Saltede paprikamandler med chili og cayennepeber

Er du også en hund efter mandler?

Elsker du også bare mandler i alle afskygninger? Søde, salte men dog ikke de bitre?

For et stykke tid siden skrev jeg om honningristede sukkermandler med et saltstrejf , og det var gode. Rigtigt gode. Men nu er de spist og mandelglasset klar til at blive fyldt op igen 🙂

Prøver at styre mig lidt så der ikke går sukkerkalorier i alt hvad jeg foretager mig i køkkenet. Nu er turen derfor kommet til snack-agtige saltede mandler med chilismag. 

Øj de er altså også rigtigt gode og de er noget lettere at fremstille end sukkermandlerne.

Opskrift på chilimandler : 

250-300 gram mandler

3 spsk olivenolie

1 tsk cayennepeber

½ tsk chilipeber

1 tsk. paprika

1 tsk sukker

2 tsk. groft salt.

Fremgangsmåde : 

Olien varmes op på en pande og mandlerne røres med. Krydderi og sukker drysses over. Der røres godt. Mandlerne varmes godt i olien indtil de begynder at skifte farve. Salt drysses på til sidst.

Jeg var lidt i tvivl om tilberedningstiden, men lod dem varme ca. 10-15 minutter ved middelvarme. Jeg tog en mandel fra undervejs, afkølede og afgjorde herved om mandlerne skulle have lidt længere tid på panden.

Til slut lægges mandlerne på fedtsugende køkkenrulle og tørrer/afkøler. Puttes herefter i et tætsluttende glas.

På under en halv time har du lækre snack-mandler. De smager fantastiske til øl, som salatdrys, som snack. Kunne også forestille mig dem hakkede i smeltet chokolade også?

Måske har du flere gode og andre ideer? Hører meget gerne om dine mandel-tip. Jeg er jo stadig den lykkelige ejer af 2 kg mandler indkøbt i Tyskland fornylig. Skønt med et kæmpe mandel-lager. Så kan ideerne bare komme an! 🙂

 

Mere inspiration

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *