Osso buco med rosmarin og tomat i Römertopf

Dagen var en simreagtig søndag. En henslumrende søndag med festagtig træthed og glæde i kroppen. Bagenørden har været til en festlig fornøjelig klassefest med gamle folkeskolekommerater og kom i seng kl 5.30 komplet uddanset, udsnakket og udfestet. Danse- og lattermusklerne er ømme. Herligt 🙂

Maden idag skulle være i den nemme udgave. Ingen søvn tager lige toppen af overskuddet. Det skulle derfor være en slumrende ret der uden de store anstrengelser kunne blive lækker og mættende. En ret med kød. En ret med salt smag. En dagen-derpå-ret. 🙂

I fryseren fandt jeg igår en pakke Osso Buco, fra vores 1/8 okseindkøb sidste efterår. Osso Buco . Sikke et finurligt ord. Det grinte vi lidt af. Buco fra en Muh-ko. Mine kvikke humoristiske teenagere døbte hurtigt retten til Otto Muh-ko. 🙂

Klokken 14.00 gik jeg igang med forberedelserne til aftensmaden. Først på dagen. I god tid. Men simremad tager simretid.

Osso Buco retten skulle være med rosmarin og tomat. Her kommer opskriften : 

Ingredienser:

4 skiver Ossobuco

2 hakkede løg

5 fed pressede hvidløg

1 stor dåse tomatkoncentrat

2 dåser flåede tomater

5 dl oksebouillon

2 spsk hvidvinseddike

1 spsk tørret rosmarin

1 spsk tørret basilikum

Salt/peber

Fremgangsmåde :

Römertopfen fyldes med vand og lægges i blød ½ time.

Osso Buco krydres med kværnet peber og salt og lægges i Römertopfen. Hakkede løg, pressede hvidløg, flåede tomater og tomatkoncentrat hældes ved.  Hvidvinseddike og bouillon til slut og krydderierne drysses på. Låget på. Det var da nemt ikke?

Låget på Römertopfen. 4 timer i ovnen på 150 grader varm luft. Så kan der simres.

Det geniale ved at lave mad i Römertopf er at man ikke skal røre en finger når først den er fyldt. Maden kan ikke koge over eller brænde på. Genialt til en henslumrende stille søvnig søndag.

Det er altid spændende at tage låget af efter 4 timer og se hvordan resultatet ser ud. Jeg er aldrig blevet skuffet.

Sådan så søndagens Römertopf-succes ud

Vær opmærksom på at du ikke må sætte en varm rømertopf på en kold bordplade. Bordpladen kan blive ødelagt og Römertopfen kan knække hvis der er for stor temperatursforskel. Sæt den heller aldrig i vasken straks og fyld op med koldt vand. Römertopfen skal afkøles først.

Langtidssimret mørt kød og tomatsauce hvor smagen var trængt ind i kødet. Det er heller ikke et minus at huset dufter af simremad i de 3-4 timer retten er i ovnen. Har faktisk kun positivt at sige om mad i stegesø/Römertopf.

Vi spiste dagens Osso Buco med ris til. Det blev en lækker ret. Kødet var smørmørt.

Römertopf-mad kan bestemt anbefales som en dagen-derpå-ret. Har du ikke ikke Osso Buco tænker jeg at koteletter/nakkekoteletter kan bruges. Hvad med kyllingeschnitzler?

Bon appetit.

Mere inspiration

7 Kommentarer

  1. Remy Engqvist 31. januar 2015 af 19:05- Svar

    Jeg prøvede din opskrift, men vores Osso Buco blev laaaangt fra møre…snare tværtimod. Hvad kan være gået galt?

    • Gitte Hansen 31. januar 2015 af 21:08- Svar

      Hej Remy
      Mystisk, brugte du varmluft? Måske din ovn ikke varmer helt så meget som min? Ej det er jeg da rigtigt ked af. Næste gang må du give retten 1 time længere? Hvis der er noget tilbage kan du sætte det ind et par timer i morgen måske?
      Øv da også, håber ikke det helt har taget modtaget fra dig.
      Mange hilsner
      Gitte

  2. Søren 21. september 2014 af 09:54- Svar

    Vil prøve med gedehals – og ja – lazy sunday!

    • Gitte Hansen 22. september 2014 af 20:29- Svar

      Hej Søren
      Gedehals? Det lyder vel nok eksperimenterende. Uha. Håber det lykkedes for dig – er sikker på at din ret nok skal blive vellykket. Alt lykkes jo i en Römertopf 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  3. […] Vidunderligt langtidssimret kalvetyksteg, som bliver super mørt og falder fra hinanden og som giver en skøn sauce. Den er stegt i en stegeso fra Le Creuset, men kan ligeledes laves i en römertopf, som fyldes med vand og lægges i blød ½ time inden brug. Inspirationen er fundet hos Noget i ovnen. […]

Læg en kommentar