Svampede bananmuffins med chokolade og hindbæryoghurt

Nogen gange kan man blive en kagesyg bagegalning selvom man har begrænsede ressourcer. Begrænsede ressourcer forstået som et halvtomt køleskab eller som i en slatten syg krop der ikke vil følge med til det helt store.

Måske går man bare ind for “Stop madspild” og vil undgå at kassere et par halvbrune bananer og en halv liter yoghurt? Hvis du har lidt chokolade at stoppe i festen, bliver den endnu bedre 😉

Uanset hvilken en af de ovennævnte kategorier du hører til i, så har jeg her et tip til dig. :

En ultralet opskrift på lynhurtige bananmuffins der kan laves med meget få ingredienser : 

½ ltr. frugtyoghurt (eller tykmælk, A38 ell. lignende)

1 dl. sukker

2 tsk. vanillesukker

250 gram mel

1 tsk. natron

1 tsk bagepulver

2 bananer

4-5 spsk. flydende fedtstof (olie, margarine, smør)

Hakket chokolade. (så meget du vil være bekendt.;-)

Sådan gør du : 

Mos bananerne. Vend dem i yoghurten. Bland de tørre ingredienser. Vend dem i yoghurtblandingen. Tilsæt flydende fedtstof og hakket chokolade. Det var det det!

Nemt ikke? Kagerne kan røres sammen på 5 minutter. Skal bages 15-20 minutter i ovnen ved 175 grader varm luft.

Put dejen i penslede siliconeforme eller muffinsforme af papir. Spray med sprayfedt eller pensl med margarine, ellers hænger kagerne fast.

Kagerne er bagt uden æg og du må være forberedt på at kagerne vil falde lidt sammen når de kommer ud af ovnen. De bliver lidt klæge og konfektagtige i det. Det kan vi godt lide her i familien. Kagerne forsvinder som dug for solen, men nu er du forberedt på at konsistensen er lidt anderledes end du er vant til med almindelige muffins. Smagen er der dog slet ikke noget i vejen med 🙂

Det kan være lidt svært at mærke hvornår kagerne har fået nok. Når de er sprøde på toppen og virker gennembagte når du trykker på dem (evt. stikker i dem med en gaffel), har kagerne fået nok. Konsistensen vil dog føles lidt klæg som sagt, men det er p.g.a. saftigheden fra bananerne og yoghurten. Det er helt som det skal være.

Så er der et fad lækre saftige kager klar på ingen tid. Du kan få tilfredsstillet din kage/bagetrang og så får du brugt de slatne bananer i køleskabet 😉

Sunde fedtfattige frugtmuffins ja tak! 🙂

Mere inspiration

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *