Rabarberkage med marcipan. Endelig er der kage på bloggen igen. Sommerkage!
Rabarberne i haven må vi jo endelig ikke glemme, heller ikke selvom de lige nu bliver udkonkurreret af jordbær/hindbær og andre sommersøde sæsonbær.Rabarberne har det faktisk meget fint i haven – ihvertfald mine rabarber.
De trives gevaldigt efter at have fået et skud ekstra jord og et par nye stiklinger ude fra mine forældre have.
Vi er SÅ klar til flere kager, mine rabarber og jeg! 🙂
Dagens rabarberkage blev en rigtig lækker kage, med et strejf af kokos og marcipan og toppet med sprøde mandler.
Uhm en lækker kage, og nem at bage også.Kagen vil være perfekt at servere for dine sommergæster.
Servér den gerne som dessert kage på terrassen i en solskinsstribe, hvis du er så heldig at kunne finde en sådan 🙂Jeg iler med at bringe dig opskriften:
Rabarberkage med marcipan og kokosmel – nem opskrift på god kage med rabarber
Ingredienser
- 3 æg
- 100 gram sukker
- 1 tsk. vaniljesukker
- 100 gram smeltet smør
- 50 gram kokosmel
- 100 gram mel
- 1 tsk. bagepulver
- 150-200 gram marcipan i tern kan udelades
- 100 gram grofthakkede mandler
- 300 gram rabarber skåret i små stykker anden frugt eller andre bær kan bruges
- Drys: perlesukker eller rørsukker/almindeligt sukker
- Tilbehør: Flødeskum eller vaniljeis
Sådan gør du
- Pisk æg, sukker og vaniljesukker hvidt og skummende
- Smelt smørret i mikrobølgeovnen og lad det afkøle lidt. Vend det i æggemassen
- Bland mel, kokosmel og bagepulver og vend det i dejen.
- Rens rabarberne og skær dem i små stykker.
- Vend halvdelen af rabarberne i dejen sammen med marcipantern.
- Smør et tærtefad og hæld dejen heri. Mit fad målte 25 cm i diameter og 5 cm i højden
- Hæld dejen i fadet og tryk resten af rabarberstykkerne godt ned i dejen.
- Drys med mandler og et drys perlesukker til sidst
- Bag kagen 35-40 minutter v. 175 grader varmluft.
- Kagen er færdig, når den er sprød, gylden og gennembagt
- Servér kagen lun gerne med iskoldt flødeskum eller vaniljeis til.
Noter
En nem og lækker rabarberkage med kokos, marcipan og mandler
Måske du har bemærket at mit vaniljesukker ser ret mørkt ud?
En bloglæser skrev til mig at hun undrede sig over farven. Ja det er ikke helt almindeligt vaniljesukker jeg bruger, men koncentreret vaniljepulver. Bøtten ser sådan ud.Bourbonvanilje købt i Føtex mener jeg det var?
Det er svært at nøjes med almindeligt vaniljesukker, når man først har prøvet den koncentrerede form.
Rigtige vaniljestænger er jo nummer ét, men vaniljepulveret er bare lidt nemmere at bruge og smagen er så fin.
Har du det ikke på lager, kan du selvfølgelig sagtens nøjes med almindeligt vaniljesukker.
Det blev en rigtig lækker rabarberkage, som vi stornød med flødeskum til.
Tænk at være hjemme en hverdag og have god tid til at bage en eftermiddagskage til eftermiddagskaffen? Slet ikke dårligt. Det kunne jeg godt vænne mig til. 🙂Der var rigeligt kage, da der ikke er mange kagespisere i min familie.
Naboerne blev forkælet med et kagefad og sikke en jubel.
Skønt at kunne vække glæde med kage og smart også at kunne fordele kalorieindtaget på flere af gadens beboere 😉
Vi har fået rigtig gode æg leveret via et familiemedlem. 1 æg=2 æggeblommer.
Det må være høns der har det særligt godt? Jeg brugte 2 æg, men har noteret 3 æg i opskriften.
Der var jo 4 æggeblommer altså? helt vildt. Fileme gode æg! De har vist haft det godt de høns? Herligt 🙂
Sådan laver du rabarberkage med kokos og marcipan – se billederne her:
Her ser du kagebageprocessen fra start til slut
Det er genialt at toppe kager med grofthakkede mandler med et sukkerdrys. Så bliver mandlerne til sprøde sukkerristede mandler.
Mandlerne bliver knasende sprøde og velsmagende.
Jeg kan jo sagtens flotte mig med mandler og marcipan, nu vi lige har hamstret i Norge. Det var ikke mange kroner vi sparede på mandler, 250 gram for 24 kroner. Ikke et fund for de penge, men nok til at vi alligevel købte 6 poser.
Håber snart nøddeafgiften bliver sløjfet. Hvad med os amatørbagere, er der slet ikke nogen der har tænkt på os i nødde-sammenhæng? 😉
Der kommer gavmildt mandler på kagerne disse dage og marcipan også.
Marcipan er dyrt for dig at købe herhjemme og det kan sagtens udelades, men altså, kagen bliver bare rigtigt god med marcipan!
Er du marcipanfan som jeg, så tilsæt gerne, reducér evt. til 100 gram.
Serverer du kagen helt lun, kan den godt være lidt porøs at skære ud.
Den sætter sig lidt efter afkøling, men den smager allerbedst lun, så vær bare lidt forsigtig når du løfter kagestykket over på tallerkenen.
Dagens rabarberkage med marcipan til kaffen. Med knasende sprød topping og flødeskum.
Meget dejligt at være hjemme i eget køkken igen, faktisk 🙂
Håber vi har mange flere sommerkager – og sommerdage – i vente.
Få flere gode opskrifter på nemme rabarberkager her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10,
Hej kan man fryse denne tærte?
Den bedste rabarberkage jeg nogensinde har bagt. Jeg udskiftede ca. 1/3 af hvedemelet med havregryn, da jeg syntes det giver en god smag, især til frugtkager – superlækker. Og den holder sig godt i køleskabet (så længe den altså kan holde, da den hurtigt bliver spist ;))
Tak for lækker opskrift 😀
Den fungerer også fint med en blanding af hindbær og rabarber (der var lidt lavvande i rabarber-beholdningen :-))
Nøjjj, hvor lækkert og mig som eeelsker rabarber:-)
Det er den perfekte sommer ting, taaakkk-….