Jeg er vild med ord. Formuleringer, vendinger og finurlig sprogbrug. Jeg elsker at læse bøger med tyngde og kloge ord. Elsker de billeder, som ordene kan lave i mit indre. Filmen der kører i min fantasi.

At kunne jonglere med ord er en gave. Tænk som ordpusler at kunne få lov at lægge et ordpuslespil helt efter eget valg.  Hvor brikkerne kan lægges på 1000 måder, men alligevel først falder i hak, når de lægges helt rigtigt. Når kabalen går op, meningen går ind, ordene flyder og giver mening og sammenhæng, både for ordpusleren og de læsere, der læser med.I dag har jeg været på skrivekursus på mit job. Et fantastisk godt kursus med en dygtig engageret underviser og dygtige, videbegærlige kursister.

Vi fik ord og guld med på vejen og jeg reflekterede over pointerne. Det gik op for mig, hvor meget jeg ELSKER at skrive og hvor stor en gave det er for mig, at jeg kan få lov til at skrive både på denne blogkanal og som formidler i mit arbejdsliv. Jeg har elsket at skrive. Altid.

Uden ord, var mit liv fattigt. Uden den spidse pen, ingen glød.

Jeg fik travlt på cyklen hjemad og denne artikel var jeg næsten begyndt at skrive sig selv, før jeg var hoppet af sadlen.

På skrivekursuset fik vi undervisning i brug af virkemidler som billedmetaforer, identifikation og ægte menneskelige følelser. Hvor vigtige de ægte følelser er, både for skriver og for læser. Uden begejstring og energi – ingen begejstrede og engagerede læsere.

At skrive fængende, kan man først, når man selv er fanget. Ord kryber for alvor først under huden, når forfatteren mærker dem selv.

Jeg fik flash-back til min tid på børneværelset som 10-årig. Vi havde stil for. I radioen spillede Christian Flagstad sit eftermiddagsmusikprogram. De allerbedste numre optog jeg på min båndoptager, for senere at kunne spille dem på repeat, som perfekt skrive-lydtæppe. Min mor puslede med aftensmaden i baggrunden og jeg havde al tid i verden og et drømmescenarie liggende for mine fødder. En fristil. Kladdehæftet var fyldt med lokkende tomme sider. Lad eventyret begynde.   De allerbedste emner var de frie emner som “Skriv en science-fiction”, “Skriv en krimi” eller endnu bedre, den helt frie “Fristil”. Musikken spillede og blyanten blev spidset. Dengang var der kun kladdehæfte og viskelæder. Når man viskede, kom der en sort gnidret plet og især matematik-stykkers viske-frustration kunne næsten flå hul i papiret.

De vigtigste stile, blev ophøjet til kuglepen. Renskrivning gav anledning til at opleve eventyret påny. Produktet af skrive-flowet. Det færdige resultat. En oplevelse af at komme ud på den anden side, efter skrivefortryllelsen var brudt. Først dér kunne man møde, se og opleve fortællingen udefra, som læser, for første gang.

Som regel blev der ikke brug for viskelæder til fristilene.

Ordene flød og tiden forsvandt. Bøjet over kladdehæftet, sad jeg dér med et krampagtigt greb om blyanten. Ord om rumskibe der efterlod små svedne pletter på gulvtæppet, som eneste bevis for, at science-fiction-fatamorganaet i mit hoved var et virkeligt eventyr. Historier med opdigtede personer, der blev levendegjort med ord, og som man næsten kunne nå at få et godt og nært forhold til. I virkeligheden var de bare luft og små fantasibobler. Fornemmelsen af sorg, efter sidste kapitel og et farvel til yndlingskaraktererne.

I klasseværelset, hvis historierne blev ophøjet til oplæsning, sad lille Gitte dér på stolen – flov og forlegen. En smule stolt over lærerens fremhæven, men alligevel også pinligt berørt over at få blottet det dyrebare hemmelige rum. Det private fantasirum udstillet i den offentlige normalitets-sfære.

Kunne det bære? Kunne kammeraterne mon forstå? Janteloven. Angsten for at bryde normen og skille sig ud. En bæven. Som 10-årig forstår man slet ikke, at selve skriveprocessen og værdien og glæden ved at lege med ord langt overstiger angsten for hvordan de modtages.Det ved jeg nu.

Jeg får stadigvæk glæde ved at spidse min pen og få ord til at passe sammen, både for dig og for mig selv.

Min fantasi bruger jeg dog alt for sjældent nu. Fiktionens verden skriver min pen sig ikke længere ind i, til gengæld bruger jeg et levet livs erfaringer og refleksioner som fundament og som skriveeuforiens byggestene. Det kan være mødet med mennesker der sætter følelser igang. Oplevelser. Begivenheder. Natur. Kærlighed. Store følelser som glæde, begejstring eller sorg.

Som 10-årig var jeg uberørt og havde nemmere ved at drømme og fantasere frit, uden tanke for realitet, sammenhæng eller logik. Som voksen har jeg fået andre, nye og flere perspektiver med i bagagen. Hverdagsrealisme og ægte oplevede følelser er gyldne øjeblikke for mig at skrive om. En evigt uudtømmelig gylden kilde.

Jeg mindes tit tiden som 10-årig i barneværelset. De gamle skrivehæfter, håber jeg, at jeg har gemt, for glemt er de ikke. Jeg er taknemmelig for dansklærerne der viste mig tillid og gav mig skriveglød, skriveudfordringer og stimulerede min skrivefantasi. Tak fordi jeg fik lov til at skrive frit og digte uhæmmet, helt uden begrænsninger. Jeg er taknemmelig for, at jeg dengang fik lov til at læse skolebibliotekets voksenbøger, da jeg havde læst alle børnebøgerne ud.

Forfatteres ord har nemlig uden tvivl modnet mig, gjort mig klogere og dyrket min fantasi. Ordpuslere fremmer og har fremmet min egen lyst til ordpusleri. Selvom jeg ikke skriver fiktion i dag, er jeg sikker på at ordene, både de læste og skrevne, har styrket mig og stadig gør det. Bøger, læsning og skrivning får mig og min skrivning til at blomstre. “Har du ikke lyst til at være forfatter?” bliver jeg indimellem spurgt. Jeg har hidtil svaret: “Tak for tilliden. Det var pænt sagt, men jeg tror nu at det er nok for mig at skrive en blog. Her kan jeg nemmere og hurtigere fange dig som læser og jeg kan få feedback og respons fra dig, på mine ord. Det betyder alverden for mig”.

Næste gang jeg får spørgsmålet: “Har du ikke lyst til at være forfatter” vil jeg svare: “Jo det har jeg egentlig haft lyst til altid og ved du hvad, jeg kan mærke indeni, at det har jeg i virkeligheden været længe”.

Følelsen startede med pen og kladdehæfte i barneværelset, da jeg var 10.

Tak fordi du havde lyst til at læse med og gør det så trofast, uanset hvilke ord der flyder fra min pen.

Kærlig hilsen

Gitte