Nytårsrefleksioner – nytårsforsætter eller fortsætter?

Året rinder ud og selvom man ikke er storfan af nytårsforsætter, reflekterer de fleste af os jo nok alligevel over hverdagen, livet og tilværelsen, her på kanten til et nyt år.

Dårlige vaner, vi gerne vil aflive. Gode intentioner. Drømme. Forhåbninger. Kan vi blive nye og bedre mennesker, og gladere måske også? Mere afslappede, lykkelige, sundere?

Store ord her 2. januar og jeg kan berolige dig med, at mine nytårsforsætter allerede er blevet til nytårsfortsætter….

Som jeg indrømmede på Facebook i dag, så er mine nytårsforsætter allerede gået fløjten

På min top 5 over gode nytårs-intentioner var der – indtil i dag:

  1. Gå tidligt i seng
  2. Gå hjem fra arbejde til tiden
  3. Ikke spise lækkerier når jeg er sulten for sjov klokken sytten
  4. Tabe 2….eller var det 5…..eller var det 10 kg
  5. Gøre én ting af gangen, med fokus og nærvær: læse når jeg læser (og ikke bruge smartphone imens), være nærværende når jeg taler med mennesker (og ikke tænke på eller gøre 100 ting imens)

Det lyder jo rigtigt godt og listen er jo i virkeligheden meget længere endnu. Selvfølgelig vil jeg også gerne besøge venner og familie oftere, læse flere bøger, samle ind til flere godgørende formål, sortere tøj og aflevere på genbrugen, invitere min mand oftere ud…..

Ja listen er lang, men hvordan gik det så på denne årets første rigtige dag?

Tja det var jo slet ikke så let. Planerne blev slået omkuld fra starten. Jeg vågnede op til en 2. januar sidelæns af træthed p.g.a. massivt søvnunderskud.

Natten efter nytårsaften kunne jeg – sikkert som så mange andre – SLET ikke falde i søvn, så allerede dér floppede pkt. 1.

Når kroppen er i underskud, bliver ego’et også underskuds-agtigt. Så kunne jeg pludselig ikke være standhaftig og sige nej til lækkerier. Jeg kom til at storspise af min Johan Bulow-lakridsdåse klokken sytten, så allerede her gik både pkt. 3 og 4 fløjten.

Jeg var så træt at jeg ikke kunne holde mig selv igang, da jeg kom hjem, og jeg faldt i staver over smartphonen, imens jeg prøvede at lave mad og snakke med familien på samme tid. Hm,hm. Det gik altså heller ikke så godt med nærvær og fokus.

Jeg kom faktisk også for sent fra jobbet, fordi jeg lige kom til at gå lidt for sent i gang med en arbejdsopgave og derved gik pkt. 2 også i vasken.

Lige nu har jeg siddet og blogget til dig, imens jeg har set TV og snakket om vinterferie med familien. Hm, der var den igen med nærvær og fokus.Et nyt år tog sin begyndelse og det kom skævt fra start, eller?

Jeg gider ikke slå mig selv i hovedet. Jeg er kun et menneske. Jeg griner faktisk lidt af mig selv. Det går jo sådan hvert år? Måske vi bare skulle sige, at nytårsforsætterne bliver til fortsætter?

Intentionerne har jeg stadig. Jeg starter i morgen. Igen. Det er jo heller ikke let vel?

Som en af jer læsere skrev til mig på Facebook: “Mit problem er at man jo ikke kan begynde at spise sundt, når der stadig er lækre rester i huset, for man smider jo ikke mad og guf ud vel? 🤣”

Nej vi må gøre en god gerning og få udryddet alle lækkerierne – SÅ er vi klar til at starte. Igen. 🙂

Året kom slet ikke skævt fra start:

Det er ikke jammerligt det hele. I stedet for at være fuld af selvbebrejdelser, så vil jeg vende bøtten og tænke på:

Alle de GODE ting, der gjorde dagen særligt god for mig:

  1. Jeg kom i gang med at cykle til og fra arbejde igen – en cykeltur på 14 km. Respekt! 🙂
  2. Jeg stornød gensynet med Verdens Bedste Kolleger og nød de opgaver vi lavede sammen i dag.
  3. Jeg spiste lækkert restemad fyldt på jobbet – sundt og billigt
  4. Vi spiste hjemmelavet mad med BROCCOLI til, til aften
  5. Vi var samlet alle 4 i familien og storhyggede os med grin og gode samtaler
  6. Jeg fremtryllede ekstra julegaver til børnene (som vi havde glemt at få med juleaften). Det kan anbefales at give gaver 2. januar også. Hvilken jubel! 🙂
  7. I går, da jeg ikke kunne sove, læste jeg i Sissel-Jo Gazans seneste bog: Blækhat. Den bog er god for mig! Den kryber under huden og hvad betyder lidt søvnmangel, i den sammenhæng?
  8. Nu er jeg så træt, at jeg nemt vil kunne finde min seng OG falde i søvn i aften UDEN problemer
  9. Dagen er tiltaget med 10 minutter og det var lysere på cykelturen, ja solen skinnede faktisk for første gang ugevis!?
  10. Jeg sagde goddag til Kallehunden liggende på alle 4 på køkkengulvet, lige til den ikke gad sige goddag mere mere. Den er mester i hjertelige velkomster og den ELSKER når vi opholder os i øjenhøjde. Skønne hund <3

Et frisk nytår har taget sin begyndelse, men aben eller nissen flytter også med ind i det nye år. De store omlægninger bliver det ikke til, men mine smårefleksioner over mit levede liv gør, at jeg har nogle opmærksomhedspunkter jeg vil bestræbe mig på at fokusere på.

Jeg vil starte i det små.

I stedet for at tabe 10 kilo, vil jeg starte med 1 kilo. I morgen snupper jeg en knækbrød med filet, når jeg er sulten klokken sytten (hvem kommer og spiser de sidste Johan Bülow for mig. Please??)

I dag vil jeg også nemt kunne finde sengen før 22. Jeg er allerede godt på vej. Gåturen starter med det første skridt.  🙂

Håber også du er kommet godt i gang med 2018, eller følger din abe/nisse også med? 🙂

Mange gode tanker til dig. Kærlige hilsner Gitte 

Mere inspiration

Læg en kommentar