder hurtigt at småboble p.g.a. den forholdsvis store mængde gær.

Imens dejen hæver rører du “hvidløgs-dyp”. 15 spsk. olie røres med 3-4 fed hvidløg, groft salt og 1 spsk oregano.

Inden hævetiden er ved at være slut tændes ovnen på 225 grader varmluft. Sæt gerne en bageplade ind i ovnen til opvarmning.

Dejen hældes ud på den varme bageplade. Forinden har du lagt et stykke bagepapir nedenunder. Dejen fordeles jævnt med en dejskraber. Herefter prikker du en masse huller i dejen med fingrene og fordeler din olie-dyp godt  i hullerne. Drys med lidt ekstra groft salt.

Det er tydeligt at se at et kaloriefattigt brød er dette ikke. Det hvideste mel, og de svømmende olie-pytter. Olien fordeler sig på snedig vis både på top og bund så du får en sprød olie-stegt overflade. Brødet knaser og fedter dig om munden. Savle savle. Det er et LÆKKERT madbrød!

Skynd dig at sætte brødet i den varme ovn. Bag brødet 20-25 grader ved 225 grader. Efter kort tid vil den lifligste hvidløgsduft brede sig i dit hjem. Hold øje med dit brød!

Det skal være lyst og gyldent. Kig endelig til det flere gange. Der er SÅ ærgerligt hvis det gode brød får for længe og bliver stenhårdt.

Brødet bliver knasende sprødt og kan spises som det er, som en snack, madbrød, suppebrød, som det lækreste sandwichbrød. Til spaghettiretter, lasagne, moussaka? Smør det lune brød med iskoldt smør og måske en skive ost. Det er knasende sprødt og lækkert og nemt at lave.

Dejen minder jo meget om Verdens Bedste Brød. En let og enkel dej af vand og hvedemel, der hæver på køkkenbordet og herefter bliver bagt ved høj temperatur.

Dette brød er dog anderledes, p.g.a. olien, hvidløg og oregano. Det bliver fladere, når der er bagt på bradepande men brødet har den knasende overflade til fælles.  Du skulle prøve det! 🙂

Du kan sagtens bruge almindeligt hvedemel. Du kan også eksperimentere med lidt grovere melsorter, men du kan også lade være 😉

God fornøjelse! 🙂

Mere inspiration

Læg en kommentar