Solen har skinnet. Himlen været blå. Vinden bidende kold men brændeovnen tilsvarende buldrende varm.

Vi tilbringer weekenden i sommerhuset og ja for os er det ikke kun et sommerhus, men et fristed hele året rundt. Der er ikke mange mennesker i sommerhusene på denne årstid, men vi er trofaste. Bor kun ½ times kørsel væk, så for os er det realistisk at bruge det tit og det gør vi. Rigtigt meget og vi elsker det! 🙂Denne weekend var ekstra frydefuld, for Amanda er med. Min datter flyttede hjemmefra i sommerferien og  har ikke været med i sommerhuset i månedsvis. Denne weekend var vi samlet alle mand. Skønt!

Jeg glædede mig som et lille barn. Havde forestillet mig at forkæle familien med kager og lækkert mad. Havde forestillet mig at vi skulle spille spil og at jeg skulle læse min gode krimi færdig. Havde forestillet mig lange gåture på stranden i solskinnet. Havde forestillet mig den gode nattesøvn og rigeligt af den.Sådan skulle det ikke lige gå. Den kære lille Kallehund holdt mig vågen hele natten, som i HELE natten. Bagsiden af den kære lille-Kalle-medalje.

Kalle holder fest om natten, når vi er i sommerhus. Den storelsker at vi alle sover på samme etage som den. Alle de mennesker der er at underholde hele natten. Hvor er det sjovt at pibe, kradse på armen af de sovende, når de ikke lige vil lege og ellers natten lang hoppe op i sengen og ned af sengen og op i sengen og ned af sengen…..fortsæt selv…resten af natten.

Hjemme i huset sover Kalle i underetagen helt selv og det er en helt fænomenal ide. Vi sovende mennesker fortjener nemlig en etage for os selv – i fred og ro – og Kalle en etage alene med sine tøjdyr, vandskål og katten som eneste underholding.

NÅ men i dag gik alle mine planer i vasken. Min krop er ikke – længere – bygget til at kunne klare sig på 2 timers søvn og i nat var Kallehunden virkelig en terrorist. Krapyl.  Jeg får lyst til at tage barnlig hævn. Terrorisere den, når den sover. Pibe og kradse den lidt på poten, så den vågner. HÆVN! 

I dag har Kalle sovet som en sten hele dagen. Hvorfor mon? Den skulle jo gerne være frisk til natten. Mig? Nå men jeg har vaklet kvadret rundt af søvnmangel hele dagen. Strandturen orkede jeg ikke, bageriet heller ikke. Jeg var mut, tvær og uudholdelig. Grrr!

“Så snup dog en middagslur du sure, trætte kvinde!” Ja et oplagt førstevalg, men min krop er desværre sådan bygget, at jeg kun kan sove i dagtimerne hvis jeg er megasyg med 40 i feber. Jeg må vakle rundt som en søvn-zombie, til jeg kan gå i seng ved aftentide igen. Det var også et stort problem, da børnene var små. Jeg KAN simpelthen ikke sove om dagen, uanset hvor meget jeg trænger til det. Kender du mon det, eller er du så heldig, at du godt kan sove om dagen?

Jeg er SÅ misundelig på dig der kan power-nappe! Årh manner!

I dag sygnede jeg hen og tilbragte slumretid på sofaen og ja – det var da bare mega-ærgerligt, for vejret var jo så skønt altså! Orkede ikke slæbe mig ned til stranden, til en frisk gåtur i det smukke solskin. Sluttede egentlig fred med det, men så er det jo bare rigtigt heldigt, at man faktisk kan se havet, når man ligger i vandret position i sofaen. Kan du mon se et glimt af det her?

Jeg prøvede at læse min krimi, men bogstaverne flød sammen. Hjernen var grød. Udsigten nød jeg og himlen var også blå, når jeg kiggede op i den fra sofaens dyb. Men øv altså alligevel.Det er mega-sjældent at min familie oplever mig ligge på sofaen.

Jeg kan mærke, at det gør dem lidt triste, fordi jeg plejer at være fyldt med overskud, plejer at springe rundt og bage, beskære eller være aktiv på anden vis.

Træthed gør mig tungsindig og 2 timers søvn gør mig sidelæns indeni. Når en mor er slået af pinden, lægger der sig ligesom en tung dyne over familien. Er det mon også sådan hjemme hos jer? ØV -men min familie var rigtigt søde. Nogle gik en tur, imens jeg kaprede sofaen. Min mand lavede maden. Hakkebøffer med bløde løg. Amanda og Mikkel tog opvasken. Heldige mig.

Skønt med en god familie, både på gode og dårlige dage. Vi spillede faktisk også Bezzerwizzer, behøver jeg sige, at jeg totalt fik baghjul? Det kan ikke anbefales at spille dette spil på søvnmangel. Kognitivt er man jo totalt i smadder. Just saying. 😉

Et dejligt lørdagsminde alligevel – at vi sad og spillede spil sammen. Det er SÅ længe siden. Vi glæder os allerede til juleferien – med god tid til familiehygge.

Weekendens kagebageplaner må vente til imorgen. De hjemmebagte boller også. En gåtur også. Meget skal nu mases ind på en søndag. Vi når det nok. Hunden er udliciteret i nat. I NAT VIL JEG SOVE! Jeg mindes, da børnene var små, at vi skiftedes til at have “vågne-tjansen”. I nat får min mand fornøjelsen af det vågne Kalle-krapyl.

Måske jeg skulle låne den bog dér om hundeopdragelse på biblioteket? Der er vist lige et par kapitler vi skal have læst igen?

  • Sådan får du hunden til at sove alene
  • Sådan får du hunden til at sove, når det er nat og være vågen, når det er dag.
  • Sådan lærer du en hund, at det kun er om dagen mennesker gider lege.
  • Sådan lærer du en hund, at nattesøvn er DØDVIGTIG for mennesker!

Skulle jeg vælge et sted at være, skæv i hovedet af søvnmangel, er sommerhuset stadigvæk min yndlingsplet, med familien samlet under samme tag. Her er så smukt og det vil det også være i morgen, når jeg har sovet en dyb, lang nattesøvn. DYYYB søvn!.På bloggen har jeg før skrevet rørende beretninger om den nuttede lille Kallehund, om glæderne ved den kære hvalp.

I dag hørte du så om nogle af bagsiderne af medaljen. Kalle har stadig erobret mit hjerte, men grrr der er også bagsider ved det lille firbenede krapyl. Våde, sandede poter i sofaen, intens ustoppelig gøen i haven om aftenen. Når hunden leger gemmeleg i mørket i haven om aftenen og ingen kan finde den og når den vil lege fangeleg, i stedet for at få sin gåturs-snor sat på.

Ja MÅ vist låne den store bog om hundeopdragelse på biblioteket. Jeg læser den når jeg har sovet GODT og LÆNGE! 😉

Det er ikke lutter beklagelser herfra. Lørdagen bød også på gode glimt. Morgenmad i en solskinsstribe med udsigten indstillet på uendeligt, op mod den fredede plantage.
Udenfor har vi en overdækket terrasse som vi har stor fornøjelse af på alle årstider. Når solen skinner, og det er vindstille, er der lunt og helt læ. Man kan faktisk sidde udenfor på terrassen, selvom det er koldt, hvis man bare har et godt uldtæppe på.

Her tilbragte jeg et par søvnige slumretimer i dag. Ingen beklagelser herfra, når søvnmanglen kan udleves på sådan en skøn plet.
Teen var god i koppen og læsestolen god i stuen. Brændeovnen buldrede og eftermiddagssolen lunede varmt ind af vinduet. Havet var blåt. Kalle sov dybt på tæppet og mig? Jeg havde SÅ meget barnlig hævngerrig lyst til at vække den. Skubbe lidt til den. Pibe lidt. Vippe lidt med dens pote. Terrorisere….bare lidt? 😉Håber du havde lyst til at læse med på min søvnige sofaslumrende lørdagsrapport? Håber du kunne holde mine beklagelser ud. I nat venter en nat fyldt med god og rigelig nattesøvn og i morgen venter en ny dag . Deal? 😉


author avatar
Gitte Hansen
Elsker at lave nem mad, bage lækre kager, udvikle nye opskrifter og formidle til bloggens næsten 80.000 følgere på sociale medier. Arbejder nu fuld tid med nogetiovnen.dk efter 30 år som bibliotekar. Med over 1 mio. månedlige visninger og over 3000 nemme opskrifter, er Nogetiovnen.dk én af Danmarks største madblogs.