Mandelbiscotti med chokolade, appelsin og marcipan. Fedtfattige

Kender du dem, de knasende sprøde mandelkager?

Tørre, stenhårde, tandknækkende italienske småkager der skal dyppes i kaffen.

Biscotti hedder de og biscotti betyder “bagt to gange” Det er disse kager nemlig. Først bliver kagerne bagt i stænger, så bliver de skåret ud, og så bliver de bagt gang nummer to.

Jeg har eksperimenteret mig lidt frem til en variant med marcipan, mandelmel og chokolade…..og det er en GOD variant! 🙂

Prøv at se. Jeg bagte biscotti i efterårsferien og se nu. Biscotti-glasset er snart tomt! Det du’r da ikke. Vi er vist snart nødt til at bage en ny portion. Vi er flere i familien der tit sniger en hånd ned i glasset når vi lige kommer forbi. Glasset står et meget synligt sted. Det burde måske ikke? 😉

Her kommer  min opskrift på mandelbiscotti med chokolade og marcipan : 

100 gram mandelmel

4 dl hvedemel eller sigtemel

2 æg

1 tsk bagepulver

2 tsk. vanillesukker

2 dl. sukker (evt. 1 dl. “snydesukker” – Hermesetas).

100 gram marcipan

100 gram grofthakkede mandler

100 gram grofthakket chokolade.

Saften og revet skal fra 1 appelsin (eller saft fra 2 mandariner).

Fremgangsmåde : 

Mandler, marcipan og chokolade hakkes og blandes. Appelsinsaft og skal røres i. De tørre ingredienser tilsættes og dejen samles med æg. Dejen røres gerne i køkkenmaskine. Det bliver en hård tung klump der kan være svær at røre pr. håndkraft. Dejen udrulles i lange stænger som lægges på bagepapir og bages 20 minutter v. 175 grader varmluft (eller til de føles lidt hårde).

2. gang skal de sættes i ovnen igen, men nu skal varmen slukkes, men varmeblæseren køre. Nu skal kagerne tørre i et par timer. Spred dem godt ud på bagepladen, så de kan tørre godt på alle sider.

 

Mandler, marcipan og chokolade hakkes.

 

Dejen trilles til lange pølser.

Sådan ser stængerne ud når de er bagt første gang. Nu skal de skæres ud i 2 cm. tykke skiver.

Sådan ser kagerne ud når de er bagt 2. gang og tørret. De er fordelt godt ud på bagepladen så de har kunnet tørre fint på alle sider.  Bemærk hvor fint det ser ud med de grofthakkede mandler.

Men som sagt.

Nu  er glasset ved at være tomt.

Der må vist snart nogle nye til. Hvad skal jeg mon finde på at stoppe i næste gang? Jeg har prøvet tranebær og chokolade, har prøvet at tilsætte kakao i dejen (øj de bliver også gode), måske abrikos og kardemomme?

Har du en god ide?

Har du ikke prøvet at bage biscotti selv, så kast dig endelig ud i projektet. Du har sikkert bemærket, at der INGEN FEDT er i! Jubii! At de er så hårde gør også at man ikke lige kaster 20 kager ind på en gang.

Sukker- og fedtfattigt bagværk med lækker sprød mandel-marcipan-smag. Ja tak!  🙂

Mere inspiration

2 tanker om "Mandelbiscotti med chokolade, appelsin og marcipan. Fedtfattige"

  1. Hej Gitte.
    Hi hi – bare en lille hilsen fra en yderst stædig biscotti-bager 🙂 Jeg har nu bagt otte omgange biscotti og jeg er meget glad for at jeg er blevet ved. Det er en fantastisk lille kage.
    Mine kollegaer er nok dem der er gladest for min stædighed og jeg har pralet med din blog og har fortalt at det er dine opskrifter (nå ja, og Meyers). For et øjeblik siden, sendte jeg min polske og min lettiske kollega linket til disse biscotti og de vil nu forsøge sig med din opskrift (og sikkert også mange andre af dine opskrifter – jeg har jo prøvet mange forskellige…), så du skal ikke undre dig, hvis du pludselig ser, at din blog bliver læst fra Letland og Polen 🙂
    Tak for dine input – jeg nyder dem meget.

    1. Hej Maja

      Jaaah, jubiii, du dygtige biscotti-haj! Du er supersej og jeg er imponeret over din ihærdighed. Dejligt for dine kolleger at du har brugt så mange chancer og at du nu selv er rigtigt godt tilfreds. Jeg er superglad for høre din positive feedback og elsker jo også at du er vild med bloggen og anbefaler den vidt og bredt. Du er en supergod ambassadør. Thumbs up og god fornøjelse i dit køkken fortsat 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *