“Verdens Bedste grydebagte Brød” – lys variant

"Verdens Bedste Brød" - grydebagt. Lys variant.

Idag fik vi resterne af gårsdagens fantastiske svampesuppe.

Når vi laver suppe her i huset laver vi altid et fantastisk brød til , for at peppe suppen lidt op og få at få lidt mere fylde i maven.

Igår lavede vi “Verdens Bedste Brød” – grydebagt, knasende sprødt i en grov variant efter en lidt hjemmeudviklet variant baseret på langtidshævet koldthævet brød. En dej jeg laver en kæmpe portion af et par gange om ugen og en dej jeg bruger som grunddej til alt muligt. F.eks. en “Verdens Bedste Brød” variant, som steges i gryde. En opskrift på denne grunddej kan du finde hér

Der skete jo det igår, at brødet smagte så knasende godt, at vi fik spist det hele, selvom det var et stort brød. Et meget stort brød. Sådan går det bare HVER gang! 😉 Men det gør jo faktisk slet ingen ting! Det er måske i virkeligheden  også det der er meningen med brødet?? Altså at blive spist?! Faktisk er brødet også allerbedst på bagedagen, allersprødest ihvertfald! Så spis alt det du kan imens det er lækrest!

Det var flot og lækkert. Sej, duftende, knasende. Sådan så det ud.

Verdens Bedste (Grov) Brød

Vi havde en stor gryde suppe tilbage, så hvad gjorde vi så? Vi var da bare nødt til at bage et brød mere! ;-D

Idag blev det så til den helt lyse variant, efter den ultranemme opskrift man altid kan huske :

5 dl vand

1 tsk salt

10 dl. mel

En ærtestor klump gær.

Jeg lavede dejen i morges (ja det lyder vildt overskudsagtigt, men det tog altså faktisk under 2 minutter).

Koldt vand, gær og mel røres hurtigt sammen. Blot så alt melet er opløst i gæren. Dejen bliver ret flydende, og det skal den være. Jo mindre mel, jo bedre brød!

Dejen hældes over i en skål, som dækkes med film og stilles på køkkenbordet.

Verdens Bedste Brød - boblehæver

Her skal dejen stå og hyggeboblehæve en hel dag imens du er på arbejde.

Det er faktisk rart, imens man er på arbejde, at tænke på, at der er en dej derhjemme der står boblende klar og venter på at du kommer hjem og tager dig kærligt af den. Der bliver sendt mange gode tanker hjem sådan en dag  😉

Så snart du kommer hjem vender du dejen ud i et ildfast fad hvor den skal stå i et par timer (1 time kan også gøre det, hvis du kommer sent hjem).

Dejen begynder hurtigt at boble og arbejde lystigt. Kan du se boblerne her?

Jo større bobler jo bedre. Tegn på at hæveprocessen virker som den skal 🙂

"Verdens Bedste Brød" - grydebagt. Lys variant

Når “bobletiden” er ved at være gået, tænder du ovnen på 250 grader. Du finder din stegegryde frem (Creuset eller en billigere Pyrolux som min, den fungerer helt fint)

Gryden sætter du tom ind i ovnen. Den skal varmes helt op i ca. 20 minutter med låg og det hele. (Hvis du hælder dejen i den kolde gryde vil brødet  hænge fast til slut, så gør endelig ikke det)

Når gryden er glohed tager du den ud og hælder dejen i. Pas på fingre og køkkenbord, det glohede låg kan forårsage store skader både her og der!

"Verdens Bedste Brød" boblende dej klar til ovnen

Dejen skal bage 20-25-30 minutter ved 250 grader. Når det er ved at tage farve, tager du grydelåget af og bager brødet færdigt de sidste 15  minutter.

Sådan så mit ud da jeg tog låget af (og jeg tror faktisk det var 5 minutter for tidligt, mit brød blev en lille smule klægt i midten)

Grydebagt brød, klar til at bage uden låg

15 minutter tog det før brødet var færdigbagt.

Det duftede af snobrød i hele huset 😀

Sådan så det færdige brød ud.

Det smukkeste grydebagte brød

Brødet vippes ud på et skærebrædt. Du er nødt til at vente 10-15 minutter, gerne lidt længere, før du kaster dig over brødet. Det kan godt nok være svært at vente!! Brødet dufter så himmelsk og hvis du trykker let på det kan du høre den skønne knasende sprøde lyd, som bare giver dig lyst til…ja at kaste dig over brødet!

Prøv lige at se hvor fantastisk en krumme der er i brødet?. Store luftige huller! Det er låget på gryden der gør at dampen bliver inde i brødet og får det til at hæve op indefra, har jeg vist læst et sted om bageteknikken (var det mon ikke noget i den stil?)

Grydebagt brød. Knasende sprødt med fantastisk krumme

Skorpen er sprød og krummen sej. Brødet dufter så det er himmelsk!  Vi spiste brødet med det gule økologiske Thiesesmør til. Der skal god smør til godt brød 😀

Fantastisk brød, med minimale ressourcer, både tids- og prismæssigt. Brødet stikker bagerens brød med flere kilometer, og er langt hurtigere at lave end at KØRE til bageren. Et bagerfranskbrød er faktisk en sølle ting i sammenligning! Du er NØDT til at prøve at bage dette brød, så forstår du bedre hvad jeg siger!:-)

Verdens Bedste grydebagte Brød - lys variant

Til suppen og det fantastiske brød lavede vi nogle hurtige bagte tomater. Ovnen var jo i gang og det kunne vi ligeså godt udnytte. Det tog 2 minutter at skære 4 tomater i halve, drysse med urtesalt og hvidløgspeber og et par dråber olie. Fast food grønt! 😉

Et måltid er fattigt uden grønt synes jeg. Jeg har godt nok mentalt flyttet mig i den henseende. Før var det SLET ikke hver dag jeg ORKEDE at lave salat. Nu kan jeg slet ikke forestille mig en hovedret uden grønt længere. Sætter virkelig pris på det grønne (eller røde, som i dagens røde tomater 😉

Smukke ser de bagte tomater ud. De smagte godt! Kunne sagtens tåle at blive bagt ved 250 gr. uden at brænde af. De fik faktisk en mere sødmefuld grillet smag. Tror bare at jeg bager mine tomater ved den temperatur fremover 🙂

Ovnbagte tomater med olie og krydderier

Dagens Bedste Brød i den lyse variant var en total kopi-opskrift uden selvpåfund . Jeg har den herfra . Den grove variant jeg lavede igår, var mit helt eget selvpåfund. (Min gode morgenbolledej, der blev rørt lidt tyndere og ellers bare hævede på samme langtids-boblende-facon som beskrevet ovenfor).

To dage med to forskellige brød. Der var jo ligesom basis for at stille et farligt spørgsmål til familien : “Nåeh, hvilket brød kunne I så li'” Det lyse eller det mørke? (det jeg SELV havde fundet på, eller kopi-varen?)

og ved I hvad? MIN FAMILIE KUNNE BEDST LIDE MIT SELVPÅFUNDNE GROVE GRYDEBAGTE BRØD 😀

Fantastisk at være bedst i test!! 😉

"Verdens Bedste Brød" - Knasende sprødt

 

Mere inspiration

3 tanker om "“Verdens Bedste grydebagte Brød” – lys variant"

  1. Hej Karen

    Tak for din hilsen og din opskrift. Uha fiskesuppe får du mig aldrig til at lave, uha fiskeskrog og øjne. Jeg er en kræsenpind som dine børn hvad angår fisk 😉
    Vedr. brødet, så skyldes mellemstationen i det ildfaste fad at jeg i starten var af den overbevisning at brødet skulle hæve der et par timer også før det kom i gryden, men efter at have bagt brødet nogle gange sprang jeg hurtigt mellemstationen over med fint resultat. Ideen var at dejen blev luftet igen, men det kan man jo sagtens gøre imens det hæver i skålen. Rør en enkelt gang blot.
    God fornøjelse med dit grydebrød, jeg tænker det bliver et rigtigt lækkert brød til din fiskesuppe 😉
    Mange hilsner
    Gitte

  2. Hvor stor er din gryde? Jeg har ingen stegegryde, men nu vil jeg ønske mig en, så jeg også kan lave “grydebrød”:-)

    1. Hej Tina

      og tak for din hilsen

      Jeg ved ikke lige hvor stor gryden, men 30 cm i diameter og 15 cm. høj. Ved ikke hvor mange liter den kan rumme. Mener at det er den mellemste gryde med glaslåg fra Pyrolux.

      Rigtig god fornøjelse med dit grydebrød. Det smager FANTASTISK 🙂

      Hyggeligt du har lyst til at kigge med her.
      Mange hilsner
      Gitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *