Grydebrød med øl og valnødder. Her får du opskriften på et groft valnøddebrød du kan bage i gryde eller almindelig franskbrødsform.
Grydebagte brød er verdens bedste. Sådan er det. Det er jo derfor det også bliver kaldt “Verdens Bedste Brød”? I dag skal du høre om en ny variant: som rugmelsbrød med øl og valnødder
Brødet er helt specielt. Det er ufatteligt let at røre dejen sammen og brødet skal ikke æltes, men hældes direkte ned i en rygende varm støbejernsgryde og bages i ovn. Jeg og min familie er FAN af Verdens bedste brød, og jeg har lavet det i flere varianter, et lyst Verdens Bedste Brød, lavet kun med hvedemel, og en grov variant . Jeg har også lavet en variant med soltørret tomat. Uhm. Vi elsker Verdens Bedste Brød i alskens variationer.
Dagens Verdens Bedste Brød er en variant med valnødder, øl (hvidtøl) og rugmel. Det smagte fantastisk, men ser noget kedeligt ud. Det skal du ikke lade dig afskrække af. Valnøddebrødet smagte fantastisk med iskoldt smør på og en skive ost. Brødet bliver en mellemting mellem franskbrød og rugbrød. Superlækker valnøddesmag!
Verdens Bedste Brød bliver knasende sprødt, det bages ved ovnens højeste temperatur og langtidshævningen ,og tilberedningen i gryde, gør brødets krumme særlig god.
Har du en støbejernsgryde, og har du endnu ikke prøvet at bage Verdens Bedste Brød, så kom igang! Du vil ikke fortryde det. Det er let, men du skal være tålmodig: Når du vil bage verdens bedste brød, skal du begynde dagen før.
Det skal du brug til Verdens Bedste Brød med rugmel, valnødder og øl:
1 flaske hvidtøl eller almindelig øl
2½ dl. vand
250 gram rugmel
75 gram valnødder
5 gram gær
1 tsk salt
600 gram sigtemel (eller hvedemel)
Sådan laver du Verdens Bedste Brød:
Rør øl og vand med gær. Tilsæt salt og valnødder. Tilsæt sigtemel og rugmel. Rør gerne med en røremaskine, dejen bliver tung og hård. Normalt er dejen til Verdens Bedste Brød meget flydende, men denne dej får mere konsistens som rugbrødsdej. Rør dejen 5 minutter ca.
Der var sørme lige en hvidtøl tilovers fra julen, men har du ikke det, så brug bare en almindelig pilsner/mørk øl eller hvad du nu har på lager. Lagerøl måske? 😉
Der var sørme også lige en pose økologiske valnødder tilovers fra julen. Faktisk var det en pose jeg fik tilsendt af Urtekram. Jeg var så heldig at blive spurgt om jeg ville prøve at bage med deres økologiske produkter, og det skyndte jeg mig da at sige ja tak til. Valnødderne var sprøde og lækre og gav den fineste smag til brødet. Valnødder og rugmel går SÅ godt i spænd sammen! Det er ikke sidste gang jeg prøver det.
Tilsæt sigtemel eller andet lyst mel og rugmel til sidst.
Dejen bliver fast og hård. Nu skal der lægges låg på skålen og så skal den hæve 10-12 timer i køleskabet. Jeg brugte min Margretheskål med lån, men dæk evt. bare til med staniol eller folie. Næste dag finder du støbejernsgryden frem.
Sæt den, med låg og det hele, i ovnen og skru temperaturen op for max. 250 grader varmluft. Gryden skal varme op i ca. 20 minutter. Tag gryden ud og hæld dejen i. PAS PÅ DU IKKE BRÆNDER DIG! Grydelåg og håndtag er så varme, at de er dødsensfarlige at røre ved (næsten ;-)), så brug gode grydelapper.
Dejen vippes ned i den varme gryde, og låget lægges på. Gryden sættes i ovnen og bager 20 minutter ved 250 grader varmluft. Herefter tages låget af og brødet bager 20 minutter v. 200 grader (varmluft). Låget skal af til sidst for at brødet får den helt rigtige sprøde overflade. Hvis du glemmer at sænke temperaturen, vil der ret hurtigt lugte brændt, så vær opmærksom.
Kreds omkring brødet imens det bager de sidste 20 minutter. Bank gerne på det til sidst. Lyder det hult er det færdigt. Det vil føles meget hårdt, men det er jo faktisk næsten også et rugbrød. Det er faktisk lidt svært at se hvornår brødet har fået nok, men jeg vil tro at 40 minutter vil være nok for langt de fleste ovne. Husk at bruge varmluft.
Brødet har allerbedst af at hvile længe før du skærer det. Gerne en halv dag. Så længe kunne vi ikke vente. Vi var sultne NU. De yderste skiver var nemme at skære, dem i midten var en udfordring. Brug din skarpeste savtakkede kniv, men vent gerne nogle timer, hvis du kan! 😉
Kan du mon fornemme hvor sprødt brødet er her? Knasende sprødt og fine valnøddestykker indeni. Uhm! Endeskiven er altid den bedste.
Et halvt brød og familien var mætte. Stormætte. Det er noget andet end hvidt franskbrød. Rugmel mætter godt. Jeg tænker at både hvidtøl og vanlnødder er smagsgivere her, og rugmel måske også?
Brødet er hurtigt sammenrørt, og passer jo sig selv i køleskab eller ovn. Et hurtigt brød, men lidt langsommeligt at vente på. Det er ventetiden værd, skulle jeg hilse og sige 😉
Skal det være ekstra lækkert hjemme hos dig en dag, brunch-bord, lækker gæstefrokost eller lignende, så kast dig gerne ud i et Verdens Bedste Brød. Find bare den variant du synes passer dig bedst. Find gerne inspiration i de forskellige varianter der er henvist til på denne side.
Verdens Bedste Brød er den smukkeste servering på gæstebordet. Anret det gerne med skærebræt og kniv, det ser rustikt og dekorativt ud synes jeg.
Brødet lavede jeg sidste weekend, men jeg er noget bagud med indlæg. I dag har jeg været en tornado i køkkenet eller en Duracell-kanin måske? Jeg har fyldt Römertopfen med en masse gode sager, bagt knækbrød i en uendelighed, lavet hindbærsyltetøj, bagt marcipansmåkager, der endte som et flop, og boller med salt/peber. Alt dette kommer du til at høre meget mere om i den kommende tid.
Vi ses. Stay tuned 😉
Mange hilsner
Gitte alias Bagenørden
hej, kan man bare den i alm form? og hvordan er bagetid og temp så? det lyder så lækkert, jeg har bare ingen støbejernsgryden . vh Jette
Hej. Jeg bruger ofte rømertopfen til at bage ” verdens bedste brød. Vh Dorte.Nielsen
Ha ha, skal vi så ikke dele så du får skæreostene og jeg de blå 😉
Whaaaat, det kan da ikke passe???? ELSKER gode blåskimmeloste … Der er da ikke noget bedre end ristet rugbrød, tør blåskimmel, æggeblomme og rødløg 😀
Dét vil jeg prøve – lyder rigtig godt. Kan lige smage det for mig med en god spegepølse på også… for ikke at snakke om Thise’s blå kornblomst 😀