Kransekage med nougat, til nytår og fest

I dag er det torsdag. Den 3. januar. I dag er den sidste smule nytårskransekage netop blevet spist. Det var en lækker kransekage. En eksperimenterende kransekage. Familien var ikke begejstrede, for kransekage må man helst ikke lave om på. Jeg dristede mig til at putte nougat inden i halvdelen af kransekagestængerne. Uha det var dristigt. “Jamen så er det jo ikke kransekage” udbrød min mand fortvivlet.

Det bider SLET ikke på mig, når jeg møder den slags reaktionære udtalelser. Så føler jeg mig provokeret. Så vil jeg vise/bevise at nytænkning nogle gange kan flyttes oplevelser til det bedre. Så der blev lavet kransekage med nougat. …

og efter noget betænkningstid blev den godkendt af familien 🙂

Der var rigeligt med både marcipan og nougat til overs efter julen. Hvem ved? Måske er overskydende marcipanrester årsagen til at et kvikt hovede har fundet på at bage kransekage nytårsaften? Det er ihvertfald en glimrende idé. Stop madspild – stop marcipanspild 😉

Her får du opskriften på 4 store kransekagestænger:

400 gram marcipan

1 bæger pasteuriseret æggehvide (evt. ½ bæger æggehvide)

175-200 gram flormelis (halveres evt.)

½ pk. nougat

Glasur :

½ bæger pasteuriseret æggehvide

75-100 gram flormelis (start med halvdelen og rør lidt i efterhånden. Glasuren skal blive tyk, men ikke så tyk at den ikke kan presses ud af et lille hul klippet i en plasticpose)

Sådan gør du : 

Skær marcipanen i mindre stykker. Rør æggehvider i og flormelis i til sidst. Brug gerne røremaskine. Dejen skal lige akkurat være så fast at du kan forme stænger med fingrene.

Jeg har i opskriften skrevet at du kan nøjes med 1 æggehvide i stedet for 2 som der er i et bæger, og den halve mængde flormelis. Jeg synes at marcipanen var svær at røre ud med kun en enkelt æggehvide, men da jeg tilsatte to, skulle der mere flormelis i. Du kan lave kransekage med en eller to æggehvider. Kransekagen bliver lidt mere sød jo mere flormelis du tilsætter, men den tager ikke skade efter min mening. Det er smag og behag.

Nougat gjorde underværker i kransekagen synes jeg. Den bliver meget sød, og smager lidt af konfekt, men det kan jeg godt lide. Kan du?

Der formes lange flade marcipanstænger. Nougat skæres i smalle striber og lægges midt på stængerne.

Jeg lavede også to stænger uden nougat for at tilfredsstille den reaktionære del af familien. 😉

Marcipanmassen samles op omkring nougaten. Form trekantede stænger. Dyp evt. fingrene i flormelis, hvis massen er for klistret.

Stængerne bages 10 minutter ved 200 grader. Kig til dem de sidste minutter, så de ikke bliver brændte. Ja jeg er klar over det. MIne stænger blev altså ikke verdens smukkeste. Hvordan kan Mette Blomsterberg få fine stænger så fine og lige. Suk. Øvelse gør mester?

Uanset hvad, er jeg stolt af mine marcipanstænger og det bedste ved kransekage er, at smagen er fantastisk uanset udseendet Det er ikke udseendet det kommer an på, vel? (og så alligevel!).

Men prøv lige at se. Min datter kom og reddede kransekagerne. Hun spurgte:”Skal jeg ikke lige pynte de der kransekager?”

“Jo tak” sagde jeg og se lige hvad hun kunne trylle:

Hun fandt på at lægge striber af glasur på skrå og sikke en effekt det gav! Man kan næsten ikke se at de skæve kransekagestænger moren havde bagt inde bagved! -)

Så kom datteren lige og reddede de kransekager! Jeg må indrømme at min datter ER den bedste til at bage kransekage her i huset. Hun er så god til Mette Blomsterbergs opskrift, og kan forme fine små kransekager. Hun accepterede dog at moren havde lyst til at bage kransekagerne denne gang. Fin deal at hun overtog pyntningen. Det var hun klart den bedste til. Jeg suger til mig at hendes tricks. 🙂

Øj sikke mange lækre kransekagestænger. Spændingen var stor da familien skulle smage. Ville de godkende de eksperimenterende kransekager med nougat?

Det ville de. Kransekagerne blev godkendt og nu er sidste krumme spist.

Har du også fået spist dine kransekagerester?

NU starter en ny og bedre livsstil her i huset. Hm, hm. Har vi hørt den før?? Ja det har vi men jo en ny og bedre livsstil starter NU. JO det gør den. Feriekiloene må og skal af igen.

MÅ og SKAL!

Har 5 kilo der skal smides. Følg gerne min kamp her. Uff. Nu er det offentligt, så kan jeg jo blive hængt op på det. Måske er det godt at være lidt forpligtet? 😉

Mere inspiration

En kommentar

  1. […] var tilovers fra datterens fantastiske nytårskransekager . Hvad kunne man mon finde på at bruge dem […]

Læg en kommentar