Millionbøf med svinekød, soya og flødeost

Millionbøf med svinekød, soya og flødeost

Millionbøf med svinekød, soya og flødeostI dag skal du høre om en nem hverdagsret, som smager rigtigt lækkert. Millionbøf lavet af svinekød og med fyld af løg, hvidløg, soya og flødeost.

Retten er et fint alternativ til den traditionelle millionbøf og soya og den krydrede flødeost giver en rigtig god smag til retten. Du kan sagtens bruge hakket kyllinge- eller kalkunkød og hakket oksekød selvfølgelig også.

Retten er en oplagt menu for de travle, for den kan laves på under ½ time. Der bliver mad til to dage og det sætter vi virkelig pris på her i vores familie. SÅ skønt med nem mad på dag 2.

Har du børn i huset, er jeg sikker på, at de vil elske retten særligt højt. Sniger du lidt pølsestykker i, vil den blive et endnu større hit. Servér gerne pasta til. Du kan sagtens snitte grøntager og putte i, gulerødder, squash, peberfrugt eller gulerod måske?

Du får opskriften lige her. Supplér gerne med ingredienser efter eget valg.  🙂

Millionbøf med svinekød, soya og flødeost

Forberedelse: 

Tilberedelse: 

Tidsforbrug ialt: 

Portioner: 8 pers.

Millionbøf med svinekød, soya og flødeost
Det skal du bruge:
  • 1 kg hakket svinekød (eller okse-kylling- eller kalkunkød)
  • 3 løg i tern
  • 5 fed friskpressede hvidløg
  • 1 bakke champignon ell. 2 glas
  • 5-6 koncentret fond ell. 3 svinebouillonterninger
  • 5-6 spsk. soyasauce
  • 1 pakke krydret flødeost f.eks. Pikant ell. Philadelphia (kan udelades)
  • 1 liter kogende vand
  • Salt/peber
  • 2½ dl fløde (evt. Milda - kan udelades)
  • Jævning
  • Smør til stegning
  • Lidt kulør
  • Evt. Tyttebær
  • Tilbehør: Spaghetti ell. kartoffelmos
Sådan gør du:
  1. Svits champignon i lidt smør og tilsæt herefter løg, hvidløg og evt, bouillonterninger. Farsen skal nu tilsættes og steges med, til det har skiftet farve
  2. Tilsæt soyasauce, salt, peber og kogende vand og lad retten simre under låg et kvarters tid - gerne lidt længere.
  3. Tilsæt evt. pølser skåret i skiver ell.cocktailpølser
  4. Tilsæt fløde og flødeost
  5. Lad retten koge lidt op.
  6. Tilsæt jævning og kulør og smag retten til med ekstra salt/peber/soya og evt. lidt tyttebærsyltetøj. Ketchup er også godt at smage til med
  7. Servér med spaghetti ell. kartoffelmos til

Det er virkelig én af de allernemmeste retter du kan lave i dit køkken – klart hurtigere end at vente på pizzamanden. Jeg har ikke brugt grøntsager i denne ret, og hvis du udelader, så servér gerne andet grønt tilbehør i en eller anden form; gnavegrønt, kogt broccoli, smørristede majs eller tomatsalat?

Retten kan laves på ½ time og kan snildt overskues selv på en sen, travl hverdag. Du bestemmer jo helt selv hvilken type hakket kød du vil bruge i retten – jeg kan godt lide retter med svine- og kyllingefars. Bruger du hakket oksekød, bliver det jo til klassisk millionbøf, men det er nu da heller ikke så ringe? 😉

Og hov! du skulle da næsten også prøve denne kødsauce med kylling- og pestosauce en dag?. Uhm! 🙂

Flødeosten brugte jeg fordi jeg lige havde den på lager, du behøver den strengt taget slet ikke, men den giver en rigtig fin, rund og mild “flødeafrunding” til saucen. Krydderierne i flødeosten er også gode for saucen.

Jeg køber tit en stor stak flødeoste, når de er på tilbud til 10 kr. De bliver brugt som “sandwichspread” i frokostbollerne , som topping på pizza, eller i supper.  Jeg køber ikke bestemte mærker, men går bare efter de gode tilbud. Denne gang var det Pikant der var på bud og light køber jeg også gerne. Jeg er såmænd slet ikke så vanskelig 😉

Flødeoste-tilbuds-tippet er nu hermed givet videre til dig. Voila – så er der endnu en nem hverdagsservering klar til dig.

Gem opskriften til en dag du har travlt, eller lav den en dag du er særligt kvast, men alligevel gerne vil lave hjemmelavet mad.

Stor madkunst er det ikke, men en enkel, billig, nem og overskuelig hverdagsret. Forhåbentlig kan du alligevel finde lidt inspiration? Millionbøf med svinekød, soya og flødeostHverdagene suser afsted her og retterne er i den særligt lette liga. Det går forrygende og over stok og sten og pludselig er en måned af livet væk igen, men alt vel her hos mig. Jeg har drøntravlt i mit job på biblioteket og har i dag f.eks. lige undervist 150 HHX-elever i informationssøgning.

Det var en mega-god dag og jeg elsker bare samværet med de unge mennesker. Jeg nyder at mærke deres begejstring og deres videbegærlighed. Næh nej, tro endelig ikke at bogen er død og at de studerende i dag kun søger alle svar på Google. De bruger også biblioteket – de skal blot lige hjælpes lidt til at huske på at det også er en mulighed, og når først den boglige verden åbenbares…..oh hvilken fryd..Kan en bibliotekar mon sige andet? 😉

Skønt at se tilbage på en dag med kul på, engagement, ildhu og godt teamwork. Fedt!

Jeg vil ile til køjs med en god bog. Håber alt vel hos dig også 🙂

Mere inspiration

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *