Chokoladespecier – sprøde specier med chokolade. I dag får du opskriften på specier – de nemmeste, lækreste småkager.
Uhm smørbagte chokoladespecier, fyldt med lækker chokolade, vanilje og ja SMØR i så rigelige mængder.
Der er et saltstrejf i kagerne og kombination af salt/chokolade er formidabel!
Specier er en taknemmelig kage, for du kan lave dem i så mange forskellige varianter.
Chokoladespecier smager så godt! Prøv også at udskifte chokoladen med andre lækkerier: lakrids, citron, appelsin, marcipan, nødder, nougat?
Nederst i dette indlæg kan du se en masse lækre opskrifter på specier i alle afskygninger.
Specier er nemme at lave og dejen til specierne kan laves klar en dag du har god tid. Stængerne kan laves i forvejen og opbevares på køl i 2-3 dage. Dejen kan også fryses.
Smart at tage en rulle op af fryseren og så lige bage en portion, når tiden er til det og bagetrangen kommer over dig.
På den måde vil du faktisk også nemt kunne trylle friskbagte specier hele julemåneden, ja hele året faktisk. 🙂
Opskriften er nem og den kommer lige her:
Chokoladespecier. Få en nem og lækker opskrift på specier med chokolade hér
Ingredienser
- 250 gram smør blødt
- 250 gram flormelis
- 2 tsk. vaniljesukker
- ¼ tsk. salt
- 1 æg
- 350 gram hvedemel
- 1 tsk. bagepulver
- 200 gram grofthakket chokolade eller lidt mindre, du bestemmer. Kan erstattes af f.eks. nødder, marcipan, lakrids eller andre godter
Sådan gør du
- Rør det bløde smør med flormelis og vanilje. Brug gerne røremaskine eller elpisker.
- Tilsæt æg og pisk godt.
- Bland bagepulver og salt i melet og tilsæt. Rør godt.
- Tilsæt chokolade og rør.
- Dejen bliver hård og fast, men kan fint trilles til stænger.
- Rul 4 dejstænger ud og læg 2 af dem til afkøling i køleskabet en times tid (eller en halv time i fryseren). Gem evt. de resterende 2 stænger i fryseren til en anden gang hvor du gerne vil kunne servere friskbagte småkager til kaffen.
- Når dejstængerne er afkølet, skærer du specierne tyndt ud med en skarp kniv og lægger dem på en bageplade. Der behøver ikke være vildt meget plads imellem, da kagerne ikke flyder særligt meget ud.
- Bag specierne 5-7 minutter v. 175 grader varmluft og lad dem afkøle på en bagerist.
- Put kagerne i en kagedåse med tætsluttende låg og opbevar dem et sikkert sted. 🙂
Noter
Lækre sprøde specier med chokolade og salt – sprøde og lækre småkager også gode til jul
Kagerne kan bages året rundt, og er bestemt ikke kun en julesmåkage. Jeg vil i hvert fald spise specier hver gang jeg bliver budt, året rundt 🙂
Chokoladespecier er rigtig nemme at lave. Sådan gør du – se billederne lige her:
Jubii – en ny vellykket småkagevariant har set dagens lys her på matriklen.
Teenagerne er blevet set gå langfingrede på jagt i kagedåsen.
Det er altid spændende at se hvilken kagedåse der rummer den største julesmåkagefavorit. Dåsen med chokoladespecier skal der vist hængelås på. Det er jo altid en god anbefaling 🙂
Specierne bliver sprøde og lækre, og jeg har smørret mistænkt for at være hemmeligheden bag. Rigeligt smør. Jeg synes klart at smagen og konsistensen er bedst, med smør.
Der bliver en stor kagedåse fyldt, af denne portion, så forholdsmæssigt er smørmængden pr. småkage vel ret lille?
I teorien altså, for jeg har endnu ikke set nogen kunne nøjes med enkelt 😉
Fyld gerne en lille kagedåse eller et lille glas med låg.
Med en fin sløjfe omkring, kan det snildt gøre det ud for en juleværtindegave.
Det kunne også være en lille opmærksomhed til en veninde eller en bedstemor der trænger til kageomsorg og kærlighed? Bare lige et tip.
Chokoladespecier er hurtige og nemme småkager, til jul og når du ellers kan finde en anledning. Fra start til slut kan du have en stabel kager på 1 time.
God fornøjelse med bageriet og de lækre småkager. Du bliver helt sikkert vild med dem 🙂
På bloggen kan du finde mange gode opskrifter på specier – opskrifterne kan du kan finde lige her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
Hej
Den her opskrift skal helt sikkert afprøves, de ser lækre ud 🙂
Ved du om dejen kan rulles ud, så børnene kan bruge udstikkere i dejen nu her til jul? Så ville det nemlig kunne være en fin adventsgave til bedsteforældrene, tænkte jeg 🙂
Mvh Mette
Ville ønske der var opskrifter på kager og småkager uden smør (mælke allergiker )
Jeg fulgte opskriften til punkt og prikke, men min dej var ikke fast eller hård. Tværtimod var den så klistret, at jeg måtte ælte mere mel i. Ellers ville den ikke slippe bordet. Jeg har nok tilføjet 50-75 gram mel, før det kunne lade sig gøre at trille dejen.
Min mor bagte altid chokoladespecier til jul og når jeg sku’ forkæles.. (halvt ristede hasselnødder, halvt chokolade) De har alle dage været min yndlings småkage. Så taknemmelig for, at du har postet en opskrift, så jeg kan få dem endnu!! TAK!
Bedste julesmåkager.
Kan jeg bruge lurpak smør som er saltet til denne opskrift, hvilken temperatur skal min ovn have hvis jeg bruger almindelig ovn og ikke varmluftsovn. Tak for en god blogg og håber på snarligt svar☺
Kære Gitte.
Jeg har endnu en variant:
Udskift halvdelen af chokoladen med hakkede ristede hasselnødder.
Wauw – familien er ellevilde og det er lige før (kun lige før) at disse specier slår de svenske chokoladebrød som familiens favorit-julebag.
Glædelig jul.
Mange hilsner
Maja
Skal det være mærk chokolade man skal bruge 🙂
Hold fast de smager godt, elsker det lille strejf af salt i samspil med den bitre chokolade og den søde dej ?
De er også ved at være en af mine favoritter, bagte dem sammen med min mor sidste weekend. Vi pimper dem så lidt ved at blande lidt frugtfarve i noget perlesukker og så rulle stængerne i det lige når de er formet. 🙂