Lækker syndig brownie med karamel – af kondenseret mælk

  • Syndig brownie med kondenseret mælk og søde jordbær

Syndig brownie med kondenseret mælk og søde jordbærHalløj i skuret for en lækker kage der serveres til jordbærrene herhjemme i dag. En syndig, svampet og meget lækker brownie med kondenseret mælk på toppen.

Orv hvor lækkert og verdens nemmeste kage er det ovenikøbet også. Den kondenserede mælk hældes bare på toppen af den ubagte kage og karamelliserer lige så fint på toppen. Lækkert….åh suk altså. En helt uimodståelig kage  🙂DSC_1715

Kagen er chokoladetung men alligevel ikke for voldsom. Der er – selvfølgelig – også smør i. Rigtigt smør. En masse kakao er der også i, men ellers består kagen af ret simple og basale ingredienser, som du næsten helt sikkert har i dit køkken. Måske lige bortset fra kondenseret mælk?Kondenseret mælk, hvad er det nu for noget? 

Det er såmænd bare sådan en dåse som vist her. Dåsen kan du købe i næsten alle supermarkeder efterhånden, selv discountbutikker. Kondenseret mælk er sødt og sukret og du kan lave de lækreste flødekarameller på nemmeste vis eller du kan trylle lækker, fornem is uden klumper.

Der kan bages kager og laves godter på stribe med kondenseret mælk. En dåse koster ca. 20 kr, men kan indimellem fås for 15 kr på tilbud. Slå dig løs, i så fald, og køb til et lille lager. Dåserne kan fint holde sig længe.

“Kom nu til sagen” sidder du nok dér og tripper. Ja, ja, her kommer opskriften 🙂Syndig brownie med kondenseret mælk og søde jordbær

Lækker syndig brownie med karamel - af kondenseret mælk
 
Forberedelse
Tilberedelse
Tidsforbrug
 
Lækker brownie med kondenseret mælk og sommersøde jordbær
Forfatter:
: Syndig lækker brownie med karamel - af kondenseret mælk
: Brød og kager
Portioner: 8-10 pers.
Det skal du bruge:
  • 75 gram smeltet smør
  • 75 gram mørk chokolade
  • 2 æg
  • 175 gram sukker
  • Et knivspids salt
  • 60 gram hvedemel
  • 50 gram kakaopulver
  • ½ dåse kondenseret mælk
  • Tilbehør: Frisk frugt, vaniljeis og/eller flødeskum
Sådan gør du:
  1. Smelt smør og chokolade i mikrobølgeovnen i en varmefast skål. Smelt 15 sekunder af gangen, så undgår du, at chokoladen brænder af.
  2. Pisk æg og sukker hvidt og skummende.
  3. Tilsæt salt.
  4. Rør chokoladeblandingen i.
  5. Bland kakao og hvedemel og sigt det i dejen. Vend dejen forsigtigt med en dejskraber, til den er klumpefri.
  6. Beklæd en 20x25 cm stor form med bagepapir og hæld dejen heri
  7. Fordel ½ dåse kondenseret mælk på kagen. Jeg lagde små teskefulde på og trak det ud med en dejskraber.
  8. Bag kagen 30-40 minutter v. 150 grader varmluft (eller 175 grader alm. ovn). Kagen er færdig når den kondenserede mælk er gylden. Hold øje de sidste minutter, så kagen ikke brænder af. Jeg slukkede for temperaturen efter 30 minutter og lod kagen trække i eftervarmen.
  9. Lad kagen afkøle før servering og gem den gerne til næste dag. Den bliver endnu bedre når den "sætter sig".
  10. Servér kagen i små bitte firkanter. Kagen er sød og tung og man kan ikke spise kæmpe store stykker. Nyd derfor gerne frisk frugt eller is til, som kontrast.

DSC_1707Den syndige brownie er en rigtig lækkerbisken som allerede er blevet en storfavorit hjemme i mit køkken. Kagen har et kæmpe potentiale. Den er virkelig nem og hurtig at røre sammen og den vil vække jubel hos gæster, store som små, både når den serveres som dessert og når den serveres som kageservering på et kaffebord.

Kagen er nem at gøre klar dagen før og bliver faktisk bare endnu bedre af det. Genialt, når du venter rykind derhjemme, at noget kan forberedes dagen før. Hvis portionen dobles op 4-5 gange, vil jeg tro, at den rækker til ovnens store bradepande? Der vil være til MANGE gæster så og kagen vil være nem at tage med på tur eller til kolleger måske?

Voila. Så er der serveret. 1 stk. supernem brownechokoladekage til dig. Kagen bliver et hit hjemme hos dig. Tro mig. Smager fortryllende med jordbær til.

Bon appetit og rigtig god kagebagefornøjelse til dig 🙂
Syndig brownie med kondenseret mælk og søde jordbær

P.S.: Inspiration til kagen fik jeg hos dygtige Maja Vase. Jeg har dog ændret ret meget i opskriften og udeladt lidt chokolade, som Maja putter i mellemlaget. Jeg synes kagen er rigeligt chokoladesød som den er, helt perfekt faktisk, men kig alligevel gerne forbi Majas blog. Orv et fristende sted. Jeg siger tak for inspirationen  🙂

Mere inspiration

10 Kommentarer

  1. Susan Jensen 29. december 2016 af 12:10- Svar

    Tak for en lækker opskrift. Jeg prøvede at ta’ lidt af det tunge ved at putte revet skal af en appelsin i og sammen med lidt hakkede mandler, tror jeg måske det gjorde kagen endnu bedre! Ihvertfald var alle glade!! 🙂
    Mange hilsner
    Susan

    • Gitte Hansen 29. december 2016 af 20:37- Svar

      Hej Susan
      Hvor lyder det dog bare som den skønneste idé altså. Jeg kan sagtens forestille mig, at den lækre brownie bliver så meget bedre med appelsinkontrast. Rigtig god ide også med mandlerne også 🙂
      Tusind tak for dine gode tips og god fornøjelse i køkkenet fortsat.
      Rigtigt godt nytår til dig også 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  2. Mette Bisgaard 11. september 2016 af 13:28- Svar

    Kan den fryses?

    • Gitte Hansen 11. september 2016 af 20:47- Svar

      Hej Mette
      Det har jeg nu ikke prøvet, men det vil jeg tro? Tror den bliver saftig og lækker, det bliver brownie som regel af en tur i fryseren 🙂
      Rigtig god fornøjelse med bageriet 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  3. Suzanne Berendt 21. juli 2016 af 21:57- Svar

    Bagte kagen for to dage siden – med chokoladekondenseret mælk. Super lækker – tung – kræver frugt eller is. Og ja, man skal spise den i små stykker. 🙂

    • Gitte Hansen 22. juli 2016 af 23:04- Svar

      Hej Suzanne
      Åh hvor lækkert! Kan godt forestille mig at den var særligt sød og syndig. SÅ lækker en kage, det glæder mig du fandt inspiration i opskriften.
      Tak for din tilbagemelding 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  4. Line 6. juli 2016 af 11:45- Svar

    Hej.
    Jeg er i fuld gang med at bage kagen – tager den snart ud af ovnen.
    Der ser dog ud som om den kondenserede mælk ligesom er sivet ned i kagen, for der er ikke noget tykt lag karamel ovenpå.
    Hvad kan jeg have gjort forkert?

    Hilsner fra
    Line

    • Gitte Hansen 7. juli 2016 af 18:55- Svar

      Hej Line
      Ja min karamel sev også ned i kagen, men det blev den nu slet ikke ringere af. Slet, slet ikke. Skøn og lækker kage. Håber den smagte dig/jer og at du blev tilfreds med den.
      God fornøjelse i køkkenet fortsat
      Mange hilsner
      Gitte

  5. mormormedstiletter.dk 29. juni 2016 af 20:24- Svar

    Tak for en super opskrift:-)
    Jeg mangler nu også det kondenserede mælk til at lave vietnamesisk kaffe med, for siden vi kom hjem derfra i marts, har jeg savnet den ‘ægte’ smag, og har bare ikke kunne finde det nogen steder – så endnu engang tak!!

    • Gitte Hansen 29. juni 2016 af 20:34- Svar

      Hej
      Det glæder mig 🙂 Spændende, at de putter det i mælken derovre? Det skal da næsten prøves 🙂
      Håber I er glade for at være hjemme igen
      Mange hilsner
      Gitte

Læg en kommentar