Pommes Rösti-fad

Bagenørden er i den grad blevet forkølet. Der snøftes og drikkes te i lange baner. Aftensmaden i aften er da bare slet ikke værd at skrive hjem om. Der var kun lige overskud til at åbne en dåse oksekødssuppe. Ja en DÅSE suppe. Der går dælme år imellem menuen står på DÅSE-suppe herhjemme.

Nå. Når nu tiden ikke skulle bruges i køkkenet er den blevet brugt foran brændeovnen med te og blog. Jeg har opholdt mig i bloggens “maskinrum” og eksperimenteret med plugins og widgets. Hvis du synes bloggen har set mystisk tåget ud idag, ja så er det bare fordi det har været en tåget forkølet hjerne der har “pillet”.

Maden idag er ikke værd at skrive hjem om men heldigvis er der indlæg på lager. Hjernen tåger fortsat så mange ord bliver det ikke til.

På bloggen idag er kommer der en opskrift på Pommes Rösti der startede som små Pommes Rösti men som endte ud i en stor Rösti – et Pommes Rösti-fad.

Til den store Pommes Rösti skal du bruge :

1 kg revne kartofler, 100 gr revet ost, 2 fintrevne løg, 2 æg, krydderier, lidt rasp.

Snit gerne løg og kartofler i din køkkenhakkemaskine. Det er noget lettere end rivejernet.

Jeg har et aggregat til min røremaskine til at sætte på toppen med diverse snitte/hakkefiduser, det er smart og nemt men du kan også sagtens bruge et gammeldags rivejern eller en minihakker.

Brug også gerne et godt slip-let aluminiumsfad at stege i, så bliver dine rösti sprøde under bunden.

Du kan også stege dem på panden, men så kræves der mere olie (usundere!) og de vil lettere hænge i/falde fra hinanden når de skal vendes.

Kram væden godt fra kartoflerne før du blander de resterende ingredienser i. Massen skal være fast, ellers vil kartoflerne flyde ud (som mine). Kartoffel-rösti’en smagte godt, selvom det blev en stor der skulle skæres i mindre stykker, men husk at brug godt med krydderier og ost ellers smager den ikke af en pind.

Pensl med olie i bunden og dryp med olie på toppen. Nu er den klar til en tur i ovnen i en times tid på 175 grader.

Jeg formede store “klatter”, men vist for store og lidt for tætte. Ville lige have kartoffelmængden til at passe til mit fad, men det var vist lidt dumt :-/

Altså jeg er jo spændt på om du vil få en stor som jeg, eller flere små?

Prøv lige at se. En kæmpe Rösti. Til gengæld var den god (selvom jeg var lidt FOR fedtet med olien)

Vi spiste vores Rösti til en okstestegs-rest, en bønnesalat-rest og whisky-sauce. Det var perfekt.

Har du en god opskrift på velsmagende Rösti der ikke flyder ud, så hører jeg gerne om det 🙂

Mange hilsner

fra en snøftende én der allerede nu VENTER på foråret….. :-/

 

Mere inspiration

8 Kommentarer

  1. Mikael V. Pedersen 31. december 2015 af 15:29- Svar

    Hej.
    Har lige lavet dem i muffinsforme til nytårs aften blandet kartoffel og gulerødder (revne) så er der styr på dem, bedst i silicone forme.
    Bare et lille hint.
    Godt nytår.

    • Gitte Hansen 1. januar 2016 af 11:22- Svar

      Hej Mikael
      Ej hvor en god ide! Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det? Tak for ideen du – håber maden smagte dig/jer.
      Rigtigt godt nytår til dig 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  2. Jesper Thomsen 7. januar 2014 af 21:39- Svar

    🙂 det var skam så lidt.. lige en rettelse. det var en Schweizisk opskrift. men nej der der skal kun ost nok henover til at (ca.) dække overfladen. Når man opvarmer kartoflen bliver stivelsen aktiveret ved så at køle dem ned under den kolde hane binder man stivelsen til kartoflen igen og det gør at den næsten smelter sammen allerede før ovnen/grillen. jeg lavede dog første gang den fejl at jeg saltede retten som man normalt ville gøre men Gruyere osten er ret salt i sig selv så det blev for meget. bare lav den ca 2 cm høj i et fad.. ikke alt det med små enkelte.. den skal skæres som en omelet 😉

    • Gitte Hansen 7. januar 2014 af 21:45- Svar

      Tusind tak for din præcisering. Det gør det da meget nemmere, at Röstien blot skal skæres ud. Det lyder rigtigt lækkert, man bliver helt sulten. Jeg håber jeg vil kunne finde ud af at lave en lækker Rösti efter dine anvisninger. Min Rösti var en flad pandekage, så det kan kun gå fremad 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  3. Jesper Thomsen 7. januar 2014 af 17:36- Svar

    Ja det er ofte man hører om røsti der “flyder ud”. Og da jeg er lidt vild med retten og elsker at prøve forskellige ting fandt jeg lidt omkring rettens historie og lignende. I den forbindelse faldt jeg over noget info meget få tilsyneladende ved, der (ifølge de gamle østrigske opskifter) skal ikke æg i. I stedet koger man kartoflerne i Ca 50% af normal kogetid, så bliver stivelsen aktiveret og man behøves ikke æg. De klassiske oste man brugte var emmentaler (mener jeg) og så gruyere. Så det er kun kartoffel, ost og krydderier. Prøv det 🙂

    • Gitte Hansen 7. januar 2014 af 21:28- Svar

      Hej Jesper
      Tusind tak fordi du har lavet research på Rösti-gaten. Det lyder da som en rigtig god idé, at udelade æg? Forestiller mig at der så skal temmeligt meget ost i, men det gør dem vel bare endnu lækrere? Har du selv forsøgt Rösti i gammel østrigsk variant? Det må vi da prøve! Lyder lækkert. Så lækkert. Tak for det tip 🙂
      Tak for din hilsen og dejligt du har lyst til at kigge med her på bloggen 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  4. Mette 27. december 2012 af 17:05- Svar

    Hej. Ser lækkert ud. Hvilke slags ost kan man bruge? Mvh Mette

    • Gitte Hansen 27. december 2012 af 18:34- Svar

      Du kan bruge alle faste oste tænker jeg? Riv gerne den ost du har i køleskabet, brug revet osv f.eks. mozzarella ell. lign. Karoline har en tex-mex-chiliost. Den kunne også være god at bruge tænker jeg? Tak for din hilsen Dejligt du har lyst til at kigge med her 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

Læg en kommentar