Mols Bjerge og Sletterhage Fyr – sol, hav, natur og panoramaview

2016-07-13 12.38.14Solen skinnede i dag. Hvor vildt! Hvor exceptionelt! Det er som om vi næsten havde vænnet os til regnens tungsindighed? Nå men da solens stråler piblede frem i dag, var vi ikke i tvivl. Der skulle ikke males indenfor i sommerhuset. Basta. Vi skulle på tur skulle vi. Alle sammen. Med madpakker og thermokaffe.

Sommerhuslivet er skønt, men det er alligevel lidt som om det ikke helt er ferie, for vi går jo og sysler med at ordne diverse hele tiden. Man er nødt til at komme væk engang imellem. Helt væk, for at lave noget sammen og rigtigt holde fri. Det er gået op for os.

I dag blev taskerne fyldt med frokostboller. Vi bagte rigeligt af de koldthævede morgenboller – genialt, at der så er til turbrød bagefter, hvis nu man skulle finde på at tage på tur. 2016-07-13 12.48.13

Turen gik til Mols Bjerge og Sletterhage Fyr. Frokosten spiste vi på Mols’ sydligste spids – Sletterhage. Vejret var klart, og hvilken panoramaudsigt! I klart vejr, kan man se Sjælland og vi kunne vinke til feriegæsterne på Samsø og Tunø.

Det var vidunderligt at sidde der på spidsen, i solskin og med de tottede skyer flyvende omkring os på himlen. Så skønt, at solen skinnede i dag. Taknemmelige hilsner til vejrguderne fra os og alle de andre sommerferiegæster der var på tur i dag

Fra Sletterhage Fyr kan man gå langs stranden til Tyskertårnet – et tysk radartårn der blev brugt under krigen. Fra tårnet er der – om muligt – en endnu bedre udsigt. Man forstår godt, at tårnet blev placeret der som udsigtspunkt dér. Der er fuldt udsyn til alle verdenshjørner. Næsten.2016-07-13 13.41.11

Er du stensamler, vil du opleve, at man på strandturen hen til Tyskertårnet, vil kunne samle de flotteste sten. Jeg fylder altid  mine lommer, men alligevel måtte jeg tage hænderne til brug. Det er sjældent at man finder så smukke afrundede sten på de danske strande og jeg er efterhånden en ret erfaren stensamler.2016-07-13 14.15.13Vi fandt flere håndfulde flotte naturslebne sten i de fineste rosa farver. Nu har vi sten nok til alle vindueskarme og havekrukker. Skønt, til vinter, at kigge på alle de indsamlede sten og tænke tilbage på de dejligste sommerdage 🙂

2016-07-13 15.36.56

Sletterhage Fyr

Himlen var vidunderlig smuk i dag. Åh suk. En skøn dansk sommerdag – så er det som om man næsten glemmer de 30 elendige dage der er gået forud?

Det er en pæn stigning til Tyskertårnet men sikke smukke stier man kan betræde. Eventyrligt tæt, grønt og smukt.

Dagens is spiste vi også ved fyret inden vi drog videre. Årets første lakridsis – og uhm hvor den smagte! Is-frekvensen er for opadgående. Skønt! Lad det endelig gerne fortsætte. Elsker is og hvorfor spiser jeg mon ikke flere, når nu de smager så skønt?! 🙂

Jeg vil gå all-in på is denne sommerferie – og alt tyder på jeg foreløbigt kan holde løftet 🙂 (læs: Tabte 3 kilo efter tandoperationen – som forudsagt: Dem får jeg hurtigt indhentet) 😉2016-07-13 15.27.51Vi forlod Mols’ sydspids og begav os ind i Nationalpark Mols – et 180 km2 stort og fredet område, der er vildt fascinerende og fantastisk at bevæge sig rundt i. En gave til dig, der ligger lige for dine fødder. Storslået natur hvor end du vender dit øje, og ingen huse eller anden civilisation. Så sjældent i Danmark, at møde områder der er henlagt som ren natur uden beboelse, asfalt eller byggeri. Tak for gaven. Jeg er så taknemmelig <32016-07-13 16.43.29

Er du fugleinteresseret, er området et eldorado. Er du blomsterinteresseret ligeså. Er du bare fan af storslåede panoramaudsigter og flotte vandreture, vil Mols Bjerge være et godt sted for dig.

Det er et sjældent bakket landskab – efter istidens hærgen – og jeg tænker at “Hist hvor vejen slår en bugt” kunne være skrevet med tanke på Mols Bjerge. Du får gode benmuskler af at vandre her og får også virkelig en fornemmelse af, at der er højt til loftet. Al denne herlighed – helt gratis. Til dig. Til os.

Der er flere afmærkede vandreruter – både lange og korte og du er en sej banan, hvis du henlægger din løberute her. Bare lige et tip til dig 😉

Vi var på udsigtspunktet Agri Bavnehøj – det højeste udsigtspunkt i Mols Bjerge. Wow. På toppen kan man se langt – helt til Sjælland faktisk. Vi kunne skimte Kattegat bag Ebeltoft. Helt oppefra fornemmer man tydeligt, at Ebeltoft bare ligger på en smal tange.
2016-07-13 17.00.56Jeg kan slet ikke gengive højderne her. Men altså – wow! 
2016-07-13 17.04.42

Den lille Kallehund var også med på tur. Den halser afsted, og piber uroligt, hvis flokken bliver for spredt. Den er glad og tryg når vi alle er samlet og den er allergladest, når den er forrest i flokken. En skøn og glad hund, der elsker at snakke med alle den møder på sin vej 🙂2016-07-13 13.43.30

Vi kørte hjemad langs det smukke Helgenæs og Knebel forbi Kalø til Rønde. Suk hvor er det altså en smuk tur. Morten Korch-agtige landskaber og gårdmiljøer. Nykalkede huse, stokroser, stråtag og kornmarker der bølger gult i vinden. Oppe imod den blå himmel, var det et komplet bedårende syn. Det er lige nu Danmark er aller smukkest. <3

Ærgerligt næsten at være chauffør – for det eneste man jo har lyst til er at falde i staver og næsten tranceagtigt beundre og beglo . Åh suk – Ja det er lige før jeg gerne betaler 1 sommerdag med 10 regnvejrsdage, for dette? Ej ok og så måske alligevel ikke helt 😉

Vi var skrupsultne efter vores naturvandringer og havde ikke stor trang til at køre hjem og lave maden selv. Det er som om, at når man er på tur, så bliver man også mere sådan laissez-faire? Spontan og impulsiv? Kender du mon det?

Vi havde lyst til pizza og var så heldige at finde en lækker italiensk restaurant i Rønde. Marco Polo hed den. Wow nogle lækre pizzaer vi fik!  De serverede super tynde pizzaer eller deep-pan pizzaer og vi var alle vældigt tilfredse og propmætte da vi kørte derfra. Ummenum! 🙂

2016-07-13 18.48.23

Sikke en skøn dag. Jeg har lyst til at tjekke vejrudsigten for i morgen, men tør næsten ikke. Nu går jeg i seng med sol og sommer i mit sind og håber og tror at jeg står op til det samme i morgen. Det er som om at det først rigtigt er sommerferie når solen skinner? Ja jeg ved godt det er forkælet at sige det, men det passer altså, for mig ihvertfald. Jeg TROR på en sommedag i morgen igen 🙂

Vi har stadigvæk 1 uges ferie tilbage og jeg håber virkelig at der bliver vejr til flere strandture og til at dase på terrasserne her i sommerhuset. Vi har brugt regnvejrsdagene til at male og det har været en god prioritering, men vi trænger også til at holde fri nu. Solen hjælper én godt og meget bedre på vej til det. Humøret bliver bedre og her i familien får vi meget mere lyst til at lave ting sammen og med hinanden, når vejret er godt.

Please – en sommerdag igen imorgen, ikke? Please?

Håber også solen har skinnet på dig i dag? Håber, håber, håber! Det ville være dig så meget vel undt. Jeg tænker også du trænger til solen, lige så meget som jeg?2016-07-13 19.51.18

Dagens feriepostkort vil du kunne finde på Instagram (bagenoerden) og på bloggens Facebookside – her vil du kunne få daglige små statusopdateringer, hvis du gerne vil følge lidt med i dette og hint – få nye opskrifter, en Kallevideo i ny og næ eller høre om dagens menu? Kig forbi, hvis du har lyst 🙂

I dag rundede vi 9000 der synes godt om siden. Det er jo helt vildt overvældende mange mennesker og jeg er taknemmelig og komplet benovet. Wow! Tak til hver og én af jer der læser med og er så søde, så tit at sende hilsner til mig <32016-07-13 06.39.07

Mange sommerhilsner til dig fra en glad Gitte <3

Mere inspiration

2 Kommentarer

  1. Bente 14. juli 2016 af 23:50- Svar

    Lyder som en skøn dag. Elsker området omkring Rønde, knebel og Mols Bjerge. Kan på det varmeste anbefale, at tage et smut forbi gårdbutikken i Agri. Den sælger lækkert mel og fantastisk lækkert brød og kager. Der er mulighed for at indtage herlighederne i den gamle ombyggede stald. Mvh Bente

    • Gitte Hansen 16. juli 2016 af 20:45- Svar

      Hej Bente
      Ej hvor god en ide. Det skulle jeg da lige have vidst, men det er bestemt skrevet bag øret til næste gang. Det skal prøves. Lyder rigtigt lækkert. Tak for tippet. Mols er et rigtigt skønt sted 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

Læg en kommentar