Shephards pie med hakket svinefars – sønnikes livret

  • Shephards pie med hakket svinefars

DSC_5348

Vi måtte hurtigt lave om på madplanerne i dag. Det havde glædelige årsager. Sønnike var til sit livs første mundtlige eksamen og bestod med glans og mere til. Det gik vildt godt og det skulle da fejres. Der var vild jubel i det lille hjem.

I telefonen foreslog jeg sønnike at tænke over aftenens menu. Det krævede ikke lang betænkningstid. “Mor det skal være den dér ret du laver i ovnen med kød og kartoffelmos ovenpå”. Ok fint så – Shephards Pie – den laver vi da og den er så fortjent! 🙂

Vores allerbedste slagter havde tilbud på magert skinkefars i dag – 3 kilo for 125 kr. – lad os da prøve at lave retten med skinkefars så!

Shephards pie med hakket svinefars

Det bliver en stor portion – nok til den storsultne familie på 4 i to dage, og der ER taget højde for en meget sulten teenagedreng, der havde fortjent dobbeltportion. 🙂

Af denne portion bliver der mad til 2 dage, men den skrappe madmor måtte vogte som en høg: “Vi skal også gemme lidt til i morgen!” lød formaningerne. Det fortæller vist, at denne ret hører til i superligaen over familiefavoritter. Ikke alle retter behøver rationering. Din familie vil elske dig hvis du laver denne ret! Kast dig endelig ud i den. 🙂

Shephards pie med hakket svinefars

Shephards pie med hakket svinefars - sønnikes livret
 
Forberedelse
Tilberedelse
Tidsforbrug
 
Lækker shephardspie med svinefars og bagt kartoffelmos
Forfatter:
: Billig hverdagsmad
: Mad til to dage
Portioner: 8
Det skal du bruge:
  • 1 kilo hakket svinefars
  • 3 oksebouillonterninger
  • 4 løg i tern
  • 5 fed pressede hvidløg
  • 1 stor dåse tomatkoncentrat
  • 1 dåse majs
  • 1 glas champignon (eller 1 bakke friske)
  • 5 gulerødder i tern
  • ca. 15 spsk. engelsk sauce
  • 1 spsk. paprika, 1 tsk salt og 1 tsk friskkværnet peber.
  • 3 breve kartoffelmospulver (eller hvis du har tid og energi, hjemmelavet kartoffelmos selvfølgelig)
  • Rasp og smørklatter til toppen
Sådan gør du:
  1. Svits svinefars og bouillonterninger.
  2. Tilsæt løg i tern og friskpressede hvidløgsfed
  3. Tilsæt gulerødder i tern, majs og champignon. Tilsæt gerne vandet fra glas og dåser
  4. Tilsæt tomatkoncentrat og fyld dåsen med vand, så de sidste rester vil slippe fra dåsen. Tilsæt vandet.
  5. Tilsæt krydderier og engelsk sauce.
  6. Lad kødsaucen simre imens du laver kartoffelmos. Følg anvisningerne på pakken - eller - endnu bedre - lav din egen kartoffelmos fra bunden. Lav ikke kartoffelmosen for tyk, så er den nemlig svær at fordele over kødsaucen.
  7. Hæld kødsaucen i to ildfaste fade (der bliver to fade af denne portion).
  8. Fordel kartoffelmosen på kødsaucen. Brug en dejspatel.
  9. Drys med rasp og fordel smørklatter på toppen.
  10. Sæt fadene i ovnen v. 200 grader varmluft i 20-30 minutter, eller til kartoffelmosen er gylden på toppen.
  11. Spis med broccoli, salat, ærter eller lign. til. Servér også gerne et godt madbrød til.

Retten er nem at lave. Vi var først hjemme fra job og indkøb kl. 18, og alligevel kunne vi spise lækkert mad kl. 19 – og så er der ovenikøbet også nemme madrester til i morgen.

Genialt! Det ville selvfølgelig være det allerbedste hvis du orker at lave kartoffelmos selv fra bunden, men det går ikke, hvis du først er hjemme kl. 18. Det holder ihvertfald ikke i mit køkken og vi er fint tilfredse med kartoffelmos fra pulver. Du bestemmer jo helt selv – hjemmelavet eller ej.

DSC_5346

Sådan laver du Shephards pie – step by step:

Oprindeligt er Shephards Pie vist lavet med lammekød – så prøvede jeg en variant med oksekød – og nu altså en variant med svinekød. Lammekød har vi endnu til gode at prøve (madmor her er ikke så vild med lam, så det kommer vist til at vente lidt med den ret ;-).

Der er rigtigt meget løg og hvidløg i denne ret, og det håber jeg du kan li’. Skær endelig ikke ned på det, det går ud over smagen på en ærgerlig måde.DSC_5333

Jeg tænker du sagtens kan bruge andre grøntsager i kødsaucen? En rød peberfrugt ville have været god at putte i også, tænker jeg?

Hemmeligheden bag denne lækre ret, tror jeg er den store mængde løg og engelsk sauce. Det giver en lækker og krydret smag. Vi elsker den!
DSC_5344Det er et godt fif at drysse med rasp og lægge smørklatter på topen af kartoffelmosen. Det giver sprødhed og smørret gør også at kartoffelmosen ikke bliver alt for tør, når den bager.
Shephards pie med hakket svinefars

Så er der serveret. Lækker shephards pie serveret med broccoli. Uhm!

Nem og lækker hverdagsmad – billig ovenikøbet og så er der madrester til i morgen. En eksamensdreng er også gjort ekstra glad og lykkelig. Hvad mere kan en mor ønske sig?  🙂
Shephards pie med hakket svinefars

Mere inspiration

12 Kommentarer

  1. Gitte Hansen 17. februar 2018 af 20:04 - Svar

    Hej Gitte. Jeg har prøvet sheperds pie, altså din opskrift. Den skal jeg lige prøve igen, husker hvor lækkert det smagte. Knus fra gitte Hansen.

    • Gitte Hansen 17. februar 2018 af 21:17 - Svar

      Hej navnesøster – pudsigt vi hedder helt det samme 🙂
      Dejligt retten smagte jer – jeg håber også denne vil være et hit 🙂
      God fornøjelse medkødgryderne
      Mange hilsner
      Gitte

  2. jenny 9. juni 2015 af 08:11 - Svar

    ps Gitte, der er gået et eller andet galt med punkt 12 i opskriften 🙂

    • Gitte Hansen 9. juni 2015 af 21:56 - Svar

      Ja hov Jenny, det var da vist en svipser. Det er vist gået lidt for hurtigt i korrekturen. Tak for påmindelsen – er nu rettet til. 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  3. Jenny 8. juni 2015 af 21:20 - Svar

    Jeg læste i et Good food magazin, hvor de kom linser i fyldet, for at gøre det sundere, men jeg tænker, at det får det til at række længere 😉

    • Gitte Hansen 9. juni 2015 af 21:57 - Svar

      Hej Jenny
      Rigtig god ide Jenny – det skal jeg da prøve at huske. Har faktisk linser i køkkenskabet som jeg altid glemmer at bruge. Tak for den gode ide. Supergodt at have dig i baghånden 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  4. Jenny 8. juni 2015 af 19:44 - Svar

    Jeg har sådan fået lyst til den, så det bliver mit søndag mad til flere dage projekt.

    • Gitte Hansen 8. juni 2015 af 21:13 - Svar

      Hej Jenny
      Ja den er superlækker – den skal du prøve. Du kan måske fryse halvdelen af kødfyldet ned og så bare bage med kartoffelmos af to omgange, hvis du synes portionen er for stor altså. Her bliver fadene tømt til absolut sidste smule og uanset hvor stor en portion jeg laver er der aldrig rester. Det må vist siges at være en god anbefaling 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  5. Susanne Raben 3. juni 2015 af 19:08 - Svar

    PS. kan SAGTENS gøre det til en ret jeg kan spise…. Der skal jo bare blomkålsmos til som låg, i stedet for kartoffel…. 😉
    Den kommer på listen til MEGET snart 🙂
    Susanne

    • Gitte Hansen 3. juni 2015 af 21:26 - Svar

      Selvfølgelig da! Supergod idé med blomkålslåg! Hvor er du altså kreativ. Rigtig god fornøjelse – det lyder jo superlækkert!
      Mange hilsner
      Gitte

  6. Susanne Raben 3. juni 2015 af 19:06 - Svar

    Hej Gitte.
    Vil bare lige komplimentere dig for din nu, en anelse mere, overskuelige måde at dele opskrifter…… Super og dejligt nemt for os andre 🙂
    Onsdagshilsner
    Susanne

    • Gitte Hansen 3. juni 2015 af 21:25 - Svar

      Hej Susanne
      Tusind tak Susanne – det glæder mig rigtigt meget. Jeg synes også selv at det er blevet meget nemmere at bruge og genbruge opskrifterne 🙂
      Tak for din – altid positive – feedback. Den sætter jeg stor pris på 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

Læg en kommentar