Paprikagryde med champignon og cocktailpølser & grove fritter

2015-01-22 19.40.42Uhm – så blev der pludselig serveret paprikagryde på matriklen, uventet lækkert og lavet af den en-armede helt selv?!

Kender du dét med at tage en pose kød op af fryseren og så finde ud af, efter optøning, at planerne hurtigt må ændres? Altså jeg troede det var schnitzler vi skulle spise, men hov, pludselig var schnitzlerne svinekød i tern? Shit osse, og jeg var alene hjemme? Troede jeg snildt ville kunne ordne schnitzler selv, men skinketern?? Gruble, gruble…

Vi laver da bare en paprikagryde! En gryderet af den nemmeste slags, sådan en slags hvor der ikke skal snittes alt for meget grønt? Selvom jeg har raskmeldt mig i dag (juhuu!), fungerer armen endnu ikke 100% efter mit kravebensstyrt.  Normalt tilsætter jeg jo en masse grøntsager til mine gryderetter, men i dag blev det altså grøntsager fra glas, som sønnike hjalp mig med at åbne.

Det må række.

2015-01-22 19.48.23

Man må godt springe over hvor gærdet er lavest, som enarmet, men retten er altså ganske fin som hverdagsret, og vil altså sagtens også kunne fungere for dig og din familie selvom I har op til flere funktionsduelige arme 😉 Tilsæt selvfølgelig gerne friske løg, peberfrugter og champignon  – hvis du orker at rense og snitte 🙂

Gryderetten tager max. en halv time at lave, så den hører til i den særligt hurtige kategori. Det elsker vi på hverdage, ikke?

Her kommer opskriften på:

Paprikagryde med champignon og cocktailpølser & grove fritter:

Du skal bruge (4-8 personer):

500 gram svinekød i tern

Smør til stegning

3 grofthakkede løg (eller 1 glas perleløg og løgpulver)

1 glas syltede paprika (eller 2 røde peberfrugter i strimler – de syltede giver en god smag!)

2 glas champignon (eller 1 bakke friske)

2 svinebouillonterninger

2 pakker cocktailpølser

Evt. bacontern

1/4 ltr. fløde (jeg brugte madlavningsfløde – det gik helt fint)

½ spsk hvidløgspeber

2 spsk tørret paprika

1 liter kogende vand

2 dl. mælk

Jævning.

Smages til med: yndlingskrydderi, salt, peber og ketchup

Tilbehør: Ris, kartoffelmos eller grove fritter. Jeg lavede grove fritter: 1½ kilo bagekartofler vaskes og skæres i grove tern, vendes med olie og groft salt og steges v. 200 grader varmluft i 1 time.

2015-01-22 19.48.10
Sådan laver du:

Paprikagryde med champignon og cocktailpølser & grove fritter:

  • Sæt kartoflerne i ovnen, hvis du også vælger at lave grove fritter. 200 grader varmluft
  • Brun svinekødet i smør og tilsæt bouillonterninger, løgpulver og peber og paprika.
  • Tilsæt champignon og perleløg og brun med kødet.
  • Tilsæt syltede paprika og kogende vand.
  • Lad gryderetten simre minimum 20 minutter under låg.
  • Tilsæt cocktailpølser, mælk og fløde.  Lad ikke retten boblekoge efter du har tilsat cocktailpølserne, så flækker de nemlig.
  • Jævn gryderetten og smag til. Jeg tilsatte lidt ketchup og pommes frites krydderi, jep det kan jeg nemlig godt lide at smage til med 😉

2015-01-22 19.40.26

Servér!

 

Lynhurtig menu, men hov hvor blev grøntsagerne af? Den enarmedes kræfter slap op. Jeg ville have lavet smørristede majs til, men kunne ikke lige overskue at åbne en dåse og teenagesønnen var i fuld sving med lektierne.

Fold dig gerne ud og lav lækkert grønt til – det ville jeg have gjort, hvis jeg havde været tip-top-velfungerende.

Her kan du se hele tilberedningsprocessen i billeder: 

Alt i alt en lækker smagfuld ret, lavet på ingen tid og hallo! Det er hjemmelavet mad, det er varm mad, der smager godt! Hvad kan vi kræve mere af en hverdagsmenu? Det går stærkt fremad med armen og standarden for den mad, den enarmede kan servere, er i potentiel stigning! 😉

Jeg GLÆDER mig dog til at kunne håndtere en urtekniv igen og til at kunne skrælle og hakke løg. TÆNK at jeg ligefrem ville komme til at LÆNGES efter det!?

En helt igennem anstændig servering dog, ingen beklagelser fra familien. Der var ligefrem optræk til jubel og der blev taget flere gange. Pudsigt så hurtigt familien alligevel vænner sig til at der er hjemmelavet mad i gryderne igen og at det er mor der laver den?

Ville du trylle lidt ekstra med denne ret, skulle du måske svitse lidt bacontern med i fra start, det ville have smagt godt, men det er ikke strengt nødvendigt.

2015-01-22 19.48.51Måske du vil servere ris til din paprikagryde?

Tak for nu – jeg vil ile til køjs. Nætterne er strenge, kravebenet driller allermest når jeg sover, men sikke en fest, at jeg har raskmeldt mig fra mandag. Jeg har heldigvis en masse arbejdsopgaver jeg sagtens kan passe selvom jeg ikke er helt tip-top endnu. Dejligt at kunne bidrage og føle sig nyttig igen!

Tak fordi du holdt alle mine beklagelser ud. Du må nok lide lidt endnu – jeg vil pive indtil jeg igen kan løfte det gode kamera og røre en kagedej, men så SKØNT at det går fremad! 🙂

 

Mere inspiration

Læg en kommentar