Pebernødder efter originalopskrift fra Den Gamle By anno 1884

  • Pebernødder efter original opskrift fra Den Gamle By anno 1884

Pebernødder efter original opskrift fra Den Gamle By anno 1884

Fødselsdagspebernødder? Tror I ikke, det går an, at servere dem for mine kolleger i morgen?

Da jeg var barn, var jeg ked af at fylde år i december. Det var alt for tæt på julegaverne og alle fødselsdagsgaverne var pakket ind i julepapir. Sikke da en uorden. En skændsel. En urimelighed! ;-)Jeg mindes også stadigvæk med gru de gange nogen slog mine fødselsdagsgaver og julegaver sammen og nonchalant konstaterede at det da var topsmart og det eneste fornuftige at gøre? Hm, hm, har jeg mon lidt traumer hér der skal bearbejdes??

Nu synes jeg jo faktisk det er meget fint. Folk er i festligt julehumør i december. Man bliver fejret med lys, gaver op til flere fester; julefrokoster, familiefester og middage ude. Der er også ekstra lejlighed til at gå amok i fødseldagsbagningen, der er jo 1000 julekageopskrifter at vælge imellem.

Fødselsdag i december i nu slet ikke så tosset 😉

Pebernødderne jeg har bagt til kollegerne i morgen er efter Den Gamle By’s originale opskrift. Læs med her. Den opskrift har jeg haft kig på længe!

Pebernødder efter original opskrift fra Den Gamle By anno 1884

Jeg synes jo det er spændende at spore en opskrift helt tilbage, og også at få historien med. Det er altid spændende at afprøve nye opskrifter, men denne overraskede mig dog:

  • Faktisk var der jo slet ikke peber i de originale pebernødder?
  • Faktisk blev de også bagt helt hårde og mørke, og over åben ild? (servicemeddelelse: almindelig ovn du’r heldigvis også ;-))
  • I opskriften anføres at pebernødderne kan holde sig i et halvt år? (så længe har mine nu aldrig overlevet 😉

Gode sprøde lækre pebernødder blev det og spændende ny opskrift! Der er en masse smør i, og rigeligt smør går man jo aldrig fejl af i  kage. Smagen blev ikke så krydret, som vi kender den, men ærligt talt, så synes jeg også, at købepebernødderne er for skarpe i smagen? Pebernødderne var en succes, så dem kan du roligt kaste dig ud i.

 

 

Jeg kunne sagtens have bagt tredobbelt-portion, men én portion må række. 100 pebernødder, eller flere til. Ja beklager, men jeg opgav at tælle. Der bliver lidt men godt ved kaffeautomaten i morgen. Først til mølle-princippet hersker heldigvis altid hos os når der serveres kage 😉

Pebernødder efter original opskrift fra Den Gamle By anno 1884

Her kommer opskriften på pebernødder efter originalopskrift fra Den Gamle By anno 1884:

Opskriften er høfligt lånt fra Den Gamle By’s hjemmeside, kig gerne forbi selv. Der er andre lækre klassiske opskrifter at finde dér.

Du skal bruge:

125 gram sirup
125 gram mørkt puddersukker (brunt farin)
250 gram lunt smør
1 teskefuld hjortetaksalt
500 gram mel
lidt stødt kanel og nelliker (jeg brugte 1 spsk. kanel og 1 tsk. stødt nellike)

Pebernødder efter original opskrift fra Den Gamle By anno 1884

Sådan laver du pebernødder anno 1884:

  • Lun smørret 30 sekunder i mikrobølgeovnen
  • Bland sirup og farin i smørret. Brug gerne din røremaskine, eller din elpisker.
  • Bland krydderier og hjortetakssalt med melet og tilsæt.
  • Rør godt.
  • Sæt dejen køligt en times tid, så skulle den lettere kunne trilles. Du kan også trille dejen imens den er lun, det gjorde jeg, uden problemer.
  • Tril lange pølser af dejen og skær den i små stykker. Små som i SMÅ stykker. Pebernødder skal ikke være kæmpestore, jo.
  • Tril pebernødderne. Alle familiemedlemmer (der gider) hidkaldes. Der er brug for alle kræfter. Der må godt prøvesmages undervejs. 😉
  • Læg dejkuglerne på en bageplade. Der kan være mange pr. plade. De hæver ca. til dobbelt størrelse.
  • Bag pebernødderne 4-5 minutter v. 175 grader varmluft.
  • Lad pebernødderne afkøle helt før de kommes i en tætsluttende beholder (eller spis dem straks! 😉

 

Det blev lækre pebernødder. Virkeligt lækre. Næste gang tror jeg at jeg vil tilsætte både lidt kardemomme og ingefær. Det vil de sagtens kunne bære, men de smager ganske glimrende som de er.

Pebernødderne smager helt anderledes end mine egne pebernødder, der hidtil har været mine yndlings, men nu ved jeg snart ikke? Jeg synes pludselig at alle hjemmebagte pebernødder er verdens bedste?

Har du en familieopskrift på pebernødder du gerne vil dele, så skriv den gerne her i kommentarfeltet nedenfor. Jeg er altid klar på at udveksle gode bagefiduser jo og en pebernøddedyst ville da være helt fænomenal her i december? Er du med? Jeg er klar! 😉Pebernødder efter original opskrift fra Den Gamle By anno 1884

Mere inspiration

10 Kommentarer

  1. ( Kyllinge) karen 3. december 2015 af 12:22- Svar

    Så lige din kommentar andet sted på blokken ang. hvid peber. Vi bruger faktisk aldrig andet, men det skal være friskkværnet!

    • Gitte Hansen 3. december 2015 af 20:33- Svar

      Hej Karen
      Tusind tak for tippet. Måske det er hemmeligheden bag? Jeg synes hvid peber på brev har en besynderlig lugt og smag. Må købe en ekstra peberkværn, eller ønske mig en af julemanden 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  2. Jane Wæhrens 3. december 2015 af 09:32- Svar

    Hej Gitte.

    Nedenstående opskrift har jeg brugt hvert år i de sidste 20 år – og nej, der er heller ikke peber i denne. Min mand var ude hos en kunde som var i fuld gang med at bage pebernødder og efter en smagsprøve var han så heldig, at kunden skrev opskriften ned på bagsiden af ordren. Pebernødderne vækker altid begejstring.
    1 kg hvedemel
    600 gram sukker
    120 gram marcipan
    1 1/2 tsk stødt ingefær
    1 1/2 tsk stødt nelliker
    1 tsk kanel
    4 tsk bagepulver
    400 gram smør
    4 æg
    Bages ved 200 grader i ca. 10-12 minutter.

    Kh. Jane

    • Gitte Hansen 3. december 2015 af 20:36- Svar

      Hej Jane
      Ej hvor spændende! Lyder da bare rigtigt interessant med marcipan i pebernødderne. Jeg er frisk på en udfordring og håber at få bagt en portion i weekenden. Tusind tak for din udfordring – hvor fin historie du deler også. Tusind tak for opskriften og fordi du tog dig tid til at skrive til mig 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  3. ( Kyllinge) karen 3. december 2015 af 07:50- Svar

    Hejsa,
    Jeg har klart opskriften på de bedste pebernødder. De er så gode, at de har næsten legendestatus – og de hedder såmænd Karens mors pebernødder 😉

    Alt det tørre blandes sammen først, smørret smuldres i (nemmest hvis det er blødt), og dejen samles med æg og fløde.
    Målene er ca mål – det kommer sig ikke så nøje. Og man skal bestemt ikke spare på krydderierne!

    Dejen rulles i pølser (ca 1,5 cm i diameter), som lægges koldt til dejen er blevet “skærbar” 🙂 Pebernøddepølserne skæres, så hver pebernød er knap en halv cm tyk.

    Og så skal de bare bages ved 180-190 grader til de er dejligt gyldne!

    Ingredienserne er:
    350 g mel
    halv tsk bagepulver
    halv tsk natron
    120 g farin
    1tsk ingefær
    1 tsk kardemomme
    1 knps hvid peber
    125 g smor
    1 lille æg
    3spsk piskefløde

    Man kan roligt lave dobbelt portion – de har det med at forsvinde lynhurtigt!

    Go’ december og glædelig jul herfra ❤️

    • Gitte Hansen 3. december 2015 af 20:38- Svar

      Hejsa Karen
      Tusind tak for din opskrift – som jeg straks har kastet mig over. Jeg har kombineret, tilføjet og ændret en smule. Min dej blev for tør, så jeg tilsatte lidt sirup. Jeg har fordoblet krydderierne også og sneget stødt nellike ind. Håber det er ok med dig, at jeg bruger din som springbræt? Jeg har fået så mange opskrifter tilsendt, at jeg har prøvet at lave en kombi. De er gode!
      Tusind tak for din opskrift og fordi du tog dig tid til at skrive til mig 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  4. Tove Pedersen 4. december 2014 af 20:41- Svar

    Hej Gitte
    Tak for alle dine skønne opskrifter – i denne tid er det herligt med småkage opskrifter 🙂 det er mange år siden jeg har bagt pebernødder men får da lyst til det, barnebarnet vil sikkert også hygge sig med at hjælpe.
    Min opskrift på pebernødder som jeg har bagt 1000vis af er en Kirsten Huttemeir opskrift den får du her:
    500 g margarine ( i dag vil jeg nok bruge smør )
    500 g sukker
    4 små spsk sirup
    4 top tsk kardemomme
    4 top tsk kanel
    4 små sammenpiskede æg
    900 – 1000 g mel
    4 strøgne tsk natron
    og nej der er heller ikke peber i men det kan selvfølgelig tilsættes – men jeg synes at kardemomme giver en dejlig krydret smag 🙂

    • Gitte Hansen 4. december 2014 af 21:37- Svar

      Hej Tove

      Tusind tak for opskrift. Den ser spændende ud og det er da vist godt, at du får dit barnebarn på besøg, så du får hjælp til at trille. Der bliver vist pebernødder nok til hele nabolaget 🙂
      Uha den opskrift har jeg også lyst til at prøve og du har helt ret, kardemomme giver en fantastisk smag i næsten alt bagværk.
      Mange tak fordi du tog dig tid til at dele opskriften med mig og alle de andre medbagenørder herinde 🙂
      Rigtig god jul til dig og god fornøjelse med julebagerierne 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  5. Solbritt 3. december 2014 af 23:17- Svar

    Hm nu kan jeg næsten ik vælge, men havde faktisk bestemt mig for din anden opskrift, synes de ser bedre ud. Hvilken en anbefaler du mest?

    • Gitte Hansen 4. december 2014 af 18:34- Svar

      Hm hm Solbritt – den var svær. Jeg stemmer nok mest for min egen opskrift, hånden på hjertet. Men som sagt, er jeg vild med alle pebernødder i verden 🙂
      Håber du bliver glad og tilfreds, ellers må du jo bage en ny portion. December måned er jo lang endnu 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

Læg en kommentar