Lækker laksemousse med friskost, dild og citron

I dag skal du høre om en lækker laksemousse der både gør sig godt på et nytårsbord, til en frokostbuffet eller som en hovedret serveret med godt brød til.

Laksemoussen er nem at lave, nem at købe ind til og den smager fyldigt og friskt. Helt kalorielet er den ikke, eller du bestemmer. Der er brugt friskost og creme fraiche og bruger du light-produkter bliver det ikke en af de “slemme” retter.

Jeg kan kun anbefale denne laksemousse. Vi spiste den som forret nytårsaften på ristet rugbrød, og det var en rigtig fin forret. Går fint an også i en finere menu. Servér den evt. på hjemmebagt knækbrød Det ville være lækkert  men ristet rugbrød penslet med olie går nu også an 😉

2014-12-31 18.39.58

Opskrift på laksemousse med friskost, dild og citron: 

Du skal bruge ( til 6-8 personer):

1 pakke friskost (neutral flødeost, Buko eller Philadelphia)
2½  dl cremefraiche
1  citron (½ citron presses, resten gemmes til pynt)
2 spsk fintsnittet dild og lidt til pynt
250 g røget fintsnittet laks
Smag til med salt og peber
Pynt: Citron, dild og et par salatblade.

Sådan laver du laksemousse med friskost, dild og citron:

  • Rør creme fraiche med friskost
  • Hak laksen fint og tilsæt
  • Bland citronsaft, dild og krydderier i creme fraicheblandingen og rør godt.  Smag til med salt og peber. Vær varsom med saltet.
Røget laks snittes fint og røres i
Røget laks snittes fint og røres i
  • Lad laksemoussen trække på køl minimum et par timer før servering.
  • Pensl rugbrød med olie og rist ca. 15 minutter i ovnen, eller til det er knasende sprødt og lækkert. Kan også ristes på brødrister uden olie.
  • Skær rugbrødet i trekanter og anret laksemoussen med lidt salat, en halv skive citron og lidt dild på toppen.

2014-12-31 18.38.30

Så er der serveret. Verdens nemmeste lakseforret! Måske din familie skal forkæles med en lækker weekend-frokostservering?

En hurtig lille opskrift fra mig til dig. Jeg skriver med højre hånd uden smerter, og hvis jeg sidder på en helt særlig måde i stolen gør det ikke ondt i kravebenet. Det er ved at hele! Så fantastisk når man tænker på hvad jeg har stået igennem, så var der alligevel lys for enden af tunnelen? 🙂

Men åh hvor jeg alligevel glæder mig til at kunne bruge begge arme frit! Havde jeg været fit-for-fight i dag havde jeg brugt vores overskydende citroner, pasteuriserede æg og fløde til en stor omgang citronfromage. For filan hvor er det træls at være enarmet! At piske fløde og æggesnaps og vende og ordne husblas med en kun én arm er jo et vanvittigt projekt, og det er ikke altid min familie synes de har lyst til at bruge lige så lang tid i køkkenet som jeg ville have gjort. Jeg kan jo ikke forlange af dem at de er mine forlængede arme i alt. Så øv også, opskriften på citronfromage må du have til gode.

NÅ men så kan jeg da vel glæde mig over forhåbentligt at kunne tabe mig lidt, når nu jeg ikke kan bage eller lave fristende desserter? Jeg er begyndt at kunne åbne kagedåserne selv, og se det er jo ikke så godt. 😉 Måske jeg skulle overveje hurtigt at forære havens fugle alle julesmåkagerne?

Hvordan slipper du af med dine julesmåkager uden at spise dem selv altså ? Hører gerne om dine gode råd. 😉

Min datter har skrællet en hulens masse kartofler og i aften sætter vi en culottesteg i ovnen. Det kan vi godt finde ud af vi to. Ikke store ben i det. I morgen laver vi kylling og mandag kødsauce med Dolmio-sauce. Min mand er blevet god til at købe ind, sønnike vasker op og vasketøjet hjælpes vi om. Det går ok som enarmet og jeg ser lysere på det hele nu smerterne er på retur. Jeg er bare forbistret utålmodig, men prøver at styre mig og finde fornøjelse ved de stille glæder der ikke kræver de store armbevægelser.

Lige nu venter f.eks. te og en drønspændende krimi. God lørdag til dig. 🙂

2015-01-02 19.52.59

Mere inspiration

4 tanker om "Lækker laksemousse med friskost, dild og citron"

  1. Sjovt – det var netop den samme opskrift jeg fulgte. Gav den dog et lille øjeblik under grillen for at få lidt knas i toppen.
    Kunne spises med en gaffel alene (næsten)!

  2. Har du prøvet at intervalstege din culottesteg?
    Den bedste jeg til dato har lavet, så det skal prøves igen.
    Vores gæster i går roste det meget.
    – og det kan man jo godt li’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *