Pæretærte med nougat, mandler, marcipan og vaniljeskyr

  • Lækker pæretærte med mandler, marcipan og nougat

DSC_0854

Gråvejr, kulde, blæst, småregn og en glad lørdagsvagt.

Jeg øver mig stadigvæk lidt på de lørdags- (og søndags-)vagter. Jeg er glad for mit arbejde men jeg er altså også rigtigt glad for mine weekender! Det er stygt at hive sig selv ud af lørdagsboblen derhjemme for at cykle ud i det civile liv – på en lørdag – og nogen gange, som i morgen, også på en søndag.

Det gælder om at lave noget “weekendagtigt” når man kommer hjem fra arbejde, altså noget man forbinder med weekend, så man hurtigt akklimatiseres. Jeg læser en bog eller bager en kage….surprise? 🙂

Jeg gjorde begge dele i dag. Fin bog og fin fin kage – se lige hér:

Lækker pæretærte med mandler, marcipan og nougat

Jeg havde overmodne pærer på lager, en rest tykmælk, lidt marcipan og lidt nougat. Det blev da en pæretærte! En lækker en af slagsen, nem at lave, smuk at se på og og fedtfattig ovenikøbet.

Her kommer opskriften på:

Pæretærte med nougat, mandler og marcipan:

Du skal bruge:

2 æg

250 gram sukker

50 gram smeltet smør

3 dl. tykmælk

450 gram hvedemel

2 tsk. stødt ingefær (eller kanel, dine smagsløg bestemmer)

3 tsk. bagepulver

3 tsk. vaniljesukker

4 pærer

Evt.: 100 gram marcipan, 50 gram blød nougat – gerne de gode produkter fra Odense Marcipan jo 🙂

Drys: Perlesukker, 2 håndfulde grofthakkede mandler.

Tilbehør: Flødeskum, creme fraiche, vaniljeis, vaniljeskyr?

 

Lækker pæretærte med mandler, marcipan og nougat

Sådan laver du pæretærte med nougat, mandler og marcipan:

  • Tænd ovnen på 150 grader varmluft.
  • Pisk æg og sukker hvidt og skummende.
  • Tilsæt vaniljesukker, smeltet smør og tykmælk
  • Bland ingefær og bagepulver i hvedemelet og vend det i æggesnapsen.
  • Smør et tærtefad med smør og hæld dejen heri.
  • Skær marcipan og nougat i små tern og prop det ned i dejen lidt spredt.
  • Skær pærerne i både og stop dem ned i dejen i et fint mønster, gør det så godt du kan 😉
  • Drys med grofthakkede mandler, perlesukker og et par striber flydende Kørgården på toppen (kan erstattes med små klatter rigtigt smør).
  • Bag kagen 45 minutter v. 150 grader varmluft nederst i ovnen. Prik i den til sidst, hænger der dej ved, skal den bages lidt længere.
  • Det bliver en stor og høj tærte. Ønsker du en knap så kæmpestor kage kan du fordele fyldet i to tærtefade.

Lækker pæretærte med mandler, marcipan og nougat

Lækker pæretærte med mandler, marcipan og nougat

 

Fra start til slut til færdig kage går der 1 time. Lige den tid det tog for mig at blive akklimatiseret. Altså jeg slapper jo af i mit køkken, når jeg bager. Det passer! For mig er det god adspredelse at bage.

Jeg fandt tæppet, teen og den gode bog frem og lod den liftige kageduft bredte sig. Perfekt. Sådan indfandt lørdagsstemningen sig i min krop og i mit sind. 🙂

Her ser du den nemme kageproces i billeder:

 

Uhm den lune tærte blev færdig og hvad spiser man mon til?

Jeg havde en stor bøtte vaniljeskyr på lager. Den var på tilbud til halv pris og den skulle da prøves. Jeg spiste den med müsli en dag, men det var den helt klart for sød til. Den fungerer til gengæld godt til kage, rigtigt godt endda! Brug den gerne i stedet for creme fraiche med vanilje.

DSC_0877Lækker pæretærte med mandler, marcipan og nougatFedtfattig topping til en fedtfattig kage. Faktisk er der jo ikke særligt meget fedtstof i denne kage, da der er brugt tykmælk i stedet. Lækker fedtfattig kage, som faktisk slet ikke smager fedtfattig? Prøv den af og se om du er enig? Det var en helt genial stop madspilds-kage hvor jeg kunne få brugt op til flere rester fra køleskabet.

Måske du også har frugt, tykmælk, marcipan og lidt skyr?

Du kan bruge æbler, blommer, rabarber, men ingefær er klart bedst til pærer. Bruger du æbler i stedet, så brug gerne kanel.

Imorgen venter der en søndagsvagt og jeg har planer om at fylde en culottesteg i ovnen til langtidsstegning inden jeg cykler afsted. Det er skønt at vide at en steg simrer derhjemme imens man er på job. En hyggelig rar tanke. Dejligt også at komme hjem til et vel- og madduftende hus og nem mad også 🙂

Håber du har den skønneste weekend. Må den byde på kage, kærlighed og god tid med dem du holder allermest af 🙂

Mere inspiration

12 Kommentarer

  1. Louise Petersen 12. december 2014 af 21:12- Svar

    Helt i orden 🙂 men har du et udgangspunkt for hvor minimum af mel ift væske ?

    • Gitte Hansen 12. december 2014 af 21:29- Svar

      Nej men konsistensen skal bare være som en almindelig rørt dej/sandkagedej. Du ved fast og lind på samme tid. Åh hvor er det svært at forklare. Håber det lykkes for dig 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  2. Louise Petersen 11. december 2014 af 22:36- Svar

    Okay 🙂 men hvordan kan det være at forholdet mellem mel og yoghurt/skyr/tykmælk er så forskelligt i kagerne og hvad er forskellen på dem ? Hvilken en af dine opskrifter med syrmælksprodukt og lidt smør tror du egner sig bedst til appelsin/marcipan kage ? Bare så jeg ikke går helt galt i byen ??

    • Gitte Hansen 12. december 2014 af 20:27- Svar

      Hej Louise

      Uha du spørger om mere end jeg kan svare på. Kagerne er forskellige og jeg improviserer jo fra gang til gang. Nogle gange bruger jeg mere fedtstof, og mindre surmælksprodukt og andre gange omvendt. Jeg kan ikke helt råde dig til hvilken en af kagerne der vil være bedst, tror marcipan og appelsin vil smage rigtigt godt i begge kager.
      Rigtig god fornøjelse 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  3. Louise Petersen 10. december 2014 af 21:31- Svar

    Er denne her mon bedre og hvad er forskellen i konsistensen/kagen ?

    http://nogetiovnen.dk/sproed-saftig-rabarberkage-med-skyr-mandler-og-marcipan/

    • Gitte Hansen 11. december 2014 af 21:48- Svar

      Dette er også en superlækker kage – den kan du roligt give dig i kast med. Konsistensen er saftig og rigtig lækker, skyr er rigtigt godt i kage.
      God fornøjelse i køkkenet 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  4. Louise Petersen 10. december 2014 af 21:21- Svar

    Ahh derfor 🙂 1000 tak for svaret. Hehe ja det tror jeg. Tror 1/2 dl er en god ide og så skal af appelsinen og så lidt revet marcipan i 🙂 og evt med nougatbetræk. Så blir det en rigtig juletærte. Tror du der er en opskrift der egner sig bedre ? Kan bare godt li tanken om at det ikke er pund til pund smør/sukker/mel men en lidt mere fedtfattig udgave. Synes tit pund til pund bliver for tung og specielt med marcipan i

    • Gitte Hansen 11. december 2014 af 21:47- Svar

      Hej Louise

      Begge kagerne er rimeligt fedtfattige, det gælder både pæretærten og rabarberkagen. Jeg kan anbefale begge kager. Jeg synes heller ikke om alt for fede kager nemlig.
      Rigtig god fornøjelse med bageriet 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  5. Louise Petersen 10. december 2014 af 19:53- Svar

    Kan se opskriften er den samme som den her jeg har brugt før (hvor jeg brugte skyr og den blev for fast dejen) Der er den bare halveret men begge kager er i en tærteform … Hvor stor er din tæereform her ift. i den anden opskrift siden dejen er doblet op ?

    http://nogetiovnen.dk/paeretaerte-med-ingefaer-mandler-og-fed-okologisk-creme-fraiche/

    • Gitte Hansen 10. december 2014 af 20:48- Svar

      Hej Louise

      Det er samme tærtefad, men som jeg skriver i indlægget kan dejen med fordel hældes i to tærtefade, da det ellers bliver en meget høj og kompakt tærte. God fornøjelse med tærten/tærterne. De bliver superlækre 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  6. Louise Petersen 10. december 2014 af 15:03- Svar

    Hej Gitte 🙂

    Du laver altså bare nogle gode opskrifter… Lige efter mit hoved…
    Jeg skal høre om ikke du kan hjælpe med at kreere en opskrift ? Jeg skal bage til min bibelstudiegruppe på tirsdag og ville lave en julet kage med noget appelsin, marcipan og nougat og faldt over denne her opskrift… Tænker lidt at lave en grunddej og så tilsætte ½-1 dl appelsinsaft og 150 g revet marcipan af den nye grove fra Odense og så betrække kagen med nougat eller putte nougaten i… Hvad tænker du og hvordan mon opskriften skal se ud ? Noget af skyren skal vel byttes med appelsinsaft og revet appelsinskal ? Bliver nødt til at bage kagen dagen før – holder den sig god svampet til dagen efter ? Elsker bare Cheasy vaniljeskyr så den kommer også i 🙂

    • Gitte Hansen 10. december 2014 af 20:55- Svar

      Hej Louise

      Tusind tak for din hilsen. Uha jeg vil være usikker på at råde dig til en opskrift sådan uden at have afprøvet den i virkeligheden. Jeg ville nok kun erstatte ½ dl. skyr med appelsinsaft og så selvfølgelig appelsinskal. Tør du driste dig til at prøve det?
      Rigtig god fornøjelse 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

Læg en kommentar