Måltid med fjordudsigt i Norge Bagenørden kaster håndklædet i ringen. Jeg må overgive mig totalt på flere måder. Allermest til den norske natur, som er så storslået og som igen igen griber mig med krop og sjæl.

Natur, sol og stilhed som gør at jeg i dag har været i nærmest dvaletilstand.

Jeg har siddet og siddet og siddet og sammen med yndlingsdatteren kigget ud over denne smukke udsigt hele dagen. Læst bøger. Læst blade. Dovnet. Som i Tour de France har vi haft hviledag. Man kan godt sige at vi, efter solskinsvejret er kommet, har en Norge tour de force, hvor vi har kørt hid og did for at se endnu smukkere steder end vi så dagen før. Men i dag trængte vi til en hviledag. Det forstår man godt i disse omgivelser, og med den udsigt, gør man ikke?

Her sidder vi så og koger for i dag har der været VIRKELIGT varmt. Ikke en vind. Ikke engang på fjeldtoppen.
Måltid med fjordudsigt i Norge

Nu vi er ved det der med at overgive sig, så må jeg også indrømme at jeg overgiver mig til eller rettere OPGIVER verdens sløveste internetforbindelse. Den gør, at det kun lykkedes mig at få uploadet 2 ud af 10 fotos jeg gerne ville have bragt i dette indlæg. Indlæg af dagens retter lige fra frokostens varme minestronesuppe (fra dåse of course! Bagenørden er jo på FERIE og det i et DYRT land så mindst muligt bliver indkøbt).

Jeg ville også gerne have flashet vores salat og fremvist,, at salat kan holde sig i køleboks i næsten 14 dage fra DK (Et lille iceberg koster 23 kr heroppe, lige i overkanten).

Jeg ville også gerne have fremvist og fortalt, at maden nu snart synger på sidste vers. Der er ved at være tomt i de medbragte depoter. Snart er der kun dåsemad tilbage. I dag spiste vi den sidste pose små hurtige kartofler og en pakke små vakuumfrikadeller og som sagt det sidste grønt før DK.

Der var lidt Løgismose aioli tilbage (jubii!), der blev rørt en salatmarinade af olivenolie og barbecuekrydderi (det kunne godt gå i en snæver vending), peberfrugten gik an, selvom den var runken, og de små hurtige kartofler er altid et hit. Frikadellerne måtte rationeres (5 små pr. mand), hvad sagde low budget holiday 😉

Måltid med fjordudsigt i Norge

Du var advaret om inden afrejsen, at madindslagene heroppefra ville blive ekstraordinært simple, grænsende til det lousy. Ja hvor er opskrifterne og anvisningerne henne? Simple cooking det er stilen når vi rejser i Norge. Det er simpelthen bare for dyrt at købe alt ind til alle retter til et måltid til 4 heroppe. Jeg indrømmer gerne at vi hellere foretrækker at bruge pengene på at kunne være her længere tid (OG f.eks. at kunne købe is, chokolade, HaPå og Sunda og……!  😉

Vi nyder ferien men det bliver snart dejligt at komme hjem igen til sit fuldt udstyrede køkken, sin tætpakkede fryser, køkkenmaskine, varmluftovn, mikrobølgeovn, elkogekeddel, den fyldte bestikskuffe, den gode ostehøvl, decilitermålet, toilettet der er stabilt og som ikke gynger, sengen man ikke får ondt i ryggen af, det STORE køleskab, tøjsnorene OG tøjklemmerne, vaskemaskinen ikke mindst und so weiter und so weiter.

Ude godt hjemme bedst 😉

Vi er dog heldige med vejret den sidste uges tid, og i morgen skal vi på oplevelsestur igen. Vi skal køre med Flåmsbanen, sejle på Nærøyfjorden og jeg skal dø af skræk i Lærdalstunnellen der er 25 kilometer lang. Min mand ELSKER tunneller, jeg HADER tunneller og rammes af panikfølelse hvis jeg ikke desperat prøver at bortlede mine tanker. Det gør jeg så…

Jeg VIL klare den og satser på at overleve, for på tirsdag skal jeg sidde her igen med den gode bog. Tirsdag er hviledag igen. Vejrudsigten lyder lovende de næste dage, så jeg er klar på udsigtspletten igen så snart jeg får chancen. 😉

Måltid med fjordudsigt i Norge


author avatar
Gitte Hansen
Elsker at lave nem mad, bage lækre kager, udvikle nye opskrifter og formidle til bloggens næsten 80.000 følgere på sociale medier. Arbejder nu fuld tid med nogetiovnen.dk efter 30 år som bibliotekar. Med over 1 mio. månedlige visninger og over 3000 nemme opskrifter, er Nogetiovnen.dk én af Danmarks største madblogs.