Sigtemelsfranksbrød og bløde sigtemelsboller. Nogle med marcipanfyld

I ferien var der god tid til at bage. Tid til langsomt bagværk, med to gange hævning. Tid til bagværk hvor ideerne kunne udvikle sig hen af vejen.

Sådan gik det også med disse sigtemelsboller. Tanken var egentlig at der blot skulle laves bløde hvide sigtemelsboller vi skulle spise til varm chokolade. Varm chokolade lavet på kogechokolade og mælk, the old school way. Det gør vi når vi skal hygge os om efteråret, imens vi luner os ved brændeovnsvarmen.

Sådan skulle det jo også være denne efterårsferie og boller blev der lavet. Fine store bløde boller 🙂

Der blev lavet en kæmpe portion dej, mere end rigeligt til boller. Der blev derfor også dej nok til et kæmpe franskbrød og til boller med marcipan/chokoladefyld.

Her kommer opskriften på den grunddej der kan bruges til både det ene og det andet bagværk i den sødere kategori 🙂

Opskrift på sød sigtemels-grunddej (Det bliver en stor portion): 

1 liter lunkent mælk

2 dl. vand

50 gr. gær

½ dl. flydende fedtstof

8 dl. sigtemel (ca)

1 kg. hvedemel (ca.) Du kan evt. erstatte noget af melet med en grovere meltype, hvis du ønsker det.

1 dl. Husk loppefrøskaller (sikrer fugtighed i bagværket)

1 tsk. salt.

1 tsk. vanillesukker.

Fyld : 150 gr. marcipan og 150 gr. chokolade

Fremgangsmåde : 

Et par dl. mælk koges op i mikrobølgeovnen og blandes med resten af mælken så blandingen bliver lunken/lillefingervarmt.

Gæren blandes i. Fedtstof, salt og vanillesukker tilsættes. Sigtemel tilsættes og der suppleres med hvedemel til dejen kan slippe skål og fingre. Ikke for meget. Ikke for lidt. Brug gerne en køkkenmaskine med dejkrog.

Dejen stilles til hævning i 20 minutter inde i ovnen der opvarmes til 50 grader. Du kan også lade den hæve 45 minutter i stuetemperatur. Dejen skal hæve ca. til dobbelt størrelse.

Når dejen er hævet tager du 1/3 fra hvis du vil lave et franskbrød. Hæld dejen direkte i en franskbrødsform. Pensl med tykmælk og drys evt. med sesam eller andet drys. Brødet efterhæver 30 minutter, gerne i den 50 grader lune ovn.

1/3 af dejen kan du forme til almindelige boller. Pensles med tykmælk. Efterhæver også 30 minutter.

Den sidste 1/3 kan du fylde op med marcipan og chokolade. Disse pensles også med tykmælk (og hæver også 30 minutter).

Form en bolle og mas den flad. Læg fyld på midten og fold dejen ind over fyldet. Læg bollen med sammenføjningen nederst

Klip et lille kryds i toppen af bollen. Så kan du nemlig se forskel på hvilke boller der er fyld i og hvilke der ikke er fyld i. Lav gerne bollerne mindre end de boller jeg har lavet her. Der var lidt for meget dej omkring. De må godt være mere dessertagtige og lette.

Bollerne bages 15-20 minutter ved 175 grader varmluft. Franskbrødet skal have den dobbelte tid.

Når denne portion er lavet er der godt fyldt op i brødskabe og brødkurve. Der blev varme boller til kakaoen, der blev søde dessertboller til den søde tand og der blev et kæmpestort franskbrød der skabte glæde i dagevis.

Nybagt franskbrød eller boller smager FANTASTISK.

Det smager fantastisk med hjemmelavet syltetøj på. Flasher lige hermed mit succes-syltetøj. For FØRSTE gang i livet er det lykkedes mig at lave perfekt syltetøj, ikke for tyndt ikke for tykt.

 

 

Mere inspiration

4 Kommentarer

  1. Michella 30. juni 2015 af 19:51- Svar

    Kan man undlade eller udskifte loppefrøskallerne?

    • Gitte Hansen 1. juli 2015 af 10:41- Svar

      Du kan sagtens undlade dem. God fornøjelse 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  2. Newyorkerbyheart 23. oktober 2012 af 11:50- Svar

    Uhmm, har altid været vild med sigtebrød – og de boller der med chokolade og marcipan er da ikke til at stå for 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

    • Gitte Hansen 23. oktober 2012 af 17:01- Svar

      Tak for din søde hilsen. Ja de var rigtigt lækre og vi har nu nogle i fryseren. Skønt at lune dem i mikrobølgeovnen, så smelter chokolade og marcipanen indeni sammen til en lækker syndig masse. Lækker dessertbolle. 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

Læg en kommentar