Fest cookies med tranebær, mandler, chokolade og lakridsI weekenden var vi til svigerfars 70-års-fødselsdag på Sydfyn. Det blev en hyggeligt fødselsdagsgilde med lækkert mad, snak, grin, smil og latter til langt ud på natten.

Den bagenørdede svigerdatter havde fået lov til at bage en stabel cookies til kaffebordet og dem skal du høre om i dag. Det blev til lækre sprøde fest cookies med tranebær, mandler, chokolade og lakrids. Den ene halvdel af dejen blandede jeg lakridspulver i, så altså en halvdel “almindelige” cookies og en portion lakridscookies.

Fest cookies med tranebær, mandler, chokolade og lakrids

Den opskrift du skal høre om nu giver en masse kager. Ca 100 stk. Du halverer jo bare opskriften, hvis du ikke har brug for så mange kager. Måske du ikke har en svigerfar du skal fejre?  (men så kan du jo nok finde en anden? :-))

Hvis du følger bloggen trofast vil du kunne kende opskriften. Det er jo Bagenørdens cookie-klassiker-opskrift der er videreudviklet på, igen igen 😉

Her kommer opskriften på sprøde fest cookies med tranebær, mandler, chokolade og lakrids (100 stk.):

Du skal bruge : 

150 gram smeltet smør

4,5 dl. flormelis

6 dl. mel

6 æggeblommer

4 tsk. vanillesukker

1½ tsk. natron

1½ tsk. bagepulver

6 håndfulde grofthakkede mandler

150 gram grofthakket chokolade

100 gram tørrede tranebær

Lakridscookies: 6 tsk. lakridspulver tilsættes halvdelen af dejen.

DSC_9850

Sådan laver du sprøde cookies med tranebær, mandler, chokolade og lakrids:

  • Smelt smør og bland med flormelis og vaniljesukker
  • Bland med æggeblommer
  • Bland natron og bagepulver med mel og tilsæt.
  • Dejen røres nemmest med elpisker eller køkkenmaskine
  • Tilsæt grofthakkede mandler, chokolade og tranebær.
  • Dejen bliver hård og fast.
  • Dejen smager fantastisk. Der må prøvesmages! 🙂
  • Sæt små dejkugler på en bageplade. Der kan være 25 stk. pr. bageplade.
  • Rør lakridspulveret i, når du har halvdelen af dejen tilbage.
  • Lav lakridscookies af resten af dejen.
  • Bag kagerne v. 150 grader varmluft i 7-8 minutter.
  • Sæt dine cookies til afkøling på en bagerist.
  • Voila. Sådan bager man hurtigt 100 cookies på under en time.

Gæsterne var vilde med kagerne, men der var lidt “øfferi” over at man ikke kunne se forskel på kagerne. Farven var tæt på den samme. Man kunne overveje kun at tilsætte chokolade til lakridscookies’ene, så der bliver helt lyse og helt mørke kager? Det ville være et hit og gøre det lidt nemmere at vælge favorit på kagebordet.

Bare en idé? Smagsmæssigt var begge varianter helt i top, men svært at se forskel. Der var mest “run” på lakridscookies’ene, de var efterspurgt ved festbordene, så en lakridsvariant er du nødt til at inkludere 🙂

DSC_9851 Og hvorfor så så rigelige mængder mandler og chokolade?

Tjo såmænd fordi jeg for ganske nylig har fået særimport fra Tyskland. SÅ fedt at have 4 kilo mandler i køkkenskabet, og rigeligt med chokolade også. Mandler og chokolade ad libitum – ja tak! 🙂DSC_9872 Fest cookies med tranebær, mandler, chokolade og lakrids

Kagerne bliver sprøde og lækre og der bliver rigeligt af dem. Bag dem hvis dine børn skal have kage med i skolen, bag dem til dine kolleger, hvis du altså har mange, bag dem til børnefødselsdagen, til vejfesten eller til……?

Rigtig god fornøjelse med dit søde bagværk – og nu tror jeg lige vi tager en slapper med denne cookies-variant.

Fornyelse må der til – aha – lige om hjørnet lurer jo alle julekagerne!Åh suk – den søde skønne juletid med kager i læssevis. Godt vi ikke skal spankulere rundt om juletræet i bikini.

Stay tuned – der følger mad og kage på bloggen i uendelige mængder og snart får du også opskriften på den perfekte juleaftens- / mortensaftens-andesteg  ! 🙂Fest cookies med tranebær, mandler, chokolade og lakrids