Morhjertet i glæde og vemod – en datter på vej til at flyve fra reden

“Mor, jeg skal forresten ud og kigge på en lejlighed imorgen, har du lyst til at følge med?”

Sådan sagde min datter til mig i går og for filan da, hvor kan der fare en million-milliard tanker igennem hovedet på rekord-tid.

“Jamen har du været aktiv boligsøgende? Hvad skulle der nu være galt ved at bo hjemme?? Kan du ikke lide os mere?? Åh nej, det er ubærligt! Der bliver da så trist og stille! Hvad blev der af alt det vi havde sammen? Hvad med barndommen, er du bare klar til at slå en streg over den med et trylleslag? Hvad nu hvis din mor ikke er klar?”Alle disse tanker nåede det barnlige mor-jeg at tænke, alt imens jeg voksent svarede, nikkede, smilede og svarede : “Jo da min ven, selvfølgelig vil jeg da med ud og kigge på lejlighed sammen med dig. Hvor bliver det altså rigtigt spændende!”.

Morhjertet sank i livet. Navlestrengen blev pludselig strukket urimeligt langt. Elastikken blev afprøvet. Min datter er/var klar til springet, men er jeg?

Den ungdommelige eufori og begejstring over det nye spændende kapitel smitter – lidt –  men indeni overvældes morhjertet alligevel af dybe suk, misstemninger og vemodige klange,  om døre der lukker, om en æra der slutter, om kapitler der nærmer sig sin afslutning og om uigenkaldelige øjeblikke.

Barndommen. At holde i hånd. At tage på skødet. Højtlæsning. Børnesange. Fastelavn. Gråd. Højtider. Småpludren. Børnetegninger. Grin. Skrammer der skal pustes på. Fnis. Boller og varm kakao på tidlige eftermiddage, Pippi og Emil i TV, karbonade-livretter og frikadellefryd. Hyggelige familiemiddage og gode snakke omkring spisebordet. Lykke.Som mor så jeg morlivet passere revy, på et nanosekund. Så kort er den tid vi har børnene til låns og pludselig en dag siger de henkastet….

“Jeg skal forresten ud at se på en lejlighed”.

Galopperende splittet følelseskaos. Glæde – sorg. Fryd – frygt. Pludselig er det slut. Barndommen. Hvor blev den af? Bliver man nogensinde klar, forberedt og mentalt rustet til at skære bånd, slippe tøjler og sætte en forlænger-elastik i navlestrengen? Sige farvel?

Nej, jeg tror det ikke. I dag var jeg verdens bedste skuespiller. Morhjertet bristede – med glæde – jeg glædes og frydes virkelig over at min datter nu er nået til et punkt i livet, hvor hun er klar til at starte sit helt eget og nye kapitel – på helt egne ben. Tænk og hun har ikke engang spurgt om lov først 😉

Som mor har jeg støttet, opmuntret, bakket op når der har været brug for det – i medgang og modgang, ups-and-downs, fulgt sejre og svære kampe. Jeg tager min datter i hånden og sammen går vi nu også ud af denne sti – jeg slipper hende, vinker og ønsker hende god tur på rejsen ud på livets vej.

NÅ men på arbejdet fortalte jeg alle mine kolleger om min og min datters store begivenhedsrige dag. At vi havde set på lejlighed sammen. En fin og mega-billig lejlighed, med altan og sol hele dagen. En lejlighed til ingen penge. Perfekt for en ung, fattig studine. Selvfølgelig sagde hun ja tak. “Jeg skal beslutte mig i dag”…

sagde min datter før vi skiltes og få minutter senere tikkede sms’en ind. ….”Jeg har sagt JA til lejligheden”……

Tusind-million-milliard-sommerfugle flaksede i morens mave også. Det er stort det her. Det er sådan en dag man husker, tænkte jeg. Hvor var jeg denne dag og hvad lavede jeg. Et skelsættende øjeblik. Historisk.

Som mor rykker man op i en anden liga – når afkommet flyver fra reden. Fuglemor mister sin betydning – bare lidt? Livet kan opretholdes uden fuglemor fylder ungernes næb. Tænk det er muligt. Hvad og hvem skal fuglemor nu værne og bekymre sig om, nu reden er tom?

Jeg var vist lidt drama-queen på jobbet i dag. Alle der gad lytte, måtte lægge ører til mine vemodige klagesange. Mange kolleger har jo prøvet det selv og de så glade ud, da de fortalte, at “Det bliver så godt Gitte, I får et endnu bedre forhold til hinanden og du glæder dig bare SÅ meget til, at hun kommer hjem på besøg”.

Skønt med gode kolleger der griber én, når man famler og snubler lidt rundt på livets vej. Gode mennesker der forstår. De kunne godt fornemme at jeg havde svært ved at finde grimassen der kunne passe.  Glæde – sorg. Fryd – frygt.

 “Mor, jeg siger ja til lejligheden”……

One small step for man, a big step for mankind…… Ja en lille sms for min datter, men en kæmpe sms for mig….MODEREN.

Klump i halsen. Tårer i øjenkrogen, men glædesbobler i hjertet alligevel. Skønt at mærke begejstringen og energien, spændingen og euforien over alt det nye.

“Ja da, selvfølgelig skal du da flytte min ven, når det er dét du så gerne vil. Det bliver så godt for dig og jeg synes det var så fin en lejlighed, der passer lige til dig”..

Jeg havde svinget mig op til det helt store clean-cut. Havde sms’et med gemalen.

‘”Hun sagde ja til lejligheden” og han svarede fluks retur “PIS!!”

Han behøvede ikke skrive mere. Jeg vidste nøjagtigt hvilke tusind, million, milliard tanker der fløj og flaksede igennem hans fader-hjerte. Forældreskabet har vi til fælles og forældrefølelserne ligeså. Vi er to i samme båd. På en måde klar til at kappe tovet til skibets lille jolle, og så alligevel ikke. Hvem kaster redningskransen……til forældre, de nødlidte, skibbrudne?

Min mand kom hjem og sagde “Åh jeg har bare kørt og tænkt, at Amanda bare skulle have verdens største krammer når jeg kom hjem”. Følelsen genkendte jeg straks. Jeg var vildt opmærksom da Amanda trådte ind af døren og sagde “Hej”.

Hjertet sank og jeg sagde glad “Hej” som om det var sidste dag det var muligt for mig at sige det. Fjollet, latterligt, langt ude. Børnene har vi på lånt tid og det var som om det først gik op for mig i dag. Hvert eneste ord, hvert eneste kram, hvert eneste smil tæller, har gjort det altid, men nu tæller det pludselig endnu mere, nu timeglasset-med-hjemmeboende er på vej til at rinde ud.

Nyd øjeblikket og det gør jeg med fryd, så længe jeg kan.

“Hvorfor er I så meget oppe at køre over den lejlighed? Jeg står jo altså nr. 16 til den?!” udbrød den hjemvendte datter

Say what??

Manden viste en skjult”yes-arm” i baggrunden og drog et uhørligt lettelsens suk.

PYH – nåede jeg også lige at tænke, men så skammede jeg mig straks! “Come on MOR – sådan kan man altså ikke tænke! Du og dine moderfølelser kommer altså ikke i første række her. Fat det dog. Det er en naturlig udvikling. Det er livets gang!”.

Vi krydser fingre for og sammen med vores datter. Er hun glad og glæder hun sig, gør vi også. Vi håber hun kan udradere de 15 på listen og rykker op i førsteposition, og snupper lejligheden med en vinderplads.

De altoverskyggende moder- og faderfølelser må vi prøve at pakke ned i en flyttekasse og gemme langt væk. Den gode datter ved jo godt vi har dem. Vi snakker ikke om dem, men jeg tror alligevel at hun luner sig lidt ved tanken.

Når vi har svært ved at slippe er det jo i virkeligheden bare udtryk for stor – forældrekærlighed….Jeg tror vi er lovligt undskyldt. Jeg tror godt hun forstår os.

Vi frydes alle over at vi har så godt et forhold, at hun ikke flytter hjemmefra i desperation, fordi vi er uudholdelige.

Vi får et smertefrit brud. En lykkelig skilsmisse. Der er et liv efter, er jeg sikker på. Vi får en ny start, en tid der bliver rig på oplevelser. Forældreskabet rykker op i en anden liga.

Samværet bliver godt og intenst, som før. Forældre der kommer på besøg til middag i den 1-værelses. Far der hjælper med lamperne, mor der cykler forbi med kage til kaffen. Forældrekærligheden skal vi nok finde en vej ud. Afløb skal den nok få, den kærlighed.

Tak fordi jeg måtte få lidt luft her på vores helt særlige kanal.

Jeg tager en dyb indånding. Hun står nummer 16 på listen. Måske jeg/vi har hende på lånt tid lidt længere alligevel? Jeg nyder hvert et øjeblik og hvert et sekund. Jeg er et gammelt, sentimentalt fjollehovede.

Tak fordi du havde lyst til at læse med her. Jeg håber du kunne udholde at mit morhjerte lige bristede med blandede følelser. Jeg håber du kan bære over med mig? Skriv gerne en lille hilsen, hvis du er mor/far og har overlevet at dit yndlingsafkom er fløjet fra reden. Skriv gerne lige at der er venter en god tid efter også, ikke?

Vemodige mor-hilsner fra Gitte

P.S.: Godt vi har en lille nuttet Kalle-fyr. Mon ikke den får lidt ekstra klap, i tiden der kommer? Hov og Amanda er jo forresten enormt knyttet til Kallehunden – mon ikke hun kommer endnu oftere på besøg så? FEDT! Med Kalles hjælp har vi krammet på hende lidt endnu 😉

Mere inspiration
By |februar 28th, 2017|Bag facaden|6 Comments

6 Kommentarer

  1. Birthe Ellegaard 7. marts 2017 af 17:00- Svar

    Jeg sidder lige og dupper øjnene for tårer og fryder mig over at min ældste “kun” er 14 år. Så har jeg da mindst 4 år til at vænne mig til tanken. Jeg er ret sikker på at i bliver fortrolige, bare på en anden måde end nu

    • Gitte Hansen 7. marts 2017 af 17:19- Svar

      Hej Birthe
      Ja det er et stort spring og et rigtigt stort skifte for familien, for moderfølelsen og for livet. Ja men som du skriver, slutter livet jo heldigvis ikke. Vi bliver ved med at have tætte bånd for resten af livet – heldigvis.
      Min datter er ikke flyttet endnu og stod nummer 16 til lejligheden – vi har lige vundet lidt ekstra tid, men en stakket frist og det er jo helt som det skal være 🙂
      Nyd dine kære børn Birthe – og giv dem da lige en ekstra krammer 🙂
      Kærlig hilsen
      Gitte

  2. Laila simonsen 1. marts 2017 af 11:25- Svar

    Kære Gitte mor, jeg har to drenge på 23 og 24 som for længst er fløjet fra reden… det var lige så grænseoverskridende som du beskriver, men nu må jeg indrømme AT DET ER SÅ FEDT. Jeg glæder mig inderligt over at især yngstemanden som bor tæt på kommer hjem tit og ofte, men frem for alt nyder jeg mit nye frie liv med min søde mand som jeg nærmest har genopdaget efter at mor rollen er lagt lidt til side. Jeg har tid til alt muligt, og er ikke afhængig af specielle spisetider pga af sport og aftaler med kammerater, og kan klare mig med to maskiner vasketøj om ugen???
    Så bare for at gøre en kort historie lang, så er der håb forude, og du bliver glad for at se at din store pige kan klare sig selv og bliver voksen..

    • Gitte Hansen 1. marts 2017 af 21:11- Svar

      Hej Laila
      Tusind tak for dine kloge ord – som jeg suger til mig. Du har helt ret i, at det er en ny æra der starter. En frihedsfølelse samtidig med savnet. Jeg håber og tror virkelig at mine børn også tit kommer hjem på besøg og så skal de forkæles skal de. 🙂
      Ja jeg og manden må begynde at lave vores “anden ungdom” – gå i biffen og nøjes med en klapsammen til aftensmad. Den nye æra giver da også nye perspektiver og muligheder, det har du helt ret i.
      Dejligt du har “overlevet” dine drenges udflytning – og skøn positiv melding fra dig. Nu frygter jeg jo næsten ikke fremtiden længere 🙂
      Tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive til mig <3
      Mange hilsner
      Gitte

  3. Tina 1. marts 2017 af 08:08- Svar

    Hvor er der bare rammende. Det er netop alle de følelser som flyver gennem kroppen og hovedet, når ens barn flytter ud. Men det er faktisk slet ikke så slemt, man overlever og ens guldklump søger stadig mor (og far ?) og man mærker at de sætter mere pris på ens selskab og ikke mindst aftensmad ?

    • Gitte Hansen 1. marts 2017 af 21:13- Svar

      Hej Tina
      Tusind tak skal du have og tak for din opmuntring og opbakning – dejligt at vide at der er en positiv tid efter 🙂
      SÅ dejligt du tog dig tid til at skrive til mig – det var sødt af dig.
      God fornøjelse med dine store børn fortsat 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

Læg en kommentar