Vi holder efterårsferie i sommerhuset i Fjellerup og det er bare skønt! Vores store børn og vores svigersøn Sebastian har været her hele ugen og vi har hygget os med grin, spil, snak, god mad og samvær. Vi har bare nydt hinandens selskab og driverlivet. Ferie er bare skønt <3

Indrømmet. Vejret har ikke været det allerbedste og vi er jo lige blevet mindet om at vi nærmer os 1. november og at vinteren og regn og rusk står for døren. Det har været lidt svært at planlægge udeaktiviteter og tit har vejret forpurret de gode intentioner.

Nå men hvis vejret ikke er til lange ture i skoven, hvad kan man så lave i efterårsferien på Djursland?

Tjo man kunne jo besøge Gl. Estrup – hvor man faktisk får mulighed for at besøge hele to museer i ét – nemlig Herregårdsmuseet og Landbrugsmuseet Det Grønne Museum.

Det er mange år siden vi sidst besøgte museet – jeg mener det var dengang Mikkel var i sin “traktor-periode” som 1-2-årig? Nu er Mikkel 20 år, så det måtte være på tide igen

Hvor var det da bare en god idé. Der er jo sket vildt meget på museet siden vi var der sidst og vi havde slet ikke tid nok. Skønt med museer, hvor du ikke helt føler at du når at blive færdig, men er nødt til at komme igen. Sådan en oplevelse havde vi igår og oplevelsen vil jeg da straks dele med dig. Måske du også kunne bruge lidt inspiration til en efterårs-udflugt?

Vi startede med en smuk gåtur i omgivelserne omkring museet hvor vi bl.a. kunne beundre den smukke slotspark og se slottet tone majestætisk frem. Bag slottet kan man gå tur i de store historiske køkkenhaver, hvor der bliver dyrket alskens grøntsager.

Det var sjovt for Mikkel, der jo er flyttet hjemmefra og som selv er begyndt at dyrke afgrøder i sin lille mini-have i Hjørring. Der var mange grøntsager vi aldrig havde hørt om eller som vi aldrig havde set ved selvsyn. En fin lille slentretur som vi faktisk blev ret meget klogere af.Lige nu kan man få presset sine æbler til most i det lille orangeri, så har æbler i haven, så snup dem da endelig med på museet.Gl. Estrup museet er to-delt og vi startede med at besøge Herregårdsmuseet – det store gamle slot der er restaureret med nænsom hånd. Museet er inddelt efter historiske perioder, så man kan se forskellige stilarter i de forskellige perioder – det var sjovt! På 3. sal rammer man f.eks. 1900-tallet og her var det sjovt at se hvordan f.eks. elektricitetens indtog fik en betydning for rummene, effekterne og udsmykningen. Det var interessant at se hvordan indretningen har udviklet sig og hvordan de forskellige “mode-luner” har påvirket rummene og deres karakter.

Vi så flotte tapeter og så hvordan der i  nogle perioder f.eks. var stof på væggene. Vi beundrede særligt de “røde” rum draperet med røde stof-tapeter eller riddersalen med de smukke gobeliner. Sikke en virkning! Det var meget stemningsfuldt og moderne indretningsstil virker pludselig ret kedelig set i det perspektiv. 🙂

Vi så også den særlige marmorerings-maleteknik der var fremherskende på gulve og paneler. Det var interessant at slentre rundt i rummene og beundre indretningen og den fine stemning.

Det er altså specielt at beundre rum, billeder, stuk og interiør der fremstår som oprindeligt. Tænk at se på de oprindelige tapeter. Tænk hvor mange øjne der har kigget på de tapeter igennem tiderne, hvilke mennesker der levede i rummene – hvordan var livet dengang? Hvilke udfordringer og glæder havde de?

Dette er et glimt fra et af tårnværelserne – der blev brugt til læsning og som skrivestue. Hvilke tanker tænkte man mon her? Hvilken stemning var man i? 

Man fornemmer historiens vingesus. Det er som om tiden har stået stille på Gl. Estrup og at det kun er verden udenfor der har forandret sig. Man føler sig lille og ydmyg og ved jo godt med sin fornuft at det liv man selv lever, kun er en lille bitte flig af historien, selvom man synes at det liv man lever lige nu, fylder alt.

Vi nød at slentre rundt og suge alle indtrykkene til os.

Vi brugte meget tid på at se på dette gamle kort. Her kunne vi se hvordan geografien og landskabet har ændret sig – og måden at tegne kort på også 🙂 Vi spottede sommerhusområdet og vores hjemadresser – det var sjovt at se landskabets forvandling på et kort.

Her ser du billeder fra vores besøg på Herregårdsmuseet – Gl. Estrup

Når du besøger Gl. Estrup skal du afsætte tid til at besøge to museer, for Landbrugsmuseet  – Det Grønne Museum er virkelig – også – en perle, som I skal have tid til at aflægge et besøg.

I Det Grønne Museum kan man få viden om jagt, skov, landbrug og mad igennem tiderne – vores kulturarv og noget vi alle kan relatere os til på tværs af generationer. Maskiners udvikling. Hvordan har køkkener set ud igennem tiderne og hvordan så et mejeri og en gammel pølsevogn ud?

Det var vildt spændende og vi ærgrede os over at vi kun havde 1 time før lukketid, det var slet ikke nok, så nu glæder vi os endnu mere til at komme igen.

Der var så meget spændende at kigge på og også her blev vi grebet af “historiens vingesus”. Det er vildt så meget der er sket på få år og tit glemmer vi jo faktisk tit at kigge tilbage. Vi er allermest optagede af tiden lige nu og vores liv i dag, men det er faktisk kun ganske få år siden dagliglivet så komplet anderledes ud.

Hjælpemidler vi i dag ikke kan leve uden, var slet ikke nogen selvfølge for ganske få år siden. Det liv vi lever i dag, synes vi er det allemest rigtige, men for bare få år siden, var der helt andre leveregler. Engang var rigeligt smør en indlysende nødvendighed og engang var det også helt forkert hvis husmoderen ikke serverede varm mad midt på dagen MED dessert hver eneste søndag.

Køkkenmaskiner der revolutionerede husmoderens – og familiens liv. Nye traditioner og skikke både i køkkenet, i landbruget og i industrien.

Der er en masse oplevelser for hele familien på Det Grønne Museum og det er helt oplagt at besøge museet på tværs af generationer – der kommer helt sikkert gang i snakken når bedstemor kan se den gamle gruekedel eller den første malkemaskine.

Det var også rigtigt spændende for både os og vores børn at se hvordan mad-formidlingen i reklamer o.lign. har udviklet sig. Det var et kulturhistorisk indblik i kønsrollernes udvikling også.

Se lige reklamerne her: “Vær beredt på på uventede gæster – hav konserves i huset” eller hvad med reklamen hvor den fortravlede far kommer hjem til en velplejet kone og et glad barn? Ingen tvivl om kønsrolle-fordelingen her 🙂

Her nedenfor kan du se snapshots fra vores besøg på Det Grønne Museum og i Madens hus.

Du skal afsætte lang tid på dette museum – det var mega-spændende

Det var en rigtig fin dag på Gl. Estrup og selvfølgelig skulle vi da også lige forbi slotskøkkenet for at smage på deres fortryllende bagværk.

I det varme slotskøkken med de gode dufte huserer en ægte “madmor” med forklæde und alles og serverer kaffe fra Madam Blå. Selvfølgelig kan man også se hvordan kokkepigen boede her:

Jeg er vild med Gl. Estrup. Der var en skøn stemning på museet og slotsparken var fortryllende smuk i efterårsfarverne. Jeg glæder mig allerede til vi skal besøge museet igen. “Madmoren” i køkkenet fortalte om de forestående julemarkeder i december-weekenderne og jeg kan da levende forestille mig hvor hyggeligt det må være. Her skal og vil vi bestemt besøge museet igen.

Næste år køber vi årskort, for der sker altid nye og spændende ting på museet.

Vi glæder os til bare at kunne tilbringe et par timer her – nyde en kop kaffe og hjemmebag i slotskøkkenet eller spise frokost i Jagtstuen? Parken glæder vi også til at besøge med madpakkerne, når det bliver forår og udevejr igen og ja så blev vi jo slet ikke færdige med de mange udstillinger i “Madens Hus” – vi glæder os til at fortsætte hvor vi slap 🙂

Gl. Estrup - et besøg værd for hele familien

Hermed da lige en lokal anbefaling til dig.

Tag familien med under armen og besøg Gl. Estrup i Auning på Djursland. Læs mere om museet og historien ved at klikke på linket her.

To museer for én pris og begge museer er virkelig et besøg værd. Du kan godt begynde at glæde dig 🙂