Nemme (næsten) sukkerfrie chokolademuffins med appelsinglasur

  • (Næsten) sukkerfrie chokolademuffins med appelsinglasur

(Næsten) sukkerfrie chokolademuffins med appelsinglasurSidste weekend gik jeg bageamok. Jeg havde en rest appelsinjuice, en rest tykmælk og en rest chokoladechunks. Igen blev der kreeret en kage efter princippet “smid intet ud, brug hvad du har”. Vi har spist MANGE kager på den konto, og vi ville måske (nej HELT SIKKERT!) have været tyndere hvis vi havde valgt anderledes, bare engang imellem.

Denne gang blev det sunde kager, helt ufrivilligt, fordi jeg simpelthen glemte at putte sukker i. Kagerne smagte SÅ lækkert, for der var jo både appelsinjuice og chokolade i, men alligevel, muffins helt uden sukker? Kan det lade sig gøre? Ja det kan det, men måske derfor de blev så flade? Så forstår jeg bedre. Flade men lækre muffins, så pyt 😉

(Næsten) sukkerfrie chokolademuffins med appelsinglasur

Det er med stor glæde at jeg nu kan viderebringe dig en lækker kageopskrift på sukkerreducerede kager. Fedt! Det er også ALT for længe siden der har været en kalorielet og sukkerreduceret kageopskrift på bloggen.

(Nej jeg kan ikke kalde dem helt sukkerfrie, for der var jo syndig appelsinglasur på toppen, men det kan du evt. erstatte af et lille drys flormelis måske?)

P.S.: Hvis du tilsætter 150 gram sukker i dine muffins får du endnu lækrere muffins, men de kan sagtens spises uden. Your choise 🙂

(Næsten) sukkerfrie chokolademuffins med appelsinglasur

I dag skal du høre om:

(Næsten) sukkerfrie chokolademuffins med chokoladestykker og appelsinglasur (12 stk.):

Du skal bruge: 

1 dl. tykmælk (eller en rest frugtyoghurt)

1 æg

1½ dl. appelsinjuice

50 gram smeltet smør

(evt. 150 gram sukker?)

250 gram mel

2½ spsk kakao, 2 tsk. espressopulver (eller et par tsk. Nescafé-pulver)

2 tsk. vanilje, 1 tsk. bagepulver + 1 tsk. natron

100 gram chokoladechunks eller grofthakket chokolade.

Glasur: 1-1½ dl. flormelis og et par spsk. appelsinjuice.

(Næsten) sukkerfrie chokolademuffins med appelsinglasur

 Sådan laver du (næsten) sukkerfrie chokolademuffins med chokoladestykker og appelsinglasur:

  • Tænd ovnen på 150 grader varmluft.
  • Smelt smørret 30-45 sekunder i mikrobølgeovnen.
  • Rør tykmælk med juice, æg og smeltet smør. Dejen kan fint røres med ske.
  • Bland de “tørre ingredienser” og rør dem i, sammen med chokoladen. Jeg brugte chokoladechunks fordi det er nemt og lækkert og fordi jeg brugte det sidste af min gavepose fra Odense Marcipan. Chunks er små chokoladestykker der nemt kan tilsættes til bagværk og de flyder ikke ud under bagningen.
  • Put muffinsdejen i siliconeforme (så undgår du de hænger fast i papiret).  Fyld formene 2/3.
  • Bag dine muffins 15-20 minutter ved 150 grader varmluft.
  • Voila. Det var da det. Nemt ikke?
  • Rør glasuren (den må ikke blive for tynd). Lad kagerne afkøle før du pynter med glasur.

På næsten ingen tid kan du trylle sådan et fad lækre muffins. Har du ikke lige tykmælk, kan du bruge al anden frugtyoughurt. Smid endelig ikke surmælksprodukter ud, heller ikke selvom de har ramt sidste holdbarhedsdato. Surmælksprodukter gør kager og al anden bagværk svampet og fugtigt. Ekstra plus i muffins.

En rest appelsinjuice er genialt at bruge i chokolademuffins, da chokolade og appelsin går rigtigt godt i spændt, især sammen med espresso-/Nescafépulver.  Appelsinglasuren på toppen var prikken over i’et. Den satte lige lidt sukkertrumf på og den friske syrlige appelsinsmag var en fin kontrast til chokoladesmagen.

(Næsten) sukkerfrie chokolademuffins med appelsinglasur

Sådan endte endnu et stopmadspilds-projekt som et kageprojekt. At det endte som et næsten sukkerfrit projekt var utilsigtet men ganske fint. Det var nemlig kageprojekt nr. 2 samme dag, så helt fint at det ene projekt endte uden knap så mange kalorier 😉

Har du lyst til at lave disse chokolademuffins, så kan du lave dem både med og uden sukker. Sukker gør noget ved kager, det ved du vist godt, men disse muffins smagte faktisk overraskende godt uden, så måske du vil prøve den kalorielette version først?

Rigtig god fornøjelse med de næsten sukkerfrie chokolademuffins 🙂
(Næsten) sukkerfrie chokolademuffins med appelsinglasur

Mere inspiration

Læg en kommentar