Nemme sunde svampede bananmuffins

DSC_7791Du tror det er løgn! Det ER faktisk muligt at lave et bjerg vildt lækre sunde svampede bananmuffins på en halv time alt. incl! Ovenikøbet ved blot at bruge ingredienser du sandsynligvis har på lager, også uden indkøb.

DSC_7776

Har du, som jeg, ofte brune bananer i overskud, så kan du snildt få brugt overskudslageret op i denne opskrift. Smid endelig ikke de brune bananer ud. Skær det alt for brune af og brug resten i kage. De brune bananer er jo de allersødeste. Fantastiske i bagværk!

Jeg brugte 4 bananer og fik 16 store bananmuffins. Jeg iler med opskriften her. Den er så nem, at du kan lade dine unger lave kagerne imens du driver den af på sofaen. Alle kan være med og dejen kan røres sammen blot med ske.

Nemme sunde svampede bananmuffins
 
Forberedelse
Tilberedelse
Tidsforbrug
 
Lækre svampede bananmuffins med chokolade
Forfatter:
Portioner: 16 stk
Det skal du bruge:
  • 4 bananer (gerne brune overmodne, smid dem endelig ikke ud).
  • 150 gram sukker
  • 1 æg
  • 2 tsk. vanillesukker
  • 75 gram smeltet smør
  • 1 dl. tykmælk/A38/yoghurt naturel
  • 250 gram hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • Grofthakket chokolade (100 gram, gerne mere)
Sådan gør du:
  1. Mos bananerne.
  2. Bland sukker og vanillesukker i bananerne
  3. Tilsæt æg, tykmælk og smeltet smør.
  4. Bland bagepulver i melet. Tilsæt sammen med grofthakket chokolade.
  5. Tænd ovnen på 150 grader varmluft
  6. Fyld muffinsforme ⅔ del op med dej.
  7. Jeg brugte mine silicone-forme, men muffinsforme af papir kan også bruges. Spray evt. med lidt sprayfedt, så undgår du at kagerne hænger i papiret. Det er ikke nødvendigt i siliconeforme
  8. Bag dine muffins ca. 15-20 minutter eller til de er gyldne og sprøde på toppen.

DSC_7783

Det bliver en fin fin dej, også selvom den blot røres med ske. I mange år har jeg pisket sukker og æg hvidt og skummende, når jeg har bagt bananmuffins. Det er slet ikke nødvendigt. Disse kager får store roser med på vejen, af alle der prøvesmager, også selvom dejen kun er rørt med ske. Alle er glade. Nemme nemme kager, som ovenikøbet smager fantastisk! 
.  DSC_7785 DSC_7786DSC_7789 Efter lidt tid kan kagerne lirkes ud af formen. Nu er det tid til fotoshoot og der er tid til smagsprøver.

Vildt lækre kager de muffins hér og de kan jo være færdige på ingen tid?! Hvad byder man uventede gæster? Gevalia OG en bananmuffin! 😉DSC_7790 Her er der lige lidt farveforvirring på billederne. Det nederste er taget i dagslys ved naturligt lys. Billedet lige ovenover er taget ved kunstigt lys. Jeg ved godt hvilken belysning jeg foretrækker,men desværre er der ikke dagslys døgnet rundt herhjemme 😉

Håber du har fået blod på tanden i bananmuffin-henseende.

Disse kager er alle anstrengelser værd. Kommer sønnike pludselig og siger at han “forresten skal have kage med til klassen i morgen” så fortvivl ej! Disse kan bages på ingen tid og endnu bedre, kagerne vil kunne bages af sønnike selv! 😉DSC_7791Rigtig god fornøjelse! 🙂

Mere inspiration

63 Kommentarer

  1. Trine Kølleskov Hansen 20. februar 2016 af 14:46 - Svar

    Hej.
    Jeg tænker om det er sundere hvis man bruger kokossukker i stedet for alm sukker?? Ell kan man erstatte sukker med ekstra sukrin gold? Og kender du evt blandings forhold? Tak for så mange lækre opskrifter. Og god weekend..
    Kh Trine

    • Trine Kølleskov Hansen 20. februar 2016 af 14:48 - Svar

      Der skulle stå evt i stedet for ekstra mht sukrin gold ?

    • Gitte Hansen 20. februar 2016 af 16:40 - Svar

      Hej Trine
      Har desværre ingen erfaringer med Sukrun Gold. Burde måske få det? Ville helt klart have godt af det. Kan derfor desværre ikke hjælpe dig med svar her. Måske nogle andre kan bidrage? Det håber jeg 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  2. Heidi 9. august 2015 af 13:25 - Svar

    Hej,

    Øh…. Kan du ikke ændre overskriften til SØDE bananmuffins og ikke SUNDE? De giver et ordentligt spark til blodsukkeret med al det hvedemel og sukker.

    Vi prøvede faktisk at gøre dem mindre farlige og mindre søde, ved ‘kun’ at komme 100 gram sukker i og udskifte 80 gram mel med havregryn. Vi kom også lidt mindre chokolade i, selvom det nok er det eneste ‘sunde’ udover bananerne.
    De blev fine at se på og konsistensen er god, men de er altså stadig for søde til os her. Så hvis der bliver en næste gang, vil vi nok nøjes med 1-2 spsk sukker.

    • Gitte Hansen 10. august 2015 af 09:57 - Svar

      Hej Heidi
      Dejligt du eksperimenterer med opskrifterne. Du har ret. Sunde er muffinsene ikke, men hvis du sammenligner med andre muffinsopskrifter, er de faktisk meget reducerede på sukker og fedt. Heldigvis er I læsere jo altid meget velkomne til at reducere yderligere, godt du afprøver sundere alternativer, hvis det er det din familie har lyst til/brug for.
      God fornøjelse i køkkenet fortsat 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  3. Pia 4. marts 2015 af 16:40 - Svar

    Har lige bagt dine muffins. Vildt lækre. Har også bagt dem sukkerfrie hvor jeg brugte perfekt fit fra isis med sukkerfri ckocolade. Minus vaniljesukker. Ligeså skønne. Har en sukkersyg svigerdatter. Jeg skal give dem ca. 20 min på 180 grader varmluft.

    • Gitte Hansen 4. marts 2015 af 20:49 - Svar

      Fantastisk at høre – det glæder mig meget at høre og tusind tak for dit gode sukkerfrie tip som nu kan komme mange andre til gode. TAK og god fornøjelse med muffins’ene.
      Velbekomme 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  4. Heidi Løwe 20. februar 2015 af 21:54 - Svar

    Hej Gitte.
    Har lige lavet de skønne muffins. Puttede hvid chokolade, hvid Toblerone og hakkede mandler i. Nøj, de er gode. Gav dem god lige lidt længere i ovnen på lidt højere temperatur. Lækre muffins for en ganske lille arbejdsindsats. I like! Tak for det

    • Gitte Hansen 20. februar 2015 af 22:21 - Svar

      Hej Heidi
      Lyder da helt fantastisk og super lækre ting at putte i de muffins. Jeg har Marsbar og mandler på lager, nu overvejer jeg da helt at lave en chokolade-muffins-variant også? Supergod ide, tusind tak for det tip 🙂
      Tak for din feedback – og dejligt du har fundet vejen forbi bloggen
      Mange hilsner
      Gitte

  5. Mette 16. februar 2015 af 22:36 - Svar

    Jeg havde kun 70% chilichokolade i huset. DET SMAGER FANTASTISK sammen med den søde banansmag! Og så kom jeg ved en fejl til at smække natron i istedet for bagepulver – det blev de meget flotte af – og de sank ikke sammen 🙂
    Havde også kun to bananer, men det gjorde intet – det var stadig skønt …

    • Gitte Hansen 17. februar 2015 af 22:28 - Svar

      Hej Mette
      Hvor er du bare supergodt og så kreativ. Dejligt du bare kaster dig ud i opskrifter og bruger de forhåndenværende ressourcer. God fidus med natron også, det bruger jeg mest til småkager, men så fin ide at prøve det af til muffins også. Jeg vil huske dit tip – tusind tak og tak for din søde hilsen
      Mange hilsner
      Gitte

  6. Kathrine 9. februar 2015 af 21:03 - Svar

    Så er dine bananmuffins i ovnen. Nøj, hvor jeg glæder mig til at smage dem. Har brugt kærnemælk i stedet for A38, da jeg ikke havde andet og har forsøgt mig med både lidt natron, bagepulver og salt. Er virkelig spændt på resultatet. Tak for en god blog og god inspiration

    • Gitte Hansen 9. februar 2015 af 21:15 - Svar

      Hej Kathrine
      Tusind tak for din hilsen – jeg er sikker på at dine bananmuffins nok skal blive vellykkede, kærnemælk fungerer mindst lige så godt som A38 – supergod tilgang du har, at du bare bruger det du har. Dejligt du skrev en sød hilsen til mig, den blev jeg rigtigt glad for. 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  7. Lise 15. januar 2015 af 19:29 - Svar

    Hej
    Det ser ud til at være nogle lækre muffins, og jeg vil rigtig gerne prøve at bage dem!

    Men jeg bliver lidt forvirret af, at du gennemgår opskriften med alle ingredienserne, også bagefter når dejen er lavet skriver:”I mange år har jeg pisket sukker og æg hvidt og skummende, når jeg har bagt bananmuffins.” Er dette noget der skal gøres, eller er det bare ment som et tips til hvordan man også kan gøre?

    Mit spørgsmål virker muligvis dumt, men jeg er ikke så vant til at bage. 🙂

    • Gitte Hansen 16. januar 2015 af 21:37 - Svar

      Hej Lise
      Tak for dit spørgsmål, jeg kan godt forstå du kom i tvivl.
      I denne opskrift prøver jeg bare at røre dejen med en ske og det gik fint. Normalt plejer man at skulle piske æg med sukker, men jeg prøver en anden fremgangsmåde i denne opskrift med godt resultat. Det gør bare muffins’ene endnu nemmere, så kast du dig roligt ud i dem 🙂
      Rigtig god weekend til dig 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

    • Hanne 4. juni 2016 af 17:47 - Svar

      Hej.

      Jeg er overbevist om at man bare skal rører det sammen, men jeg er også diabetiker så jeg har brugt Stevie i stedet for sukker 15 gram til 1.5 potion og brugt 70 % chokolade som diabetes foreningen anbefaler da sukkerfri chokolade er mere giftigt.

      Håber det er noget andre kan bruge

      Venligst Hanne

      • Gitte Hansen 4. juni 2016 af 21:39 - Svar

        Hej Hanne
        Tusind tak for dine tips til diabetiker-venlige muffins. Dine råd sætter jeg – og mange andre – stor pris på <3
        Mange hilsner
        Gitte

  8. Gitte Hansen 1. januar 2015 af 15:39 - Svar

    Ja de to opskrifter ligner hinanden. Gik det an for dig kun at bruge havregryn?, spændende!
    God fornøjelse i køkkenet fortsat 🙂
    Mange hilsner
    Gitte

  9. Tove Pedersen 31. december 2014 af 09:58 - Svar

    Hej Gitte
    Får da helt lyst til at bage banan muffins igen, det må blive næste gang jeg har overmodne bananer 🙂 Der er skrevet flere gode tip om at fryse bananer – hvis jeg har mange og ikke lige skal bage moser jeg dem og fryser mosen, skriver på posen hvor mange bananer der – så er det nemt lige at tø mosen op og bruge i kagedejen 🙂 om sommeren fryser jeg halve bananer – så har jeg en lækker is – spises direkte fra fryseren – uhm det smager godt.
    Rigtig godt nytår Gitte til dig og din familie – tak for al din inspiration, jeg anbefaler også din side til mange – min datter er også blevet en trofast besøgende og har lavet flere af dine retter. Rigtig god bedring med din skulder 🙂 K.h. fra Tove P.

    • Gitte Hansen 1. januar 2015 af 15:26 - Svar

      Hej Tove
      Tusind tak for din søde hilsen som jeg blev rigtig glad for. Det glæder mig at du og din datter bruger bloggen så flittigt. Skønt-Tak
      Gode fifs med bananerne, jeg vil huske på at fryse dem.
      Godt nytår til dig. Det går langsomt fremad med skulderen, tak:-)
      Nytårshilsner
      Gitte

  10. Pia Larsen 30. december 2014 af 13:09 - Svar

    Hej Gitte.
    Jeg er storbruger af din blog. Dejligt med inspiration til mad og bagværk. Tak for det. Opskrifterne er en succes for hele familien. Anbefaler tit “nogetiovnen” til andre. Har lige bagt bananmuffins af 3 gamle bananer, en rest af frosne hindbær og lidt kokos. De er blevet goe’. Godt nytår

    • Gitte Hansen 30. december 2014 af 13:17 - Svar

      Hej Pia
      Hvor det glæder mig at høre. Tak for din søde besked.Det lyder som om du også selv er rigtig god til at improvisere og det er jo bare rigtigt herligt at du kan berige bloggens opskrifter og sætte dit eget præg. Tak fordi du anbefaler bloggen til andre, så forstår jeg da bedre at besøgstallene boomer 😉
      Tak
      Nytårshilsner fra
      Gitte

  11. Christence Andersen 13. august 2014 af 14:12 - Svar

    De blev rigtig lækre. Jeg brugte kun 3 bananer (havde ikke lige flere) og dejen var måske en anelse tykkere end med 4 bananer og måske defor blev mine muffins rigtig flotte og høje (lykkes ellers aldrig for mig). Jeg bagte i metalform med papir og fik 14 stk

    • Gitte Hansen 13. august 2014 af 20:02 - Svar

      Hej Christence

      Tak for din mail og din feedback. Det lyder da bare som om du fik nogle rigtigt flotte muffins, med kun 3 bananer. Godt du tænkte kreativt og fik nogle flotte kager ud af det. Uhm sender du ikke lige en muffin i min retning? 😉
      God fornøjelse i dit køkken fortsat
      Mange hilsner
      Gitte

  12. Tanja Lyder 10. august 2014 af 14:43 - Svar

    Desværre var mine silikoneforme i fryseren med is, og de ellers kraftige papirforme ligger ned og det er en skærekage…. Men smagen er fantastisk….
    Så næste gang ( og der bliver en næste gang) bliver det i silikoneforme…

    • Gitte Hansen 10. august 2014 af 15:40 - Svar

      Hej Tanja
      Det lyder da ikke. Øh de kraftige papirforme ligger ned? Betyder det at dejen flød ud? Har du prøvet at sætte to muffinsforme oveni hinanden, det forstærker?
      Ja de er superlækre. Muffinsene kan også bages i alm. bageform
      P.S.: Jeg foretrækker også siliconeforme, så undgår man også at dejen hænger i. Øv at skulle pille kage af papirsforme!
      God fornøjelse med bananmuffinsene næste gang 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  13. Anette 27. juli 2014 af 07:04 - Svar

    Hej:-)
    Det lyder som en opskrift lige til mig. Men vil bare lige spørge om kan fryses?

    • Gitte Hansen 27. juli 2014 af 10:02 - Svar

      Hej Anette
      Dejligt du synes om opskriften. Jo bananmuffinsene kan fint fryses. Du kan evt. lune dem i ovn 5 minutter efter optøning, så bliver de sprøde på toppen igen 🙂
      Rigtig god fornøjelse med kagebageriet 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  14. Bente Østergaard 25. juli 2014 af 12:34 - Svar

    Jamen halløj Gitte. Hvor hyggeligt at jeg skulle støde på dig, når jeg leder efter banan-muffins. Tak for opskriften, som mine piger kunne følge uden problemer. Efter de var blevet bagt, blev de pyntet til ukendelighed med farvet glasur og krymmel… Ja, sådan kan det gå, når pigerne overtager køkkenet. Mange hilsner fra din kollega i Tarm for mange år siden – Bente 🙂

    • Gitte Hansen 25. juli 2014 af 21:36 - Svar

      Hejsa Bente
      Ej hvor sjovt Bente – verden er jo pludselig lille så. Skægt! Det er jo rigtigt mange år siden efterhånden. Dejligt at du har fundet vejen forbi bloggen og at dine piger kunne finde ud af opskriften uden problemer. Godt at de fik pyntet kagerne efter alle kunstens regler også.
      Håber du har det godt og at du har haft en rigtig god sommer 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  15. Janni 23. juli 2014 af 12:53 - Svar

    Mange tak for svar Gitte 🙂 glæder mig til at smage dem 🙂
    God sommer 🙂

    • Gitte Hansen 23. juli 2014 af 22:55 - Svar

      Hej Janni
      Det er nogle rigtigt gode muffins og jeg håber at du og dine gæster bliver tilfredse. God fødselsdag til dig 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  16. Janni 23. juli 2014 af 10:15 - Svar

    Mums, de skal laves til min fødselsdag i weekenden. Kan man bruge skyr i stedet for a38 mm?

    • Gitte Hansen 23. juli 2014 af 11:54 - Svar

      Hej Janni
      Du kan sagtens bruge skyr. Alle surmælksprodukter vil kunne bruges. Rigtig god fornøjelse med dine fødselsdagsmuffins og tillykke med fødselsdagen på forhånd 🙂
      God sommer
      Mange hilsner
      Gitte
      P.S.: Det bliver nogle rigtigt lækre bananmuffins og brug gerne helt brune bananer der trænger til at blive brugt

  17. Rikke 4. juni 2014 af 21:54 - Svar

    Tak for en god opskrift på lækre muffins.

    Er man glutenintolerant eller bare har lyst til noget andet end det normale hvedemel kan det godt erstattes af fintblendet havregryn.
    I stedet for yoghurt brugte jeg mandelmælk og i stedet for smør solsikkeolie. De blev super gode! 🙂

    • Gitte Hansen 4. juni 2014 af 22:55 - Svar

      Hej Rikke
      Fantastisk gode ide, det lyder bare godt at du har fundet på en opskrift så man også kan være med hvis man er gultenintolerant. God ide at finblende havregryn, det har jeg aldrig tænkt på? Hævede de som de skulle? Så fint og så dejligt du forholder dig kreativt til mine opskrifter 🙂
      Fortsat god fornøjelse med bloggen og i køkkenet fortsat 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  18. Mia Sckaletz 16. april 2014 af 08:42 - Svar

    Mums hvor smager de muffins godt. Det samme gælder de koldthævede havregrynsboller. Glæder mig til at prøve flere af din lækre opskrifter. Har meget glad lille familie nu 😉 Vh Mia

    • Gitte Hansen 17. april 2014 af 21:23 - Svar

      Hej Mia
      Det glæder mig rigtigt meget at du og din lille familie synes om muffinsene og også de koldthævede boller. Det er superdejligt du tog dig tid til at skrive den dejlige feedback til mig.
      God fornøjelse med opskrifterne fortsat og pøj pøj i køkkenet 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  19. Thrine 22. marts 2014 af 08:12 - Svar

    Jeg erstattede 50 gram af melet med havregryn – prøv det prøv det! 🙂
    -Og hold da op nogle lækre muffins iøvrigt, MUMS 🙂

    • Gitte Hansen 22. marts 2014 af 08:45 - Svar

      Hej Thrine
      God ide! Den vil jeg da prøve at huske næste gang. Tak for det tip
      Dejligt du synes om opskriften og dejligt med feedback fra dig 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  20. Charlotte 24. februar 2014 af 17:58 - Svar

    Det smagte skønt!! Bragte stor glæde herhjemme 🙂 Ikke sidste gang de er blevet bagt, tak!

    • Gitte Hansen 24. februar 2014 af 20:33 - Svar

      Supergodt at høre Charlotte. Det glæder mig meget at høre og også dejligt, at de jo faktisk er ret sunde. Jeg er sikker på man bliver tyndere af at spise dem! 😉
      Mange tak for din feedback.
      Mange hilsner
      Gitte

  21. Charlotte 21. februar 2014 af 17:48 - Svar

    Hej Gitte.

    Er faldet over din opskrift og de skal helt sikkert bages, til aftenens X factor 😉
    Vil dog li komme med et tip til bananer, hvis nu man ik liiii ka nå at bage – Frys dem ned i skiver. Så er der til en lækker “is” en anden dag.
    De skal blot blendes til en lækker cremet masse, tilsat den ønskede smag – Chokolade, lakrids, bær osv. 🙂

    God weekend herfra en, der heller ik er til madspild 😉

    • Gitte Hansen 21. februar 2014 af 23:17 - Svar

      Hej Charlotte

      Jeg håber de lækre muffins smagte dig? Uhm. Ja det er SÅ godt med bananer man kan bruge til alt muligt lækkert, de må for guds skyld ikke smides ud, heller ikke de overbrune.
      Godt tip med banan-isen. Den vil jeg da prøve. Lyder som en rigtig sund kalorielet “is”
      God weekend til dig også 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  22. Ann 20. januar 2014 af 10:15 - Svar

    Når man bruger surmælksprodukter, skal man bruge natron som hævemiddel,
    Hilsen Ann

    • Gitte Hansen 20. januar 2014 af 20:45 - Svar

      Hej Ann
      Tak for din hilsen, med et godt bagefif. Det vidste jeg slet ikke? Det må afprøves næste gang
      Mange hilsner
      Gitte

  23. pernille knudsen 18. januar 2014 af 06:07 - Svar

    Glæder mig til at bage dine muffins lige om lidt( håber de er gode for ska ha dem med til venindebrunch i formiddag)… et andet tip til overmodne bananer er at skære dem i mindre stykker og i fryseren…. så har du altid noget koldt til smoothies…

    • Gitte Hansen 18. januar 2014 af 18:13 - Svar

      Hej Pernille
      Jeg er sikker på at dine muffins bliver supergode. Det lyder hyggeligt med venindebrunch 🙂
      De er rigtigt nemme at bage, håber du bliver tilfreds med dem.
      Ha en hyggelig formiddag i morgen
      Mange hilser
      Gitte

  24. Laika 12. januar 2014 af 01:47 - Svar

    Super dejligt at jeg fandt denne opskrift. Jeg har nemlig 4 overmodne bananer som jeg var ved at smide ud. Men nej… nu skal de bruges til dine bananmuffins som jeg vil bage.. øh idag. Opdagede lige hvad klokken var.

    • Gitte Hansen 12. januar 2014 af 21:40 - Svar

      Hej Laika
      Ja puha -klokken bliver nemt alt for mange en lørdag aften. Håber du havde energi nok til at bage da du stod op?

      Det bliver nogle lækre muffins og her i huset smider vi aldrig bananer ud, heller ikke de overmodne. Lidt dumt at man altid køber 10 af gangen? Vane tror jeg. Man ved jo at man ikke kan nå at få spist de sidste 4 inden de bliver brune… 😉
      Dejligt med en hilsen fra dig og dejligt du fandt inspiration på bloggen
      Mange hilsner
      Gitte

  25. Ulla 4. januar 2014 af 20:16 - Svar

    Hej Gitte.
    De er bare gode. Bagte dem her i eftermiddags.
    VH
    Ulla

    • Gitte Hansen 4. januar 2014 af 22:12 - Svar

      Hej Ulla
      Det lyder bare rigtigt godt. Dejligt du synes om de svampede muffins. Nemme muffins synes du ikke? Hov forresten, jeg har jo bananer i mit køleskab der skal bruges…Uha nu gav du mig jo gode ideer 🙂
      Tak for din hilsen. 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  26. Louise 18. oktober 2013 af 11:16 - Svar

    Hov, havde overset, at der allerede var bagepulver i. Kan man tilsætte lidt mere bagepulver? De ser lidt flade ud…

    • Gitte Hansen 18. oktober 2013 af 11:51 - Svar

      Det kan du da godt prøve. Jeg synes tit at frugtmuffins “daler” en smule efter bagningen, da bananen er tung. Skriv gerne lige om det lykkes dig at få dem til at blive høje og ranke med både bagepulver og natron
      God fornøjelse 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  27. Louise 18. oktober 2013 af 11:09 - Svar

    Hej Gitte, ved ud om man kan tilsætte lidt bagepulver eller natron, så de hæver lidt mere? Mvh Louise

  28. Bonnie 9. oktober 2013 af 10:48 - Svar

    Sukker…smør…mel…chokolade…. Sunde er de i hvert fald ikke 🙂 Men sikkert lækkert velsmagende!

    • Gitte Hansen 9. oktober 2013 af 18:43 - Svar

      Hej ok, du har vist ret, men hvis du sammenligner med andre opskrifter er mængderne begrænsede. Det hjælper altsammen 😉
      God fornøjelse med bageriet
      Mange hilsner
      Gitte

  29. Sanne 2. oktober 2013 af 07:17 - Svar

    Ja, jeg bagte også ved varmtluft. Jeg ved ikke, om det kan skyldes forskelle i vores ovne. Jeg gav dem dog bare en 5-7 min ved 180 grader varmluft til sidst, og så blev de gennembagte og lækre.

    • Gitte Hansen 2. oktober 2013 af 21:25 - Svar

      Rigtigt fint Sanne. Godt du ikke følger opskrifter helt slavisk (det gør jeg heller aldrig). Der kan jo være store forskelle fra ovn til ovn f.eks. i forhold til temperatur.
      Tak for din feedback som andre kan have gavn af 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  30. Sanne 1. oktober 2013 af 21:24 - Svar

    God opskrift!
    Du glemmer at skrive hvor tykmælken kommer ind i billedet. Jeg prøvede at bage mine på 150 grader, men det virker ikke som nok. Jeg tror, jeg vil foreslå 180 grader i de 15-20 minutter.

    • Gitte Hansen 1. oktober 2013 af 22:03 - Svar

      Hej Sanne
      Supergodt med feedback fra en læser som dig. Nu har jeg tilføjet tykmælken i opskriften. Den blev tilsat sammen med æg og smør. Jeg brugte varmluft, gjorde du også det? 150 grader varmluft svarer ca. til 175 grader.
      Dejligt du synes om opskriften og kagerne 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  31. Louise Bothmann 1. oktober 2013 af 17:11 - Svar

    Hej Gitte. Er begejstret for din blog:-). Er også imod madspild og bruger alt hvad jeg kan af rester:) Glæder mig til at lave dine bananmuffins. Er ved at lave semidried tomater:-) hilsen Louise

    • Gitte Hansen 1. oktober 2013 af 20:36 - Svar

      Hej Louise
      Tusind tak for din hilsen. Den gjorde mig rigtig glad. Dejligt du kan finde inspiration på bloggen.
      Rigtig god fornøjelse i køkkenet fortsat 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

Læg en kommentar