Tiden er gået i stå. Vores hjerter er tunge og triste. Vi har i dag måttet sige farvel til vores dyrebare Pellehund.
Øjnene kan ikke græde mere. Radioen spiller ikke. Solens stråler bringer hverken varme eller glæde. Vi er ikke sultne. Sover ikke, smiler ikke, vinker ikke når folk går forbi.
Pelle måtte akut aflives efter et svært krampeanfald i går. Pelle var hjertesyg og kunne ikke klare fysisk anstrengelse længere. Det vidste den bare ikke selv. Tit kom den glad springende med sin bold i munden, men måtte opgive p.g.a. svære hosteanfald.
I går sprang den glad ud i haven, da jeg kom hjem og pludselig gik den amok. Den havde opdaget et pindsvin i haven. Pelle var venligheden selv, men forunderligt nok, så den de rolige fredelige pindsvin som sine fjender nr. 1 i verden. Gøede altid vildt og voldsomt, men bed ikke. Jeg sprang ud i haven, nervøs for hvordan Pelle ville reagere på anstrengelsen.
Det gik slet ikke.
Jeg vil skåne dig – men episoden endte dramatisk og traumatisk med at Pelle fik et slemt krampeanfald. Den kunne ikke få luft. Den besvimede. Jeg gik i panik og blev desperat – hvordan yder man førstehjælp til en hund? Jeg fumlede med telefon, man ringer jo ikke 112? Jeg ringede til dyrlægen, som heldigvis var kodet ind på telefonen. Dyrlægen sagde blot: “Kom med den straks”.
Pelle vågnede op igen, groggy, omtumlet, bange og rystet. Jeg prøvede at berolige den, men min stemme var stresset, skinger og angst. Vi kørte straks til dyrlægen. Bizart, at den gamle bil ikke ville i bakgear. Forkert, at der ikke var en hundeambulance at ringe til? Prøvede at forstå, at det eneste jeg kunne gøre var at køre hurtigt afsted. Hysterisk prøvede jeg at tale Pelle til ro. Jeg kørte afsted i en tåge, med bankende hjerte.
Pelle var på hjertemedicin og vi vidste godt, at efter den 3. hjertepille ville der ikke kunne gøres mere. Cavalier King Charles Spaniel dør desværre ofte tidligt p.g.a. en medfødt hjertefejl. Vi vidste det godt og Pelle har været syg et par år. Men alligevel…Man lyver bare for sig selv, når hunden futter stille og glad rundt, gammel og slidt og let hostende. Man lukker øjnene. Dyrlægens ord hang truende over os – “den vil max. leve 2 år”. Straks slår optimist-piloten til. To år er længe. Der er længe, længe til til. Vi havde ikke erkendt eller set Pelles død i øjnene. Vi havde ikke forestillet os, at der også var sat en minimums-levetid på.
Oplevelsen i går var et wake-up-call for mig. Hvordan var det pludselig kommet så vidt? Hvordan kunne Pelle-hunden pludselig være blevet så svært syg, uden at vi havde opdaget det?
Jeg så søde dyrlæge-Camilla i øjnene. Hun var på fornavn med Pelle efter at have behandlet Pelle for alle dens lidelser i årenes løb. Camilla er dygtig, saglig, professionel og har det største dyrehjerte i verden.
“Hvad ville du gøre, hvis det var din hund Camilla?” Camilla svarede uden betænkningstid: “Så ville jeg tage beslutningen nu”. Mit hjerte sank.
Jeg var alene hjemme og heldigvis for det. Godt mine børn ikke skulle opleve den grimme episode med krampeanfald og paniktur til dyrlæge. Manden var på job og børnene var på tur og jeg ville ikke ringe, men vidste at vi ikke kunne få aflivet Pelle, uden at alle i familien havde fået mulighed for at sige farvel til den. Det var udelukket.
“Træf beslutningen og gør det før weekenden”.
Det var den tungeste men alligevel også – med fornuften – den nemmeste beslutning. Pellehunden led og vi er gode hundemennesker, så inderst inde var vi jo ikke i tvivl. Pelle skulle ikke opleve sådan et krampeanfald igen. Den skulle ikke længere gå gispende rundt og få slemme hosteanfald, oftere og oftere. Den skulle ikke risikere at dø akut hjemme i haven, fordi en pindsvine-fjende pludselig dukkede op.
Vi måtte træffe beslutningen. Vi prøvede at lyve for os selv. “Hvad nu hvis vi bare undgår de pindsvin i haven?” “Hvad nu hvis….?”
Det var som om Pelle kunne mærke, hvad vi gik igennem. Den var særligt kærlig i går og idag – måske overrasket over al den uventede opmærksomhed den fik. Forvirret og glad over at dens hundemennesker pludselig havde al tid i verden og sad i samlet flok i rundkreds foran den. Den kiggede glad rundt på os alle – forstod intet – og alligevel var det som om den forstod alt.
Pelle har altid været den bedste hundeven – og trøstet sine mennesker, når de havde behov for det. Det var som om den kunne mærke, når vi trængte til trøst. Den slikkede os på hænderne og hoppede op og slikkede de salte tårer væk.
Det gjorde ikke beslutningen lettere. Det var tunge timer og en nat uden hvile. Vi vidste godt, hvad vi skulle sige til dyrlægen, men havde alligevel lyst til at glemme at ringe. Som om vi kunne trække afskeden så? Bizart – at ringe og bestille tid til aflivning, imens hunden ligger og kigger på én?
Hårdt og urimeligt at skulle være ven og bøddel på samme tid.
Da tiden oprandt, tog Pelle glad med ud i bilen. Den elskede at køre bil. Den snusede markluft ind af det åbne vindue, nød at være på tur. Imens sad dens hundemennesker blege og grædende i bilen. Godt en hund intet forstår. Vi mennesker forstår alt og bliver i tunge øjeblikke ramt af den dybeste indsigt. Det gjorde vi der i bilen. Med en papkasse i bagagerummet.
En hund er ikke bare en hund. En hund er kærlighed. En hund udfylder et hul og et tomrum i menneskers krop og sjæl. En hund er menneskets bedste ven. En hund bringer lykke og skaber glæde, den er loyal, trofast, hengiven og kærlig. En hund sørger når du går og er jublende glad, når du kommer. En hund elsker dig altid og ubetinget, også selvom du har haft den værste øv-dag og selvom du føler dig uelsket og upopulær.
Det blev et smukt og fredfyldt farvel. Pelle fik en beroligende sprøjte og for første gang i månedsvis, faldt dens åndedræt til ro. Da Pelle slappede af, og dyrlægen tog over, slappede jeg på forunderlig vis også af. Jeg har – ubevidst – været i alarmberedskab siden Pelle blev syg. “Hvordan har den det, hvordan trækker den vejret? Har den det godt?, Går den ikke lidt langsomt?”Det var den rigtigste beslutning – selvom det var den tungeste beslutning vi nogensinde har truffet i vores lille familie. Vi stod sammen og var sikre. Vi tudede og mærkede et stærkt og tæt sammenhold midt i alt det svære. Det har været det eneste positive for os.
Pelle sov stille ind og vi fik taget den smukkeste afsked med den. Den blev begravet med sine yndlingslegeting, på sin yndlingspude. Vi skrev små personlige afskedsbreve til den, ja også selvom vi er voksne langt de fleste af os.
Pellehunden er blevet begravet på havens smukkeste mest fredfyldte plet. Der er stemningsfuldt og flere af os har været forbi i dagens løb for at tage afsked eller blot sidde stille i eftertænksomme tanker.
Selvom fornuften sejrede, da vi traf den sværeste beslutning, så føltes det alligevel som om det meste forkerte valg. Familiens yndlingshund skal ikke ligge under jorden. Det er jo helt forkert.
Døden kom tæt på. Vi forstår den ikke. Hvordan kan et liv slukkes på et sekund? Vi forstår det ikke.
Vi er slået ud alle. Vi er komplet handlingslammede. Vi har måttet tage fri fra arbejde. Vi har siddet uforetagsomme og uproduktive hen. Vi har været paralyserede og stirret tomt ud i luften.
Har du ikke haft hund, vil du nok ikke kunne forstå os. Har du eller har du haft hund, og måske én der er gået bort, vil du ikke kunne bære at læse dette, det vil minde dig alt for meget om alt det grumme. Det svære.
Hvorfor skriver jeg så, så pinefuldt om dette sidste farvel?
Jeg er ikke et iskoldt menneske. Jeg kan ikke bære, at fortsætte som om intet er hændt. Jeg står gerne ved, at jeg er svag, når det kommer til mine kære omkring mig, hvad enten de er to- eller firbenede væsner.
En madopskrift – en kageopskrift – who cares. Sorgen må og skal fylde, til jeg er klar igen.
Pelle og jeg havde et særligt bånd. Pelle var god for mig og min familie. Pelle har gjort mine børn til særligt gode og kærlige mennesker og har støttet dem i hele deres barndom. Det er ikke bare en hund for os – det var jo Pellehunden. Hengiven, glad og kærlig.
Gode hundemennesker, er de bedste mennesker, hvis du spørger mig. Nogen ville synes at det er langt ude, at sørge så dybt, at tude så vildt, at være så ked af det, at appetitten og livsgnisten forsvinder med et slag.
“Min bedste ven er død”. Sådan har vi det alle i familien. Sorgen må og skal fylde.
Hunde kan noget mennesker ikke kan. De kan finde ind, der hvor mennesker ikke kan nå. De kan få mutte mennesker til at blomstre og tø op. En hund skaber livsglæde og livskvalitet og med et hundekram kan man på et splitsekund glemme negative tanker og hverdagsstress.
Hvordan kommer vi videre? Hvordan bliver vi glade igen?
En cyklede – grædende – en lang tur. En gik – grædende – rundt som en zombie. Vi andre sad stille og græd. Øjnene var hævede på os alle og der blev ikke sagt mange ord. Der var ikke lyd på radio eller fjernsyn.
Jeg begyndte – helt uden at kunne styre det – at drages mod hundesider på nettet. Hvalpe til salg. Bizart, og ja flugt, fortrængning og sikkert usund eskapisme, men søde hundehvalpe bragte smilet frem.
Min datter og jeg kiggede på hundehvalpe i flere timer. Glemte alt om tid og sted, mad og indkøb. Vi søgte på billeder, på racer og sagde “nårh”, men var alligevel ikke klar til hverken at ringe eller tage kontakt.
Energien er jo væk. Hvordan få energi til en ny lille hundehvalp, når vi er smadrede af sorg? Vi skal være klar til at byde en ny velkommen, men hvordan bliver vi det, når rummene i huset er larmende tavse? Når der ikke er trippende poter eller en kærlig hund der med sine hundekærtegn, kan muntre os op?
Vi har taget beslutningen. Vi er en hundefamilie. Vi har så meget kærlighed at give og har brug for kærlighed fra en hund.
De praktiske ville sige: “Det er meget nemmere uden en hund” “Man er ikke så afhængig, hvis man ikke har hund” “Sommerferien er nemmere at planlægge”.
Vi er hundemennesker og hverdage er der flest af. Vi skal have hund igen – men sorgen må og skal lige fylde først. Vi skal have sagt ordentligt farvel.
Vi har kig på en ny lille hund – ikke en ny Pelle men en helt ny race. Vi skal ikke have en hund, hvor vi konstant vil sammenligne, for ingen ny hund vil kunne måle sig med Pelle. Pelle har en helt særlig status og vil altid have det i familien, men vi vil gerne lære en lille ny at kende.
Ja vi ved godt, at det er krævende at få en ny lille efternøler, men det tager vi gerne på os. Vi har kærlighed at give.
Tak fordi du læste med og jeg håber ikke dette sidste farvel var alt for tungt for dig. Du kom med om bag facaden – helt med der om hvor der er tungt og stille.
Jeg har skrevet om min kærlighed til Pelle før, og heldigvis har mange skrevet tilbage, at indlæggene rører, hvadenten man er hundeven eller ej. Det glæder mig. Du kan også læse endnu et indlæg her.
Jeg har på et kursus lært, at når man blogger skal man konstant spørge sig selv, inden man skriver, om indlægget er relevant for modtageren. At enhver læser vil spørge “what’s in it for me” og efter få sekunder hurtigt dømme indlægget ude, hvis der ikke straks er identifikation eller relevans.
Jeg håber du synes indlægget var vedkommende at læse, men uanset, så var det et indlæg der var nødvendigt for mig at skrive. Tak for din forståelse.
Ingen opskrifter, mad eller kage men et dybfølt indlæg om sorg og den allerstørste hundekærlighed.
Hunde er den største lykke og største glæde – men også den allerstørste sorg.
Farvel til Pelle – verdens bedste lille hundeven.
Jeg har i onsdags måtte sige farvel til min cavalier king charles spaniel, Buster. Han blev 10 år og 10 måneder. Han var hjertesyg ligesom Pelle. Jeg har aldrig i mit liv følt så meget smerte, så overvældende en sorg og så stort et savn. Dine tanker og beskrivelser af det sidste farvel er så rammende og rigtigt, det er præcis sådan, som jeg har det. Dine ord trøster mig, tusind tak for dem.
Lige nu kan jeg ikke se, hvordan jeg nogensinde skal komme ud på den anden side 😢❤️🐶
Hej Gitte Det gør mig ondt at læse om Pelle – det er altid trist når vi må sige farvel til vores dyr som jo er blevet en del af familien og vores bedste venner. I tog den bedste beslutning for Pelle – det må vi jo gøre nogen gange selvom det kan være forfærdelig svært, jeg har også prøvet det – men så er det godt at det skete på en værdig og rolig måde det betyder så meget Jeg er sikker på at i finder den bedste hvalp for jeres familie når i alle er klar til det.… Læs mere »
Jeg sad og fælde en lille tåre ,da læste at Pelle var sovet ind.Det er utrolig hårdt ,har prøvet to gange med vor egen hunde. Havde så i 10 år igen hund, men fik love til låne vor søns hund Lana mange gange. Men undvære hund kunne vi ikke,så sidste år kom der en lille hvalp Basse ind i vor hjerte igen. Her for fire uger sove vor kære Lana ind efter kort tids sygdom. Det var utrolig at hvor den gamle passe på den lille og sat ham på plads. Nu er det Basse tur til at passe den… Læs mere »
Hej Gitte.
Jeg føler virkelig med dig, har selv prøvet det et par gange.
For et par måneder siden blev min elskede kat kørt ned, den blev kun godt et år, og jeg savner den så meget.
For et par år siden gik jeg den tunge gang til dyrlægen, min lille hund havde dårligt hjerte, og den sidste nat var så frygtelig, både for den og for mig.
Håber i finder en , i bliver glad for, selv om det aldrig bliver det samme som den i lige har mistet.
Kondolere. R.i.p Pelle.
Det gør mig ondt for jer med Pellehunden. Ved nøjagtigt, hvordan du/I har det … For vi har som hundefamilie prøvet det selv nogle gange. Både med en ung hund (akut nyresyg) og med en gammel, der var både mæt og træt af dage. Sorgen er den samme, men det er en smule lettere, mere ‘naturligt’, når hunden har haft et langt godt liv, så hverken den eller vi kan sige at have noget ’til gode’ … Som med den gamle bedstemor, der også har levet sit liv og nu må af sted. Det er livets gang, trist ja, men… Læs mere »
Pyh, nu kom jeg da til at fælde et par tårer Så smukt du bekriver den svære afsked med hunden, som vi elsker inderligt. Vi har flere gange prøvet turen – men det bliver ikke lettere af den grund. Klem til jer alle herfra!
Kære Gitte og familie jeg TUDER!!!!! for hvor er det svært.Har selv prøvet det nogle gange, og det bliver ikke nemmere, de her dage er tunge at komme igennem, men når først der kommer en lille ny, vil Pelle komme på afstand,giv jer god tid og find så en ny, som aldrig bliver som den forrige, men hvor man så kan grine af hvor forskellig hunde er (ligesom mennesker)I håb om at kunne trøste bare en lille smule, sender jeg jer alle mine allerkærligste tanker og ønsker Kh. Lisbeth
Jeg er kattemenneske og havde det på samme måde, da vi måtte tage afsked.
Dit indlæg minder mig også om, at vi skal huske at tænke på, hvad der er det bedste for vores katte, hvor den ene nu er 13 år. Så jeg kommer snart i din situation ?
Smukt og meget stærkt indlæg ?? Jeg føler med jer… Er selv Hundemenneske, og har sagt farvel til de bedste venner, det får mig ikke til ikke at have hund – glæderne overskygger heldigvis så meget sorgerne ? At have hund er fantastisk, givende og bare det bedste ❤ Selvfølgelig er madopskrifter ligegyldige, jeg glæder mig til du vender tilbage og til at følge jeres nye skønne hvalp ? R.I.P. Pelle
Føler med jer – har selv været der. Nu skriver du, at I har kig på en ny hund. Ellers prøv at se på Havlykke’s hvalpe på Facebook. De har de skønneste cocker spaniels.