Saftig sprød sukkersød banankageklassiker

Jamen det var da en stor overraskelse at opdage at selveste kageklassikeren her i huset, endnu ikke er kommet på bloggen.

BANANKAGEN! lavet efter en opskrift jeg møjsommeligt klippede ud af en avis da jeg var barn. Et gulnet avisudklip der nu er mere end TREDIVE år gammelt, helt tilbage til dengang min spirende interesse for at bageri blev vakt. Jeg må have været omkring 10 år?

Sådan ser opskriften ud. Ja den er nusset og slidt og kilden har jeg ikke længere. Men opskriften. DEN virker stadigvæk. 🙂

Jeg laver lidt om i opskriften. Jeg hakker chokoladen (hm hm bruger den dobbelte mængde) og putter den i, istedet for at smøre den ovenpå. Jeg tilsætter 3 bananer i stedet for 1.Jeg nøjes også kun med det 2/3 mængde fedtstof. Jeg bruger flydende margarine, det er jo opfundet nu. Det var det ikke for 30 år siden 😉

Opskriften kan sagtens bære 3 bananer, kagen bliver endnu saftigere. Jeg varierer den også lidt i udformningen. Halvdelen af dejen laver jeg som muffins og halvdelen som en tærte.

Min familie elsker simpelthen bare den kage! Den stikker alt. Det er en banankageklassiker! Slet og ret. Bagenørden får kys, kram og lidt flere kys og kram når banankageduften begynder at brede sig i huset. 🙂

Iøvrigt kan man godt kalde den en “Stop Madspild” kage. Hvem af os har ikke – altid – 3-4 brune bananer i frugtskålen/køleskabet der trænger til at blive spist? Hvor tit har man ikke smidt bananer ud, der er blevet lidt for brune og smattede tilsidst?

Løsningen er klar! Man kan score nemme points hos sin familie og stoppe madspildet/bananspildet med en lækker banankage! 🙂

Idag lavede jeg 1½ portion af opskriften, da jeg havde 4 bananer der trængte til at blive brugt. Der blev 12 muffins og en stor tærteform med chokolade/banankage.

Dagens opskrift på banan/chokoladetærte og banan/chokolade-muffins i præcise mål, svarende til 1½ portion sådan cirka. :

4 æg

3 dl. sukker

3 dl. hvedemel

2 tsk. bagepulver

1 dl. flydende margarine

4 bananer

150 gram grofthakket chokolade.

Fremgangsmåde : 

Æg, sukker og vanillesukker piskes til lys æggesnaps.

Mel og bagepulver tilsættes herefter flydende margarine. Tilsidst mosede bananer og grofthakket chokolade.

½ delen af dejen puttede jeg i muffinsforme af papir.

Forinden havde jeg sprayet formene med sprayfedt. LIDT for ofte har vi oplevet muffins der ikke vil slippe formene, men som hænger ubehjælpeligt fast. Dette skulle ikke ske denne gang.

AMA har lavet sprayfedt nu har jeg set i butikkerne, men vi har en spray vi har købt i Mette Blomsterbergs butik. Dejligt minde om dejlige kager i Mettes butik. 🙂

Tærteformen blev også sprayet inden dejen kom i.

Muffins og kage blev sat i ovnen på 175 grader varmluft. Muffins’ene skal have 15-20 minutter (ca.) og kagen ca. 10 minutter længere. Kig efter. Når kagerne er gyldne og sprøde på toppen er de færdige.

De dufter himmelsk i bagetiden og er helt uimodståelige når de er færdigbagte. Sprøde, søde, lækre. Dagen efter er de også lækre. Så sætter kagerne sig og bananerne sikrer fugtigheden og saftigheden.

Kagen nydes bedst med en kop god kaffe eller et glas iskoldt mælk (hvis man spørger sønnen huset)

Velbekomme. Måske du også har nogle bananer i køleskabet der trænger til at blive brugt?? 🙂

Kagerne er ultralette at lave og helt usunde er de jo ikke. Der er jo frugt i….tsk, tsk 😉 🙂

Mere inspiration

En kommentar

  1. […] Ønsker du en mere kalorieholdig banankage anbafaler jeg Bagenørdens banankageklassiker. Banankagen over dem alle […]

Læg en kommentar