Vemodige og taknemmelige befrielsestanker

Jeg har et fantastisk arbejde. Det giver mig spændende udfordringer fra morgen til aften, jeg har skønne kolleger og uforudsigeligheden er stor. Planlagte opgaver, pludselige projekter, en forfatter vinder en pris, og pludselig skal der handles hurtigt og skrives formidling på det. Alle opgaver er spændende, udfordrende, krævende og lærerige og alt det gode er toppet med skønne kolleger.

Hver dag lærer jeg nyt og på særligt gode dage har og får jeg ekstra meget stof til refleksion og eftertanke.

I dag forbliver tallerkenerne på bloggen tomme – i den gode sags tjeneste. Håber du har lyst til at læse med?

På min vej mødte jeg i dag en meget svært handicappet mand.

Han kan ikke længere gå, og har efterhånden også svært ved at tale p.g.a. spasmer. Manden er et livsstykke – han arbejder, sine hårde odds til trods, som frivillig i byen og lærer sit modersmål fra sig til flygtninge.

Manden kan knapt bruge sine lemmer – men alligevel magter han at gøre en forskel. Øjnene lyser når han fortæller om den indsats han gør for sine medmennesker. Han er stolt og han vokser som menneske, selvom han sidder i kørestol og ikke længere selv kan rejse sig op.

2015-02-28 13.28.30

Jeg bliver rørt, imponeret og fascineret når jeg møder mennesker der gør en forskel for andre. Jeg føler mig lille og mine problemer kan jeg pludselig ikke længere få øje på. Med et trylleslag er de blevet ubetydelige og små.

Nogle magter at bestige et bjerg, for at komme om på den anden side og hjælpe nødstedte. Jeg? Nogle gange tænker jeg, at jeg ikke engang orker at tage genvejen.

I dag hørte jeg i radioen at de jordskælvsramte ofre byder gæster velkomne og i kærlig overbevisning lader deres gæster sove i husets eneste seng, imens de selv tager gulvet. Hvor meget er du klar til at ofre og miste, i næstekærlighedens navn?

2015-04-02 20.32.54

Det var en dag i eftertænksomhedens navn, og det fortsatte på mit job.

I næste uge er det 70 år siden Danmark blev befriet. Ja, ja og det er 75 år siden Danmark blev besat – og det har vi læst om i historiebøgerne og skal vi nu høre om det igen?

Billede

Ja, det skal vi!

Nogle ville måske kalde mig et gammelt sentimentalt fjols, men mig rører det altså stadigvæk dybt, at nogle, under krigen, betalte den højeste pris, deres liv, i den gode sags tjeneste.

Besættelsen – befrielsen. Sorg og glæde – og derimellem fulgte år hvor dansken rejste sig i trods – eller nogle gjorde, de modige, og kæmpede for alt det de nu havde kært – deres fædreland. Vores Danmark.

2015-04-26 17.13.58

Hvor mange ville være klar til det i dag?

Jeg mindes lidt med gru en mediestorm, der rejste sig i weekenden, da der var kø og dårlig lyd ved Disney-forestillingen “Frost”, eller når forældreklager til forbrugerombudsmanden fordi de ser sig snydt med Føtex’ samlemærker (øh, var Føtex’ hensigt ikke at tjene penge, ved at få folk til at købe mere og mere, men måske der er noget jeg har misforstået?)

Ja det er sjældent jeg bliver “politisk”, farvet og partisk her på bloggen, men i dag gør jeg!

Når jeg skriver en artikel om besættelsesfolk, der blev henrettet i kampen for et frit Danmark, så pines jeg gevaldigt over at læse om danskernes kampånd i dag. På debatsider græmmes jeg over at læse harmdirrende, vrede og ondskabsfulde ytringer. Smædefulde ord der flyver i luften. Hvilke kampe er det der bliver kæmpet her? Kampe for ligegyldigheder. De store slag i næstekærlighedens navn? Næh!

Dårlig lyd og ingen plads til et Disney show, et billede der mangler af en Panda – nej jeg giver op.

2015-04-06 12.13.27

Helte for mig var dem der turde kæmpe og vise vovemod, der hvor det blev farligt og der hvor egen personlig risiko blev sat over styr.

At kæmpe for noget i en større sags tjeneste. At tilbyde sprogundervisning, når man knap længere selv kan tale. At fjerne nedkastet ammunition på en mark midt om natten, for så senere at bruge det i kampen mod tyskerne. At kæmpe er ikke at brokke sig over bagateller!

Billede

Jeg har set “Hvidstengruppen” – og sidder stadigvæk med en klump i halsen der ikke vil gå væk. Jeg føler mig så lille og ubetydelig, som én der ikke engang orker at tage en genvej, imens andre for næsen af mig har præsteret/præsterer at bestige Mount Everest, for at nå selvsamme mål. At kæmpe for det gode der ligger på den anden side – det der er større end dig selv.

2015-04-26 11.26.34

Jeg er fyldt med glæde når jeg møder ægte helte også i dag anno 2015. Frivillige, besøgsvenner, nødhjælpsarbejdere. Jeg kan fælde en tåre, når jeg kommer cyklende og hører et interview med en der lige nu hjælper nødstedte ude i verden.

Folk tripper for at rejse til Katmandu og hjælpe til som nødhjælpsarbejdere, selvom der ikke engang er et fast gulv at sove på.

Læger uden grænser sætter dagligt liv og lemmer på spil. I næste uge er det 70 år siden Danmark blev befriet. Nogen ville sige “hvorfor skal vi fejre den dag? De er jo døde allesammen snart?”

Kald mig bare et gammelt sentimentalt fjols. Jeg håber aldrig vi glemmer. Vi må huske aldrig at glemme, og vi har et ansvar overfor de kommende generationer. Krigen betød sorg, krise, utryghed og armod men krigen betød også en fællesskabsfølelse og en nationalitetsfølelse, der er sjældent set. Kunne vi ikke bruge lidt af den igen?

Jeg er fyldt med vemod over de helte vi har mistet. Jeg er fyldt med fascineret forundring over det heltemod der blev og bliver udvist.

Billede

Jeg vil huske og jeg vil mindes og jeg vil se Hvidstenfilmen igen-og-igen. Mit hjerte banker for heltene der TURDE dengang – jeg fascineres fortsat.

Jeg er taknemmelig og glad for det jeg har og for det andre har kæmpet og vundet for mig. Jeg bor i et land hvor meget er givet på forhånd. Den indre kampånd vi nok alle har i os, er der ikke som udgangspunkt brug for. Derfor tager mange af os genvejen og smutvejen, hvis vi kan. Vi opdager knapt at vi har en kampånd i os – medmindre vi da misbruger den til at kæmpe for længere Disneyshow’s og bedre lyd og ham idioten ovre på Nationen.

Jeg vil tænke på at tage omveje lidt oftere, at bestige bjerge, i den gode sags tjeneste. At turde, vove, vise mod og en næstekærlighed så stor, at jeg vokser som menneske.

Jeg tager ved lære af historien og af de mennesker i mine omgivelser, der gør/har gjort en stor forskel. Hvor er jeg heldig. Husk at stoppe op, tænk tilbage og tænk frem. Kig dig omkring. Der findes også helte i dag.

2015-04-18 12.59.38

I næste uge, når det er 70-året for Danmarks befrielse, skal vi så ikke lade vores hjerte briste og sende vemodige taknemmelige tanker til dem der kæmpede for os dengang? Skal vi ikke sammen fryde og glæde os over, at Danmark er et frit og lykkeligt land, med kun, når alt kommer til alt, små og ubetydelige problemer?

Jeg vil.

Har du lyst til at læse med på mit indlæg på bibliotekets hjemmeside, er du velkommen til at kigge med her.

Hvert eneste ord er skrevet med overvejelse og i respekt for krigsheltene, modstandskæmperne og deres efterkommere.  Mange kærlige tanker er også sendt til heltene anno 2015 – som der heldigvis også er mange af.

Tak fordi du ville læse med og tak fordi jeg igen måtte bruge bloggen som ventil og talerør.

Jeg vil gå ud i verden og bestige bjerge nu vil jeg! Jeg starter med at tage på kursus i Herning i morgen 😀

Vi høres ved i morgen igen – mon der bliver serveret mad på bloggen igen så? I dag forblev tallerkenerne tomme – i den gode sags tjeneste, skal vi ikke bare sige det? 😉

Jeg har lånt enkelte fotos fra Randers Kommunes hjemmeside om Hvidstengruppen. Se flere her

2015-02-28 13.45.27

By |april 28th, 2015|Bag facaden|4 Comments

4 Kommentarer

  1. Tove Pedersen 30. april 2015 af 09:43- Svar

    Hej Gitte
    Tak for det tankevækkende og interessante indlæg – jeg tror vi har godt af at blive “rusket” lidt op i engang imellem !
    Jeg er jo vokset op i en tid hvor vi ofte blev mindet om “dengang under krigen” på mange måder, jeg tror ikke vi kan forestille os hvordan det var – det har virkelig været hårdt, både for dem der har kæmpet i modstandsbevægelsen osv. men også i folks hverdag med frygt for det næste, kamp i det hele taget for at få en hverdag til at hænge sammen – og ja i dag er vi blevet alt for forvænte og egoistiske…
    Jeg er selv en af dem der gør en frivillig indsats for nogen af de svage – og har gjort det samme sted i 12 år og regner da bestemt med at fortsætte mange år endnu – der er virkelig brug for frivillige hænder rundt omkring.

    Venlig hilsen
    Tove P

    • Gitte Hansen 1. maj 2015 af 09:13- Svar

      Hej Tove
      Tusind tak skal du have Tove – dejligt du synes om indlægget selvom det var lidt “tungt” – men der skal også være plads til de store følelsers engang imellem.
      Spændende at høre om hvordan det var at vokse op i efterkrigstiden – jeg kan levende sætte mig ind i hvor stor usikkerheden var og angsten der lurede lige under overfladen.
      Vi er blevet alt for forvente nu ja og så skønt at høre at du tænker på din næste – og yder en frivillig indsats. Det glæder mig så meget at høre. Du er et godt menneske Tove <3
      Mange kærlige hilsner
      og god fornøjelse med dit fortsatte arbejde

      Gitte

  2. Karen 29. april 2015 af 10:43- Svar

    Super indlæg, Gitte. Afspejler helt mine følelser og tanker. Jeg tror, faktisk, der er mange, der tænker sådan. Hvorfor er bøger om krigen ellers så populære endnu? Og hvorfor kommer der ellers stadig flere?
    Jeg håber, at jeg vil have mod til at gøre det samme, hvis det bliver nødvendigt. Og det er jeg af og til bange for, at det gør.
    Knus, Karen

    • Gitte Hansen 29. april 2015 af 20:44- Svar

      Hej Karen
      Tusind tak skal du have – dejligt du tog positivt imod indlægget. Bægeret flød over for mig i går og jeg er stadigvæk meget optaget af at vælge de vigtige og de rigtige kampe i mit liv.
      Lad os ikke håbe krigstruslen bliver reel – indimellem bliver jeg også rigtigt bange. Der skal ikke meget til – tror angsten lurer lidt permanent hos os alle.
      Du har hjertet på rette sted Karen <3
      Kærlige hilsner til dig fra mig
      Gitte

Læg en kommentar