Lune søde bløde sprøde chokoladescones – klar på ½ time

Der behøver ikke altid være så lang tid fra tanke til handling. Fra en sød lille tanke til en sød lille lækker bolle i hånden.

Scones. Chokoladescones er hurtige små sager. De er geniale, de dér scones.

Det går jo lynende stærkt, for de skal jo slet ikke hæve! På den måde er det faktisk en slags “snyde-boller”.

Der er bagepulver i dejen, MEGET bagepulver, så de hæver kage-agtigt op. “Krummen” er speciel, slet ikke som en gærdej mere som en slags stor tæt sød småkage. Dejen er sødet med sukker og så er der smør i. Rigtigt smør i. Ingen fedt-kompromiser her! Jeg bruger den New Zealandske. Den er ganske fin og koster det halve. 😉

Normale boller skal hæve. “Snyde-bollerne” her skal bare trilles og så i ovnen. Det er besnærende let. Bollerne kan varieres i det uendelige.

Du kan lave dem helt hvide, kun med hvedemel, erstatte lidt af det hvide mel med fuldkornshvedemel, du kan tilsætte chokoladestykker og/eller tranebær, hvad med tørret abrikos? hvad med moset banan? Ja jeg har mange endnu uprøvede scones-versioner i støbeskeen 😉

Opskrift på scones efter inspiration fra Kvalimad . Se f.eks. hér instruktionsvideo

  • 500 gram mel
  • 1 tsk salt
  • 1½ spsk bagepulver (ja det er SPSK, den er god nok)
  • 125 gram smør (½ pakke)
  • 3½ dl mælk (kærnemælk/tykmælk er godt. Jeg brugte en rest jordbær/rabarberyoghurt med godt resultat)
  • 1½ spsk sukker (eller snydesukker) 

Forslag til fyld : 

  • 100 gram 70% mørk chokolade (kan udelades eller reduceres?)
  • Tørret hakket tranebær, tørret abrikos?, rosiner? (kan udelades)
Fremgangsmåde :
Ælt det bløde smør ind i melet til dejen ligner krummer. Tilsæt mælk/surmælksproduktet. Tilsæt evt., som vist her, hakket chokolade og tranebær.
Ælt så dejen hænger sammen og bliver fast.
Form 15-20 små boller.
Sættes på bageplade og bager 15-20 minutter ved 175 grader varmluft. Bollernes er færdige når de er sprøde og gyldne.
Bollerne spises straks. Gerne med koldt smør på toppen. Hvis du har lavet bollerne uden fyld, så spis f.eks. med syltetøj eller ost?
 På under en halv time kan der være lækre boller til familien.
Perfekte til en dag hvor du måske kommer lidt tidligt hjem fra arbejde og gerne vil bage nogle hurtige søde boller til dine børn kommer hjem. Du scorer billige points på disse scones. Det kan jeg love dig!
Søde kageagtige herligheder som ungerne med sikkerhed vil kunne lide. JEG kan bare godt lide, altså engang imellem, at der ikke skal beregnes hævetid, at der ikke skal æltes, men at der til gengæld er hurtig gevinst med minimal indsats 🙂
Spis bollerne straks. Da der ikke er gær i, er de bedst på selve dagen. Fryses de ned har de en tendens til at blive tørre. Hvis du alligevel fryser nogen, så tø dem op i mikrobølgeovnen. Så bliver de allerbedst.
Klart! Det er gennemtænkt og besluttet. Det bliver en abrikos-variant jeg vil prøve næste gang 😉
Mere inspiration

2 Kommentarer

  1. annakaltoft@yahoo.dk 13. april 2014 af 14:20- Svar

    Lækre lækre! Hæver super godt, skønt 🙂 Vil selv næste gang putte lidt mere sukker i, hvis de altså bare skal spises uden noget med chokolade i! Jeg kom også to æg i og så lidt mere mel..

    • Gitte Hansen 14. april 2014 af 12:19- Svar

      Hej Anna
      Lyder lækkert og god idé at tilsætte sukker, hvis der ikke skal andet sødt i. Plejer du at putte æg i scones, eller var det et pludseligt indfald? Det lyder da som en meget god idé. Kan forestille mig at dine scones blev endnu mere bløde og svampede.
      Dejligt og tak fordi du delte det tip
      Mange hilsner
      Gitte

Læg en kommentar