Nemme cookies med lakrids, muscovadosirup og hasselnødder

  • Cookies med lakrids, muscovadosirup og hasselnødder

Cookies med lakrids, muscovadosirup og hasselnødder

Livstegn fra Bagenørden! Alt vel her og nu trænger vi til kage, gør vi ikke? Det er alt for længe siden der er blevet serveret cookies her på bloggen, ikke? Mindst en uges tid vel og det er jo ALT for længe 🙂

Her får du en opskrift jeg graver frem fra arkivet. Jeg har jo 1000 lapper med opskrifter liggende klar. Jeg kunne faktisk godt bruge en sekretær, men jeg prøver at bevare et køligt overblik. Jeg nåede at få skrevet om juleanden før jul, så kom ikke og sig at der ikke er styr på det? 😉

DSC_8601

Jeg når ikke at udvikle meget på nye opskrifter i ugens løb. Jeg arbejder jo alt for meget. Køber alt for meget ind. Vasker alt for meget tøj. Laver alt for meget af det særligt hurtige mad. Ja mit liv er akkurat lige så almindeligt som dit, intet ekstra overskud her desværre, men i WEEKENDERNE kan jeg godt finde på at gå amok og blive halvmanisk og have gang i tusind kødgryder, bageovne og køkkenmaskiner.

De cookies du skal høre om i dag blev lavet en weekend for nylig, eller, som billederne viser, måske for en del uger siden, dengang dagslyset var insisterende og konstrasterne klare.

Åh suk. Lad os bare mindes og tænke tilbage, ikke? og så håbe at november – november – november bliver overstået i en fart! Og lad os så komme igang med de kager? 🙂

Cookies med lakrids, muscovadosirup og hasselnødder

 

Opskrift på cookies med lakrids, muscovadosirup og hasselnødder:

Du skal bruge: 

50 gram smeltet smør

2 æggeblommer

2 dl. flormelis

1 tsk. vaniljesukker

1½ dl. hvedemel

½ tsk. natron

2 tsk. lakridspulver

2 spsk. muscovadosukker

2 håndfulde grofthakkede hasselnødder

DSC_8594

 

Sådan laver du cookies med lakrids, muscovadosukker og hasselnødder (25 stk):

  • Tænd ovnen på 150 grader varmluft.
  • Smelt smør (gøres nemmest i mikrobølgeovnen)
  • Rør æggeblommer, flormelis og vaniljesukker i.
  • Tilsæt muscovadosirup
  • Bland natron i melet og tilsæt
  • Tilsæt grofthakkede hasselnødder og rør godt
  • Form små cookieskugler og sæt på en bageplade med god afstand
  • Bagetid: 6-8 minutter v. 150 grader varmluft.
  • Lad kagerne afkøle på en bagerist. De bliver knasende sprøde når de er kolde, og måske lige en anelse bløde midti.

Lækre lækre cookies, som jo minder en hel del om de cookies jeg har bagt før, men tag det bare som tegn på at det er gode cookies. Muscovadosiruppen giver en ekstra krydret sirupssmag. Lidt lakridsagtig måske?

Opskriften er supernem at gå til, og den kan varieres i det uendelige. Er du ikke vild med lakrids, så lav gerne en anden variant. Måske en lækker variant med tranebær og hvid chokolade? Min yndlings er cookies med  lakrids, ELLER tranebær ELLER Marsbar ELLER Nutella, eller hvid chokolade? Nej det er håbløst, jeg kan ikke vælge!Cookies med lakrids, muscovadosirup og hasselnødderPrøvesmag du bare dine cookies imens de endnu er lune. Du behøver ikke vente. De bliver sprøde i kanten og lidt seje i midten, lige som jeg allerbedst kan lide dem.

Måske du skulle lave en hurtig portion til weekenden? Jeg overvejer en slags havregrynssmåkager bare lavet med en pose müsli jeg fandt i køkkenskabet. Mon ikke det kan bruges? Havregrynssmåkager a la stop müslispild. Du skal nok komme til at høre nærmere om mit bageprojekt 🙂
Cookies med lakrids, muscovadosirup og hasselnødder

For dælen hvor er det godt det er weekend nu. Jeg har knoklet som en hest hele ugen med mange lange sene dage. I dag har jeg været til temadag i Herning, Jeg suser land og rige rundt for tiden til spændende projekter og kurser. Jeg underviser ude i byen og passer mine travle udlånsvagter på biblioteket. Lige nu skriver jeg også artikler til bibliotekets nye magasin – jeg elsker det, men jeg har kastet en million bolde op i luften og lurer på om jeg kan nå at gribe dem alle igen?? 🙂

Nu er det weekend – og hvor er det fedt. Skal vi ikke bare nyde den vi to? 🙂

Mere inspiration

Læg en kommentar